Lene Espersen modarbejder Israels pelsforbud

Skrevet af admin den 9. juli, 2010

Opdatering: I sidste øjeblik blev afstemningen i Israel udskudt. Pelsindustrien vidste, at der ville være flertal for loven, når den kom til afstemning. Derfor arbejdede de intensivt og lykkedes med at få overtalt to politikere til igen at udsætte afstemningen igen. Vi opdaterer så snart der er nyt i sagen.

Israel er tæt på at blive det første land i verden, der forbyder pelsindustrien. Men deres handelsminister har brug for at høre fra dig for at give sin støtte til loven.

Den danske regering med Lene Espersen i spidsen gør alt i deres magt for at loven ikke bliver gennemført for at beskytte de danske pelsavlere. Danske diplomater arbejder på højtryk mod dyrenes sag og senest har den danske ambassadør til Israel fået sin mands fætter, som er medlem af parlamentet til at sprede usandheder til ministeren.

Vi har brug for at det ikke bliver vennetjenester og danske minkavlere, der afgør Israels politik. I stedet skal dyrenes forhold i fokus for så er sagen klar.

Støtteerklæringer fra hele verden strømmer ind, men ingen stemme er vigtigere end den danske. Så vær med til at vise, at Lene Espersen ikke taler for alle danskere, når hun vil beholde pelsindustrien. Send en høflig mail til Israels handelsminister via følgende kontaktinformation og bed ham stå fast på et forbud mod pels:

Binyamin Ben-Eliezer
Minister of Industry, Trade and Employment
5 Bank Israel Street
Jerusalem
Israel

e-mail: binyaminb@knesset.gov.il

telefon: 972 2 6408371

Ingen danske partier burde forsvare den uetiske pelsbranche, hvor hele 85% overtrådte loven ved sidste års kontroller, selvom kravene i sig selv er helt utilstrækkelige for at sikre dyrene gode forhold. På farmene får dyr lov til at gå med store åbne sår eller ligger døde i bure med levende pelsdyr. Det er fuldt forståeligt, at Israel ikke vil have noget at gøre med denne branche. Danmark har netop selv forbudt rævefarme, da produktionen blev kaldt uetisk af regeringen, men Lene Espersen mener åbenbart stadig, at Israel skal tvinges til at købe vores uetiske produkter.

Israel et skridt fra totalt forbud mod pels

Skrevet af admin den 4. marts, 2010

En overvældende del af befolkningen i Israel er modstandere af pelsindustrien. Efter flere afsløringer af dyrenes miserable forhold på pelsfarme og at modekæder fejlmærkede deres pelsprodukter er landet politikere ved at gribe til handling.

Israel har i dag ingen lovgivning omkring pels, men hvis det står til politikeren Ronit Tirosh, så bliver de snart det første pelsfri land i verden. Tirosh har fremsat et lovforslag, der ikke alene vil forbyde opdræt af pelsdyr, som det kendes fra Danmarks forbud mod rævefarme, men vil forbyde al import og handel med alle former for pels.

Anima har gjort alt, hvad der er i vores magt for at støtte denne historiske lovgivning, som effektivt løser problemerne med dyremishandling for pels og vil være et eksempel andre lande kan følge. Som formand af koalitionen Fur Free Alliance har Anima lobbyet for gennemførslen af et forbud.

En afstemning om loven ventes snart og forhåbentlig vil Israel herefter være et godt eksempel for resten af verden. Her protesterer den israelske skuespillerinde Shira Vilensky for Anti Fur Coalition på Mount Hermon

Shira Vilensky protesterer for Anti Fur Coalition

Forslaget støttes nu også af højtstående religiøse ledere. Generelt har der dog været stor støtte blandt religiøse og overrabbinerne Rabbi Amar og Rabbi Metzger skrev en fælles udtalelse til fordel for et forbud, som blev afleveret til de israelske politikere. Rabbi Metzger skriver bl.a. at “det er vores pligt at forebygge mishandling af dyr og at være et lys for nationerne ved at tage afstand fra at bruge produkter der er et resultat af dyrs lidelse.

Anima følger den historiske udvikling tæt.

86% af Israelere mod pels

Skrevet af admin den 14. december, 2009

Ifølge en meningsmåling lavet af bureauet Maagar-Mohot er næsten alle israelere modstandere af pels. Direkte adspurgt “Finder du det moralsk at dræbe dyr, hvis de alene dræbes for deres pels?” erklærede 86% sig uenige.

I forhold til spørgsmålet “Ville du støtte en lov for at forbyde pelsindustrien i Israel?” støttede 79% et forbud.

Det er meget åbenlyst hvor den brede befolkning står, når det drejer sig om pels. Undersøgelsen blev udført af den internationale anti-pels koalition, der nu opfordrer Israelske politikere til at skrive historie og gøre Israel til verdens første pelsfri land. Der er fremsat et lovforslag i Israels parlament Knesset, som vil gøre dette til virkelighed og politikerne får nu mulighed for at skabe lovgivning, der afspejler befolkningens ønske om at stoppe pelsindustrien helt.

Irland forbyder pelsdyravl

Skrevet af admin den 12. oktober, 2009

Minkavlere under pres
- Irland forbyder pelsdyravl

Et nyt regeringsgrundlag i Irland mellem partierne Fianna Fail og De Grønne vil forbyde og udfase pelsdyravl over 3 år. Det traditionelle landbrugsland Irland slutter sig hermed til en stadigt voksende liste af lande, der mener pelsdyravl er uetisk og derfor har forbudt industrien.

Forbuddet i Irland er sidste nye skridt på vejen for et Europa uden pelsdyropdræt, et scenarie der i de seneste år er blevet mere og mere realistisk. Seks Europæiske lande har nu totale forbud mod pelsdyravl, fire har så strenge velfærdskrav at industrien er umuliggjort, tre lande har forbudt dele af pelsindustrien og to lande diskuterer forbud på højt politisk niveau (se oversigten nederst).

”EU-kommissionen vurderede i 2001 pelsdyrenes velfærd i en rapport fra ekspertgruppen SCAHAW. Eksperterne var enige om, at industrien skabte seriøse problemer for alle arter, der opdrættes for deres pels. Dette faktum er roden i den generelle pelsmodstand. Hvorfor skal vilde dyr spærres inde i små bure, hvor vi ved de har det dårligt, for at lave et produkt, som der er mange alternativer til?” Spørger Animas kampagnechef Joh Vinding og fortsætter “Irland er et traditionelt landbrugsland og beslutningen viser tydeligt, at det intet har med landbrug at gøre at indespærre vilde rovdyr i små trådbure”.

Samtidig med de politiske fremskridt giver modekæder og forbrugerere i stigende grad pels den kolde skulder. Alene i Danmark findes der over 100 kendte mærker med en pelsfri politik.

”Pelsmodstanden vokser dag for dag i takt med at nye undercoveroptagelser fra pelsfarme ser dagens lys. Man skal være mere end almindelig kynisk for at kunne købe tøj med pels, når man først har set virkeligheden på en pelsfarm” udtaler Joh Vinding.

OVERSIGT OVER DEN POLITISKE SITUATION

Disse lande har totale forbud mod pelsdyravl:
England
Skotland
Østrig
Kroatien
Bosnien-Hercegovina

Irland

Disse lande har strenge krav til pelsdyrs velfærd, som umuliggør industrien:
Tyskland
Schweiz
Bulgarien
Italien

Disse lande har taget skridt for at forbyde pelsindustrien. F.eks. ved at forbyde ræve- og chinchillaavl:
Sverige
Holland
Danmark

Disse lande diskuterer på højt politisk niveau et forbud mod pelsdyravl:
Belgien
Norge

Læs hele regeringsgrundlaget her: www.greenparty.ie

Nordiske dyrlæger vil forbyde pelsfarme

Skrevet af admin den 9. oktober, 2009

Norske og finske dyrlæger tager kraftigt afstand fra pelsdyravl. Tiden er inde til at afvikle industrien siger dyrlæger i Norge og deres kollegaer i Finland overvejer at følge den samme holdning.

I en principiel udtalelse skriver Norges dyrlægeforening.

Den norske veterinærforening (DNV) mener at tiden er moden til at vurdere en afvikling af alt pelsdyravl i Norge. Centralstyrelsen i Den norske veterinærforening har vedtaget følgende:

Dagens pelsdyrhold er baseret på hold af aktive rovdyr i små trådnetbure. Driftformen betyder at dyrene ikke får tilfredsstillet naturlige adfærdsbehov.

DNV har tidligere udtrykt skepsis til pelsdyravl. Til trods for gode intentioner i næringen viser det sig, at der fortsat er store dyrevelfærdsmæssige problemer i pelsdyravlen.

DNV mener derfor, at tiden nu er moden til at vurdere afvikling af alt pelsdyravl i Norge.

I Finland har en stor gruppe dyrlæger opfordret deres egen organisation til at følge trop. Man mener at den finske dyreværnslov garanterer dyrenes velfærd på pelsfarme. Samtidig diskuteres det om det er etisk forsvarligt at opdrætte dyr alene for deres pels. Mere information findes her

Holland et skridt nærmere minkforbud

Skrevet af admin den 27. maj, 2009

Vi har tidligere rapporteret, at Holland overvejer et forbud mod minkfarme. Landet har tidligere forbud ræve- og chinchillafarme og var blandt de første lande i EU, der forbød import af sælpels og dermed banede vej for et EU-forbud.

En debat i landets parlament er flere gange blevet udskudt, men i går gav partierne i en timelang meningsudveksling der mening til kende. Et af de vigtigste spørgsmål har været om loven var ensbetydende med ekspropriering og minkavlerne skulle have erstatning ved et forbud. Selvom Holland er verdens tredje største producent af minkpels og årligt dræber 4 millioner mink, så fastslog Hollands parlaments jurister, at der med en udfasningstid på 10 år ikke vil være tale om ekspropriering. Derfor vil avlerne ikke få økonomisk kompensation. I forhold til Danmarks forbud mod rævefarme, får avlerne altså 5 år kortere udfasningstid

Flertallet bag loven består af Socialister, Socialdemokrater, Liberale demokrater, Grønne, dyrenes parti og Geert Wilders Frihedsparti.

Mink i naturen

En endelig afstemning om loven vil finde sted i løbet af et par uger. Herefter skal loven passere hollands senat, inden den er endeligt vedtaget.

Forbuddet forventes at træde i kraft fra 2018. Sker dette er der tale om en af de absolut største fremgange for pelsdyrs velfærd hidtil. Organisationen Bont Voor Dieren (pels for dyr) har arbejdet utrætteligt for dyrenes sag siden 1980erne.

Vi følger sagen tæt.

Israel overvejer pelsforbud

Skrevet af admin den 14. april, 2009

Man skulle tro, at pels ville være overflødigt i et land som Israel, men at pels kun har at gøre med mode og intet med varme vises af, at Hong Kong er verdens største pelsmarked.

Landet er nu blevet rystet af flere store skandaler, der igen har vist, at pelsbranchen tager let på alle ideer om mærkning og sandhed. Denne gang har den israelske organisation SPCA Israel indkøbt og testet en række produkter, der skulle være ”imiteret pels”.

Imitationen af pels var dog lidt for perfekt og undersøgelser på et uafhængigt laboratorium viste, at der faktisk var tale om ægte pels fra hunde og kaniner.

Undersøgelserne blev udført af Avner Rosengarten på Forensic Science Institute og hendes analyser viste ud over enhver tvivl, at der var tale om ægte hunde- og kaninpels. Så det der blev solgt som falsk pels var faktisk ægte.

Tøjkæderne Renuar og ML blev konfronteret med resultaterne, men gav deres leverandører skylden for at have narret dem til at købe falsk pels som ægte. Begge kæder vil i fremtiden kræve af deres leverandører giver dem laboratorietests, der viser, at pelsen faktisk er falsk, inden de bruger den til deres kollektioner.

Bolden blev taget op af en række politikere, der nu ønsker at stoppe salget af pels en gang for alle. Vedtages denne lov bliver landet det første i verden, som indfører et fuldstændigt forbud mod pelsindustrien.

Holland diskuterer minkforbud

Skrevet af admin den 2. april, 2009

4 ud af 5 hollændere har gennem flere årtier ønsket et forbud mod minkfarme og mange tilløb er blevet taget. Først kom et forbud mod ræve- og chinchillafarme i 1997. Herefter kom et forbud mod import af hunde- og kattepels og til sidst et forbud mod sælpels og en erklæring fra parlamentet om også at forbyde handel med ræve- og chinchillapels. For at opsummere er der generelt rigtig dårlig stemning omkring pels i det progressive Holland.

Alligevel findes verdens tredje største produktion af minkpels i Holland og har hver gang et forbud er kommet på tale klaret frisag på mirakuløs vis. Dyrene har måtte leve med forfærdelige vilkår og befolkningen har skulle finde sig i en industri, som stort set alle er modstandere af.

Alt dette kan ændre sig i næste uge uge 17 uge 22 (debatten er udskudt igen), når  det hollandske parlament Tweede Kammer igen drøfter et forbud mod minkindustrien. Forbuddet har i princippet flertal, hvilket blev klart under en tidligere debat. Men der er uenighed omkring en evt. erstatning til minkfarmerne, når deres industri bliver forbudt.

I uge 17 bliver det afgjort om et flertal vil stå bag deres holdninger og sætte det sidste søm i Hollands pelsindustris kiste.

Bont Voor Dierens reklame for et minkforbud

Pelsdyravl – på vej ud af Europa

Skrevet af admin den 20. marts, 2009

Mens Danmark i disse dage sætter sidste finger på et forbud mod ræveavl går andre lande i Europa endnu længere og forbyder al pelsdyravl. Bosnien-Hercegovina har netop vedtaget en ny dyreværnslovgivning, som forbyder opstart af nye pelsfarme og udfaser alle eksisterende inden for en 10-årig periode.

Loven kommer kort efter at nabolandet Kroatien forbød al pelsdyravl. Chinchilla producenter i Kroatien havde planer om blot at flytte farmene til Bosnien-Hercegovina, men det var ikke en produktion regeringen havde lyst til at lægge navn til.

Forbuddet i Bosnien-Hercegovina er sidste nye skridt på vejen for et Europa uden pelsdyropdræt, et scanarie der i de seneste år er blevet mere og mere realistisk. Fem Europæiske lande har nu totale forbud mod pelsdyravl, fire har så strenge velfærdskrav at industrien er umuliggjort, tre lande har forbudt dele af pelsindustrien og tre lande diskuterer forbud på højt politisk niveau (se oversigten nederst).

”EU-kommissionen vurderede i 2001 pelsdyrenes velfærd i en rapport fra ekspertgruppen SCAHAW. Eksperterne var enige om, at industrien skabte seriøse problemer for alle arter, der opdrættes for deres pels. Dette hårde faktum er roden i den generelle pelsmodstand. Hvorfor skal vilde dyr spærres inde i små bure, hvor vi ved de har det dårligt, for at lave et produkt, som der er mange alternativer til?” Spørger Animas kampagnechef Joh Vinding.

Samtidig med de politiske fremskridt giver modekæder og forbrugerere i stigende grad pels den kolde skulder. Alene i Danmark findes der 99 kendte mærker med en pelsfri politik.

”Pelsmodstanden vokser dag for dag i takt med at nye undercoveroptagelser fra pelsfarme ser dagens lys. Man skal være mere end almindelig kynisk for at kunne købe tøj med pels, når man først har set virkeligheden på en pelsfarm” udtaler Joh Vinding og fortsætter ”Jeg skulle ønske man kunne udfordre alle der går i pels til at se fx den nye undercoverfilm fra Nordiske pelsfarme, det tror jeg ville ændre manges opfattelse af hvad en pels udstråler”

Filmen fra Nordiske pelsfarme fra 2008 ”Lies of the furindustry” kan ses her

OVERSIGT OVER DEN POLITISKE SITUATION

Disse lande har totale forbud mod pelsdyravl:
England
Skotland
Østrig
Kroatien
Bosnien-Hercegovina

Disse lande har strenge krav til pelsdyrs velfærd, som umuliggør industrien:
Tyskland
Schweiz
Bulgarien
Italien

Disse lande har taget skridt for at forbyde pelsindustrien. F.eks. ved at forbyde ræve- og chinchillaavl:
Sverige
Holland
Danmark

Disse lande diskuterer på højt politisk niveau et forbud mod pelsdyravl:
Belgien
Irland
Norge


Copyright © 2007 Dyrenes Stemme - Online. All rights reserved.