Sæler serverer dessert!

Skrevet af admin den 26. januar, 2010

Canadas fiskeriminister Gail Shea arbejder hårdt for at fastholdes landets barbariske sæljagt. Her bliver babysæler dræbt med kølleslag og riffelskud og år efter år er verden vidne til den mest afstumpede vold mod dyr, som man kan forestille sig. Gail Shea kunne stoppe dette i morgen, men vælger med milliontilskud at sikre, at jagten fortsætter.

I dag valgte en dyreven at give hende et budskab fra sælerne.

200.000 sæler reddede skindet

Skrevet af admin den 19. juni, 2009

Som direkte følge af den internationale kampagne for at stoppe Canadas sæljagt er priserne på sælpels faldet meget. Faktisk så meget, at det ikke har kunne betale sig for sæljægere, at dræbe det samme antal sæler, som de plejer, da omkostningerne ved jagten ikke har kunne dækkes af indtægterne ved salg af pels.

Canadas sæljagt er slut for i år og 72.000 sæler blev brutalt nedslagtet. Så sørgeligt det er, kan vi samtidig glæde os over, at der faktisk var en tilladt kvote på 280.000, så lidt over 200.000 sæler er blevet reddet fra en grum skæbne. Dette i sig selv er en fantastisk sejr.

Vi venter nu på, at EUs importforbud vil træde i kraft i 2010 og dermed yderligere reducere incitamentet for at jage sæler. Over 30 lande har forbudt import af sælpels og af disse er 7 på canadas top 10 over aftagere af produkter fra landets sæljagt.

Tiden er nu inde til, at Canadas regering stopper jagten permanent og den verdensomspændende kampagne for sælerne stopper ikke før dette sker.

EU vedtager historisk sælforbud!

Skrevet af admin den 5. maj, 2009

I dag fejrer vi sammen med alle dyrevenner kulminationen på mange års arbejde, der har resulteret i et historisk fremskridt for dyrevelfærd. Europa-Parlamentet vedtog i formiddag med stemmerne 550 for og 49 mod et forbud mod import- og handel med sælprodukter i EU. Forbuddet er blevet til på baggrund af en skriftlig erklæring fra Europa-Parlamentet fra 2006, en anbefaling fra Europa Rådet samt 9 EU landes intention om at indføre nationale forbud.

Intet af dette var sket uden alle jer som har mailet, ringet og talt sælernes sag for politikerne. Sammen har vi reddet tusinder af sælers liv i år og hvert eneste år i fremtiden. Det betaler sig at kæmpe for dyrenes sag og sammen står vi stærkt. Der er mange udfordringer foran os og vi vil bruge dette fremskridt som en løftestang til at kunne hjælpe endnu flere dyr.

Forbuddet anerkender, at kommerciel sæljagt er iboende inhuman og vil træde i kraft fra 2010.

Forbuddet vil bl.a. betyde, at pelse fra kommerciel sæljagt i lande som Canada, Norge og Namibia ikke længere kan sælges på det europæiske marked. Forbuddet træder i kraft i 2010, inden den næste sæljagt i Canada afvikles.

Demonstration for sæler i Bruxelles

Demonstration for sæler i Bruxelles

Efter årtiers kamp har fornuften sejret og et blodigt kapitel i modens historie kan lukkes. EUs sælforbud vil betyde begyndelsen på enden for de grusomme sæljagter med køller, som år efter år er blevet dokumenteret af dyreværnsforeninger udtaler Animas kampagnechef Joh Vinding og fortsætter.

Danske MEP’ere der har støttet forbuddet fortjener stor ros for at bruge EUs magt til at skabe en mere human verden. Denne lov er en naturlig forlængelse af forbuddet mod import af hunde- og kattepels og spørgsmålet er om EU ikke bør kigge videre ved at forbyde andre typer inhuman pelsproduktion såsom rævefarme. Et sådant forbud er netop ved at blive vedtaget i Folketinget og disse initiativer viser, at stadig flere får øjnene op for pelsindustriens mørke side.

Sælunger som denne kan nu beholde livet

Sælunger som denne kan nu beholde livet

Mange danske medlemmer af Europa-Parlamentet har støttet arbejdet for sælerne. De eneste danske medlemmer, der stemte mod forslaget var fra Venstre, hvor Niels Busk, Anne E Jensen og Karin Riis Jørgensen alle stemte imod.

Du kan læse kampagnens historie her.

Sæler på udsalg

Skrevet af admin den 30. oktober, 2008

Mens EU over vejer et forbud mod import af sælpels er industrien blevet hårdt ramt af faldende efterspørgsel. Great Greenland måtte således i denne måned bede om ekstra bevillinger fra Grønlands hjemmestyre for at kunne fortsætte sin drift. Vurderer man debatten i de Grønlandske medier står det klart, at mange er utilfredse med, at staten giver penge til en industri, der er urentabel i stedet for at hjælpe de mange mennesker, som har sociale problemer i Grønland, eller bruge pengene på fremsynet omskoling til erhverv med mangel på arbejdskraft.

Direktøren for Great Greenland Henrik Estrup vurderer, at priserne på sælpels igen vil stige i fremtiden, men fra 2006 til 2007 faldt firmaets omsætning med 40 millioner fra 69 millioner til 29 millioner, så der er alvorlige problemer for firmaets økonomi.

Great Greenland har gennem mange år været storindkøbere af pelse fra sæljagten i Canada og er derfor en central aktør i forhold til at denne er fortsat. Ifølge deres egne oplysninger er firmaet kommet i problemer, fordi pelsene ikke kan sælges, men man er forpligtet til at købe alle de skind, som ”indhandles” i Grønland.

I de kommende år har Hjemmestyret planlagt at reducere støtten til sæljagt, hvilket betyder, at industrien i højere grad må erstattes af andre jobs, som på sigt kan udvikle Grønland. Antallet af folk som lever af fangst i Grønland er således reduceret voldsomt i løbet af de seneste år og de fleste sæler skydes i dag af fritidsjægere.

EU er stadig ved at tage stilling til et forbud mod import af sælprodukter.

Sælforbud med forbehold

Skrevet af admin den 24. juli, 2008

EU kommissionen fremlagde som forventet sit forslag til et forbud mod import af sælprodukter onsdag d. 23. juli.

Den politiske bevægelse som har ført til forbuddet begyndte i 2006, hvor det svenske medlem af EU parlamentet Carl Schlyter fremsatte en skriftlig erklæring, der skulle opfordre kommissionen til at forbyde import af sælprodukter. Schlyter havde det år overværet sæljagten i Canada og var fast besluttet på at stoppe den mishandling, som han havde overværet.

Efter et stort lobbyarbejde fra Anima og mange andre europæiske organisationer valgte 425 af Europaparlamentets medlemmer at underskrive erklæringen og krævede dermed, at kommissionen skulle fremlægge et forslag, som det gjorde i går. Blandt underskriverne af erklæringen var et stort flertal af de danske medlemmer. Kommissionen fik herefter foretaget en række videnskabelige undersøgelser, der bekræftede, at der er store problemer med dyrevelfærd i forbindelse med sæljagt

Forslaget er et stort skridt fremad, men ikke en endelig løsning på problemet, da Kommissionen har tilladt et stort hul i loven. Det vil nemlig stadig være muligt at importere sælprodukter fra dyr, som er blevet “humant” dræbt. Problemet ved dette hul er, at det tillader lande blot at ændre beskrivelsen af, hvordan dyrene dræbes uden reelt at ændre forholdene.

Folk over hele Europa har i årtier bedt om en ende for handel med produkter fra kommerciel sæljagt” udtaler Dan Jørgensen MEP for Socialdemokraterne “Dette forslag er et stort skridt mod at opnå dette mål. Jeg er sikker på, at parlamentet vil gøre alt i sin magt for at lukke vores grænser for disse produkter af dyremishandling.”

Gennem årtier har sælfangere overtrådt loven i Canada uden at blive forfulgt og stort set uden offentlig kontrol. Jagten foregår under ekstreme vejrforhold i svært fremkommelige egne og de store velfærdsproblemer skyldes netop tempo, vind og vejr, hvilket er forhold, der gør, at man aldrig vil kunne kontrollere om en jagt er human. EUs egne inspektører er endog blevet hindret i at overvåge jagten i Canada.

Forslaget kommer nu tilbage til Europaparlamentet, hvor mange vil kæmpe for at få fjernet undtagelserne

Europas befolkning og medlemmerne af Europaparlamentet vil ikke acceptere mindre end et totalt forbud. Vores intention er at lukke vores grænser for sælprodukter for at sikre, at EU ikke medvirker til at understøtte den dyremishandling, som er en del af kommerciel sæljagt.” udtaler den engelske MEP Neil Parish.

Kampen er desværre endnu ikke slut for sælerne. Du kan være med til at kæmpe deres sag ved at blive med af Anima og sikre, at presset bliver holdt på politikerne: Læs mere her

Det sidste slag

Skrevet af admin den 9. juli, 2008

Anima har igennem mange år arbejdet for at stoppe kommerciel sæljagt og nu er et EU-forbud tæt på.

Under jagten får sæler knust der kranier med kølleslag på isen i Canada og sælunger trækkes hylende væk fra deres mødre for at møde den samme triste skæbne i Namibia. Disse dyrs intense lidelse er grunden til vores indædte kamp og selvom vi kæmper mod store kræfter er vi nu tæt på målet.

Sæljagtsnationer som Norge giver statsstøtte til nedslagtning af sæler og senere til destruktion af pelse og kød fra jagten, som ingen ønsker at købe. Kommerciel sæljagt er en industri, der er etisk og økonomisk bankerot, hvis ikke politikere i flere lande gav årlige milliontilskud.

For at opnå vores mål har vi ført kampagner for at få danske butikker til at fjerne produkterne fra sæljagten fra deres hylder, vi har protesteret overfor de skyldige lande ved deres ambassader og vi har lobbyet danske politikere for at få forbud mod import af sælprodukter.

Efter en demonstration, der samlede dyrevenner fra alle 27 EU-lande i Bruxelles er et importforbud nu tættere på end nogensinde. Den ansvarlige EU-kommissær Stavros Dimas har tidligere udtalt, at han ville være klar med et forbud i juli måned og dette løfte ser han ud til at indfri, når den konkrete lov skal drøftes d. 23. juli, hvor den forventes at få stor støtte fra EU-landene.

Der vil tilsyneladende ikke blive tale om et totalt forbud, hvilket naturligvis havde været bedst for at beskytte sælerne. I stedet kommer forbuddet til at dække alle produkter fra sæler, hvor et land ikke kan bevise, at jagten er foregået humant. Spørgsmålet rejser sig naturligvis om, hvordan humant vil blive defineret i loven, men denne vigtige detalje er endnu ikke offentliggjort. Sæljagt på isflager under ekstreme vejrforhold aldrig kan udføres humant eller kontrolleres tilfredsstillende, hvilket dokumentation af mishandling år efter år tydeligt har bevist.

Det bliver derfor op til EU og de enkelte lande i unionen at sætte en høj standard og håndhæve loven med konsekvens og retfærdighed for at sikre, at lovens mål bliver opfyldt….at stoppe den meningsløse mishandling af sæler.

EU-forbud mod sælimport

Skrevet af admin den 15. april, 2008

EU-kommissionen har lyttet til danske MEP’ere og dyreværnsgruppers ønske.

EUs miljøkommissær Stavros Dimas har efter politisk pres lovet at fremsætte forslag om et forbud mod import af sælprodukter gældende for hele EU.

Kravet om et forbud blev rejst af Europaparlamentet, hvor 11 af 14 danske medlemmer underskrev en skriftlig erklæring, som bad Kommissionen indføre et forbud. Sådanne forbud er allerede indført i Holland og Belgien, mens Italien, Tyskland og Østrig er i færd med at tage de samme skridt.

”Vi vil foreslå et forbud mod import af sælpels, hvis (et land) ikke kan bevise, at skindene er fremskaffet på human vis” udtaler Stavros Dimas til Reuters efter et møde i Slovenien lørdag d. 13. April. Kommissæren udtalte samtidig kritik af Canadas behandling af EFSAs observatører, der i 2007 ikke mødte en samarbejdsvilje fra Canadas myndigheder, som forhindrede dem i at observere jagten for EU.

EFSA undersøgte jagten på vegne af EU-Kommissionen og konkluderede i deres rapport, at “i praksis bliver sæler ikke altid dræbt på en effektiv vis”, sæler udsættes for “smerte og lidelse og under Canadas kommercielle sæljagt kan det ske, at “sæler bliver flået, mens de stadig er ved bevidsthed.“

Verdens største kommercielle sæljagt foregår hvert år i Canada, hvor der gennem flere år er givet kvoter på op til 300.000 sæler. 98% af de dræbte sæler har været mellem 12 dage og 3 måneder gamle. Kommercielle sæljagter i Norge, Rusland og Namibia vil også blive ramt af forbuddet. Oprindelige folks jagt vil derimod være fritaget, hvilket bl.a. gælder Grønland.

”Det er på tide, at EU indfører det forbud som befolkninger over hele Unionen har krævet i årevis” udtaler Anima Kampagnechef Joh Vinding og fortsætter ”Forbuddet beskytter oprindelige folk, men slår hårdt ned på sælmishandlere. Kopenhagen fur, Birger Christensen og andre der har støttet denne mishandling bliver nu tvunget til at stoppe deres uetiske handel og det er ikke et sekund for tidligt.”

Se de seneste optagelser fra sæljagten, der hvert år resulterer i vanvittig mishandling af sæler:

Canada lyver!

Skrevet af admin den 29. marts, 2008

I dag bliver isen ud for Canada farvet rød af sælungers blod. Men for resten af verden er der dømt sort skærm, da Canadas regering forsøger at holde alle observatører ude, så ingen kan se de chokerende billeder, som verden over har skabt intens modstand mod jagten.

Canada har i år en særlig god grund til at forsøge at mørklægge deres aktiviteter. EU har nemlig et forbud på bordet.

Et forbud som dyreværnsorganisationer over hele verden har arbejdet hårdt for gennem flere år og som har bred politisk opbakning fra institutioner som EU-parlamentet og Europarådet.

Barbara Helfferich talskvinde for EUs miljøkommissær Stavros Dimas udtaler, at kommissæren “undersøger spørgsmålet om inhumane drab af sæler” og forbereder et udkast til ny lovgivning, som vil blive fremlagt i juni.

EU har bedt sine forskere undersøge jagten og de konkluderede bl.a. at “i praksis bliver sæler ikke altid dræbt på en effektiv vis”, sæler udsættes for “smerte og lidelse og under Canadas kommercielle sæljagt kan det ske, at “sæler bliver flået, mens de stadig er ved bevidsthed.

Regeringen i Canada forsøger dog ikke alene, at skjule jagtens grusomhed for resten af verden. De bruger også canadiske skatteborgeres penge på en storstilet lobbyindsats, som har båret frugt i de danske medier.

Loyola Sullivan fra canadas diskerimyndigheder udtalte i Politiken:
Det er ikke sandt, når der vises billeder af hvidpelsede babysæler, som slås ihjel med køller … Det passer heller ikke, som organisationerne hævder, at en stor del af sælerne bliver pelset levende

Til sammenligning udtalte fiskeriminister Loyola Hearn i oktober 2006: “Vi vil bruge enhver mulighed indenfor lovens rammer til at holde folk, så langt væk fra jagten, som vi kan.”

Kommentaren er et glimrende eksempel på, hvor langt Canadas regering er villige til at gå for at skjule virkeligheden bag den grusomme jagt. Her kan du se, hvorfor Canada forsøger at holde billeder fra sæljagten tilbage for offentligheden:

Danke schön fra sæler

Skrevet af admin den 28. februar, 2008

Tyskland har taget næste skridt på vejen mod et forbud mod import af sælprodukter. Sidste år stemte en enig Bundestag for en resolution, der pålagde regeringen at indføre forbuddet. Da beslutningen var enstemmig var der aldrig nogen tvivl om at et forbud ville komme, men vi fejrer alligevel, at beslutningen nu bliver ført ud i livet.

Tysklands regering sendte d. 13. februar den nye lov til EU-kommissionen til en notifikationsproces. Her undersøger man om loven er i strid med EUs lovgivning (man har allerede godkendt Belgien og Hollands forbud, så det er der heller ikke meget tvivl om) og efter dette kan forbuddet træde i kraft.

Beslutningen er utrolig vigtig ikke mindst taget i betragtning, hvor stor indflydelse Tyskland har i EU, som også selv skal tage stilling til sagen. Jo flere lande der indfører forbud desto stærkere står denne position naturligvis.

Selvom skriften er på væggen for sæljagt, så ønsker hovedparten af danske politikere alligevel, at den fortsætter og står dermed stå i modsætning til andre europæiske lande og et stort flertal af befolkningen i både Europa og Canada.

www.dyrenesvalg.dk kan du se, hvilke partier der mener mishandlingen af sæler skal fortsætte.

sæl

Første blod på isen

Skrevet af admin den 27. februar, 2008

Canada er under stigende pres pga. deres kommercielle sæljagt. Mens danske politikere flest, desværre ikke står på sælernes side, så er EU tæt på at gennemføre et importforbud af sælprodukter for at stoppe jagten i Canada en gang for alle.

Canada har igen valgt at sende et signal om, at de er ligeglade med dyrevelfærd og hvad resten af verden tænker om landet. Mens jagten går i gang om små to uger, så har Canada valgt at tage forskud på blodbadet, ved at åbne et naturreservat for jagten. Her blev der givet tilladelse til at dræbes 2500 gråsæleunger blev dræbt med kølleslag.

Billederne kræver ingen yderligere forklaring af, hvorfor disse grusomme overgreb bliver nødt til at stoppe en gang for alle.

Ved at forbyde import af sælprodukter vil EU kunne lukke de vigtigste markeder for jagten og dermed tvinge den til at stoppe.

Vi skal advare om, at denne video viser stærke billeder af sæljagten.



Copyright © 2007 Dyrenes Stemme - Online. All rights reserved.