Forbud mod rævefarme vedtaget

Skrevet af admin den 29. maj, 2009

Folketinget har i dag vedtaget et forbud mod rævefarme. Processen har været lang og hård, men stoppe nu med et forbud mod opdræt af dyrene. Baggrunden for forslaget er etisk og sender et tydeligt signal om, at visse industrier, der udnytter dyr er så forfærdelige, at man ikke skal lave regler for dem, men rent ud foryde dyremishandlingen, som ikke er acceptabel i et moderne samfund.

“Forbuddet mod rævefarme er et historisk fremskridt for dyrevelfærd” udtaler Animas kampagnechef Joh Vinding og fortsætter ”Lovens etiske basis viser, at vi som samfund må undersøge nøje, hvilke formål vi kan tillade os at bruge dyr til. At indespærre ræve i små bure for at lave modetøj er ikke tilstrækkelig gavn for samfundet til at retfærdiggøre at dræbe dyrene og lade dem leve liv med meget dårlig velfærd. Vi har nu forbud mod hunde- og kattepels, rævefarme og sælpels. Spørgsmålet er hvor længe der skal gå, før vi forbyder pelsindustrien helt, som bl.a. England og Østrig allerede har gjort? Hvis det ikke er etisk at lade ræve eller hunde lide i burene, hvorfor skal mink og chinchillaer så fortsat pines?”.

Den afsluttende debat i Folketinget bragte ikke mange nye argumenter på banen, men Socialdemokraternes ordfører Bjarne Laustsens kom dog med en række meget bekymrende og meget dyreuvenlige udmeldinger, da han udtalte sig mod et forbud, fordi det ville skade minkfarmningen. En industri der forårsager ligeså meget lidelse som rævefarmene. SF fremhævede til gengæld, at lovens betænkning inkluderede et udsagn om hensyn til mink og spurgte, hvad regeringen ville gøre ved de problemer, som eksisterer på minkfarme. Denne post vil blive opdateret med et nærmere referat af partiernes holdninger.

Et forbud er den eneste løsning på problemerne ved pelsfarme og i den forstand er dagens beslutning og et kæmpe fremskridt. Udfasningstiden er dog skuffende og der var mange gode argumenter for en kortere periode til gavn for dyrene. Du kan læse baggrunden for den politiske debat her.

Lovforslaget var fremsat af justitsministeren, der begrundede det med et etisk hensyn til ræve, der ikke kan anvises passende indhusningsforhold, da der er tale om vilde dyr, som ikke kan tilpasses et liv i fangenskab. Rævefarme er tidligere blevet kritiseret i udtalelser fra Det etiske råd vedr. husdyr i 1989, der kaldte produktionen ”uetisk” og Dyreetisk Råd i 2003 gentog en skarp kritik.

Rævefarme forbydes

Skrevet af admin den 18. maj, 2009

Beslutning om rævefarme nærmer sig afgørelse. Fredag d. 15. maj. behandlede Folketinget for anden gang lovforslaget om et forbud mod rævefarme. Forslaget har haft en lang og besværlig fødsel, men efter 52 skriftlige spørgsmål fra det udvalg som behandler sagen, klager til ombudsmanden og EU-kommissionen samt en række deputationer (herunder Anima/DOSO) tegner sig nu et klart billede.

Forbuddet bliver gennemført, hvilket er utrolig glædeligt. Lovgivning på etisk grundlag for dyr er nødvendig, hvis vi som samfund skal lægge den mest skånselsløse udnyttelse bag os. Dette bliver forhåbentlig første skridt mod en yderligere indskrænkning til at drive industrier, som bygger på mishandling af dyr. Dette forbud bliver vedtaget på basis af stor folkelig vilje til at beskytte dyr. Alle der har skrevet, ringet og kæmpet for dyrene har været en stor del af dette. Sammen har vi vist, at vores indsats gør en forskel og sammen vi vil bygge videre på dette trin for ting.

Selve gennemførslen af loven har dog været skuffende og udfasningsperioden ser meget negativ ud fra rævenes synspunkt, da de med loven i sin nuværende form vil skulle sidde i bure 15 år til frem til 2023, hvis avleren har ræveproduktion som sit hovederhverv og til 2016, hvis ræveavl er et bierhverv.

Dette forslag ser ud til at blive vedtaget d. 29. maj af Venstre, Konservativt Folkeparti og Dansk Folkeparti. Folketingets øvrige partier vil ikke stemme for eller imod.

Det politiske spil
Forud for denne afgørelse løb en længere diskussion om forbuddets form og der blev opstillet 3 muligheder for at udfase farmene:

1) Regeringen havde foreslået, at farmene skulle udfases uden erstatning til avlerne over en periode på 15 år.

2) Socialdemokraterne havde foreslået, at farmene blev udfaset på 2 år, men med økonomisk kompensation til avlerne.

3) SF havde foreslået en udfasningsperiode på 5 år uden økonomisk kompensation til avlerne. Denne model blev støttet af Radikale Venstre.

Debatten handlede i høj grad om, hvor lang en frist det var rimeligt at give avlerne og en juridisk vurdering af om et bestemt længde ville være ekspropriation (hvorved der skal betales erstatning). Bl.a. Dansk Folkeparti og SF udtalte sig imod at betale erstatninger til avlere, der med SFs Kristen Touborgs ord havde ”pint og plaget dyrene i 70 år”.

Justitsministeriets jurister har givet den vurdering, at man med en udfasningsperiode på 15 år er helt sikker på, at der ikke var tale om ekspropriation. Om perioden på 5 år nødvendigvis ville være ekspropriation sagde juristerne ikke. De mente ikke det kunne udelukkes, men på den anden side var det også fuldt ud muligt, at 5 år var en tilstrækkelig periode. Anima har tidligere fået udarbejdet en juridisk vurdering, der anbefalede en udfasning i løbet af 3 år, hvilket ikke ville være ekspropriering.

Socialdemokraterne spurgte, hvorfor ekspropriation her var forskelligt fra tidligere sager, hvor man har udbetalt erstatning til hjortefarmere, da dette opdræt blev forbudt, eller erstatning til ejere af dambrug etc. Senere udtalte partiet mere overraskende, at man ”pinte og plagede avlerne” ved ikke at give dem erstatning.

Mårhunde og gravjagt
Politikerne havde overvejet at forbyde opdræt af mårhunde i samme lov. EU-Kommissionen har opfordret lande til at forbyde netop mårhunde, men ingen politikere har ønsket at stille forslaget. Dette er en stor fejl, da døren nu stadig står åbent for en industri, hvor mårhunde behandles præcis så dårligt som ræve.

Dansk Kennel Klub og Danmarks Jægerforbud havde ønsket en undtagelse fra forbuddet for ræve der holder til at træne hunde til gravjagt
. Denne dispensation er heldigvis ikke blevet givet. I stedet er det bestemt, at man skal afvente en udtalelse fra det dyreetiske råd og tage spørgsmålet op i 2013. Dansk Folkeparti har som eneste parti meldt ud, at de ikke vil støtte en undtagelse.

Hvad mener Anima

Anima glæder sig meget over, at loven nu er faldet på plads og det således bliver forbudt at opdrætte ræve for deres pels. Danmark har tidligere forbudt import af hunde- og kattepels og får via EU et forbud mod import af sælpels. Man kan med rette stille sig selv spørgsmålet, hvorfor ræve, sæler, hunde og katte har mere ret til at lide end f.eks. mink og chinchillaer, der stadig plages i milliontal. Denne dobbeltmoral skal vi sætte fokus på til pelsindustrien er fuldt afviklet, som det er sket i bl.a. England og Østrig.

Ligeså meget som vi glæder os over loven er Anima meget utilfredse med, at flere hundredetusinde ræve skal lide de næste 15 år. Rævene vil leve i små bure, de vil udføre stereotyp adfærd, nogle vil spise deres egne unger og alle vil blive aflivet med strøm, der fremkalder et hjerteanfald. Anima mener ikke det er acceptabelt, at dyrene skal lide i 15 år, når alle er enige om, at deres velfærd er utrolig ringe. På den anden side er vi helt enige med de partier, der ikke ønsker at give avlerne erstatning. Særligt ikke når de fleste avlere vil bruge støtten til at etablere minkfarme. På den måde vil andre dyr lide ligeså meget som rævene.

Da det ikke er muligt at sige nøjagtigt hvor lang en frist skal være for at der ikke vil være tale om at skulle udbetale erstatning til avlerne, så synes Anima denne tvivl skal komme dyrene til gode. Er der en god chance for, at fristen kunne være 5 år, så burde politikere der sætter dyrenes velfærd højt have ladet den kortest mulige frist gælde. Forsigtighed er fint, men når dyrs liv og velfærd står på spil er mod at foretrække.

Vi håber nu som næste skridt, at danske tøjkæder vil stoppe med at sælge rævepels og Anima vil i den kommende tid tage kontakt til en lang række firmaer. Danske virksomheder bør ikke sælge et produkt, der ikke er lovligt at fremstille i Danmark.


Copyright © 2007 Dyrenes Stemme - Online. All rights reserved.