Det dyre kød

[Af Joh Vinding]

I dag bebos Jorden af 6 milliarder mennesker. Men allerede i 2040 kan vi i bedste tilfælde forvente at få følgeskab af yderligere 4 milliarder mennesker. Spørgsmålet i denne artikel er, hvilket konsekvenser har dette faktum for vores spisevaner, jordens økologiske balance, planter, dyr og alle planetens indbyggere?

Sult
I dag lider ca. 1.2 milliarder mennesker af ikke at have nok at spise, mens ligeså mange lider under såkaldte livsstilssygdomme pga. for meget eller forkert mad. Et sådant misforhold kan logisk henføres til en for dårlig fordeling af de ressourcer, som er på jorden. Men dette er ikke hele svaret på at udrydde sult i verden for den nuværende landbrugsproduktion med vægt på kød gør, at en sådan omfordeling kun i ringe grad er mulig.

Foder vs. mad
I mere traditionelle landbrug, der opdrættede langt færre dyr end nutidens industrialiserede landbrug, var det almindeligt, at dyrene fandt en del af deres eget foder (f.eks. ved græsning), mens andre dyr levede af mad, der ikke var egnet til menneskelig føde. F.eks. spiste grise typisk resterne fra middagsbordet. I takt med landbrugets intensivering er dyr dog i højere og højere grad blevet fodret med planteproteiner, der kunne være spist af mennesker. Et alternativ til fodring er græsning, men dette kræver store landarealer og når man skal producere så meget kød som vi gør i dag, er der simpelthen ikke plads nok. Derfor holdes dyrene inde og gives kraftfoder baseret på f.eks. soja.

Det andet alternativ er fodring med overskudsprodukter, hvilket i dag heller ikke er en reel mulighed. Den nylige mund- og klovsyge epidemi i Europa startede således pga. smitte fra madrester anvendt til at fodre grise, og i et intensivt system spredes smitten som en løbeild. Når man holder sig fra at fodre med restprodukter giver dette dog også problemer for så skal dyrenes foder hentes fra marker der lige så godt kunne bruges til at brødføde mennesker. I dag anvendes omkring 38% af verdens kornproduktion således til dyrefoder.

Dyrkning af sojaplanten illustrerer problemet. Mange er bekendt med beskyldninger mod bla McDonald's for at rydde regnskoven for at give plads til kvæghold, der i sidste ende skal være burgere. Der er et vist mål af sandhed i dette, men den største trussel mod regnskoven kommer dog ikke fra det lokale kvæghold, men fra de høns, køer og grise der opdrættes i den vestlige verden. Sojaplanten, der er en af de mest brugte foderplanter til husdyr, dyrkes primært i USA og Brasilien. I takt med at forbrugere har taget afstand fra genmanipuleret soja, som er udbredt i USA, sker en større del af den Europæiske sojaimport fra Brasilien, hvor markarealer skabes ved netop at rydde regnskov. Så indirekte er det meste kødproduktion i Danmark og resten af Europa skyld i regnskovsrydning og kødspisere kan sjældent sige sig fri for at tage en bid regnskov med, når der er bøf på bordet!

Problemet er dog ikke alene, at uvurderlige naturressourcer ødelægges, men at de marker der bruges til at dyrke foder kunne anvendes til at mætte landenes ofte sultne befolkning. Noget polemisk har nogen kaldt denne produktionsform for "fødevare imperialisme". Grelle eksempler på konsekvenserne af denne politik er sultkatastroferne i Etiopien og Nordkorea, men de færreste ved, at begge lande eksporterede henholdsvis majs og korn til vestlige landes kødproduktion, mens deres befolkning døde af sult. Denne form for fødevarekriser er ikke et spørgsmål om fordeling, men kan kun løses, hvis de vestlige lande ikke længere efterspørger kød. For så længe dette ikke sker, vil det være nødvendigt for vesten at bruge fattige landes marker til at dyrke foder til deres slagtedyr, og vesten vil altid kunne betale mere for afgrøderne end de fattige mennesker, som har brug for dem. Gandhi udtalte engang, at "den rige mands ko stjæler den fattige mands brød" og dette holder langt hen vejen stadig stik. Produktionen af animalske fødevarer giver dog ikke kun problemer med verdens fødevareforsyning, men med hele planetens balance i et stort ressource spild.

De fleste i den vestlige verden er klar over, at mangel på rent vand er et problem og vil derfor gerne gøre en indsats for at bevare denne ressource. Således indkøber mange mennesker vandsparerer, opsamler regnvand til at vande haven og lignende. Men de færreste sparer, der hvor det virkelig tæller- i deres kost.
Mens en vandsparer kan sænke en persons vandforbrug med et par hundrede liter kræver produktion af bare et kilo oksekød 100.000 liter vand. Sammenligner man dette med en intensiv vegetabilsk proteinkilde som soja kræver denne bare 2000 liter til et kilo. Andre former for kødproduktion er mindre krævende; (Får:9000) (Gris:4500) (kylling:3500), men overstiger alligevel langt vegetabilske fødevarer: (Kartoffel: 500) (Ris:1000) (Hvede:900). I dag har 80 lande i verden mangel på vand, hvilket påvirker en milliard mennesker. Med mindre problemet løses, så vil dette tal i 2025 stige til 2,7 milliarder.

Faldet i tilgængeligt vand på verdensplan får en selvforstærkende negativ virkning, da høstudbytte er afhængigt af brugen af selvvandingssystemer, når der ikke falder tilstrækkelig nedbør. Over hele verden ses nedgang i vandforsyningen, og dermed kan også forventes et fald i høstudbyttet, samtidig med at der bliver flere munde at mætte.

Vi har allerede erfaret, hvorledes produktionen af animalske fødevarer fører til spild af vand, og bidrager til en uhensigtsmæssig fødevareforsyning. Men hvordan tegner fremtiden sig for dette system, og hvad er de langsigtede konsekvenser?I USA er ca. 33% af landbrugs muldjorden forsvundet. Alligevel holdes produktionen oppe ved at stimulere jorden med gødning og pesticider, der svarer til 46 liter brændstof per hektar i den vestlige verden. Dette er en almindelig konsekvens af intensivt landbrug. Tab af denne jord skyldes primært erosion. Ved manuelt arbejde kan et menneske dyrke omkring 1 hektar. Anvender man maskiner, kræver det dog kun 3,5 liter benzin at erstatte, hvad der svarer til 375 timers menneskeligt manuelt arbejde. Derfor er madpriser nært knyttet til benzinpriser, ligesom vores intensive landbrugsproduktion er det. Vi er altså helt afhængige af et stabilt oliemarked, hvis vi skal kunne holde den nuværende madproduktion, som knap kan brødføde planetens nuværende befolkning på 6 milliarder. Men hvordan ser fremtiden ud for befolkningsudviklingen og oliepriserne?

Sandheden er, at verdens olielagre er forudsagt til at vare 50 år ved nuværende udbytte, mens der er naturgas til endnu 20- 35 år og kul til 100 år. Hvis vi skulle begynde at bruge flere fosil brændstoffer end vi gør nu ville det vare kortere, og hvis hele verden forbrugte energi som USAs befolkning ville de nuværende reserver kun vare 15 år. Selvom vi næppe skal frygte at løbe tør for olie foreløbigt, må vi forberede os på højere priser, hvilket vil betyde dyrere fødevarer og lavere produktion. Dette skyldes, at de fleste oliekilder er fundet for mere end 25 år siden, hvilket betyder, at manges udbytte daler. Omkring 2010 kan det formodes, at OPEC landene vil kontrollere om mod 50% af markedet og derved kan diktere prisen. Vi kan altså forvente stigende priser, selvom verdens olieforsyning ikke er ved at forsvinde.

Selv hvis vi ved hjælp af bioteknologi kan producere vegetabilske afgrøder, som giver et højere udbytte, vil dette ikke afhjælpe problemet. Sådanne afgrøder kræver nemlig mere vand og pesticider. Denne type afgrøder er heller ikke tilgængelige for folk i den 3. verden, hvor de ikke har råd til hverken frø eller pesticider. Samtidig er det i disse lande, at befolkningstilvæksten er størst.

Ser vi dette i sammenhæng med, hvor meget landbrugsjord, som er til rådighed, så ser tingene sorte ud. En gennemsnitlig vestlig kødbaseret diæt kræver omkring 0,5 hektar for at brødføde et menneske. Dette er til stede nogen steder i verden, men lande som Kina har f.eks. kun 0,08 hektar til rådighed per person; verdensgennsnittet er 0,27 hektar og der forsvinder ca. 10 millioner hektar landbrugsjord hvert år. Hidtil har 3. verdens lande som Kina og Indien levet overvejende vegetarisk, men som i vesten, forlanges der nu i stigende omfang kød på bordet, og presset på planetens ydeevne er så hårdt som aldrig før. Fattige lande som Indonesien, Iran, Pakistan, Nigeria, Etiopien, Mexico og Egypten er i dag alle afhængige af import af korn til deres animalske produktion. Kina som har en stor svinekødsproduktion er således gået fra at være eksportør af 8 millioner tons korn i 1993 til i 1995 at importere 16 millioner ton korn til sine svinefabrikker.

Hvor stor en indflydelse produktionen af animalske fødevarer har illustreres af en beregning som FNs organ for landbrug (FAO) foretog i 1993, hvor de kom frem til, at Jorden kunne brødføde 6.3 milliarder mennesker, hvis disse ernærede sig ved en næsten 100% vegetarisk diæt. Skulle blot 15% af de spiste kalorier komme fra en animalsk kilde kunne Jorden kun bespise 4,2 milliarder, og var hele 25% af animalsk afstamning blot 3,2 milliarder mennesker.
Jo mindre land, der er til rådighed desto højere udbytte vil hver enkelt stykke jord skulle give, samtidig med at brændstofpriser, forurening og vandmangel nødvendiggør, at vi har en mindre intensiv landbrugsproduktion for ikke at ødelægge planeten.

Det eneste troværdige alternativ til disse monumentale problemer er, at vi spiser lavere i fødekæden og baserer vores kost på frugt, grønt, bælgfrugter og korn. Dette vil muligvis ikke udrydde sult fra den ene dag til den anden, men vil bevare livsnødvendige ressourcer til kommende generationer og give lande, der i dag eksporterer afgrøder til Vesten mulighed for at opbygge en stabil fødevareforsyning for deres eget folk.

NOTER
Foot and mouth- will the lesson be learned: Animal Aid 2001 Pimentel, David et. al. "Ecological Integrity", 2001
Pimentel, David: "Food, Energy and Society", 1995
FAO: Yearbook 1993 - FAO er FNs organisation for landbrug og fødevarer.
Holm, Jens: "Mad miljö rätvisa. Köttkonsumptionens påverkan på miljön och den globale livsmedelsförsörjning", 2000.
D'Silva, Joyce et. al.: "The Meat Business; Devouring a hungry planet", 1999.
The Independent, 18. juli 1997.Tilbage til artikler