Yoko Ono kæmper for delfinerne

30 januar, 2014

Yoko Ono Lennon er kendt for at have været gift med den afdøde John Lennon fra The Beatles. Yoko Ono er desuden både sanger, kunstner og fredsaktivist. Hun har en speciel forbindelse til Japan, da hun er født der.

En bøn til Japan
I Taiji-bugten i Japan indfanges hundredvis af delfiner i et brutalt blodbad. Nogle bliver solgt til underholdning, mens andre dræbes til gavn for restauranter. Den ubarmhjertige behandling af delfiner, møder nu også modstand fra den verdenskendte Yoko Ono. I et brev tilsendt det japanske premierminister Shinzo Abe, bønfalder hun de japanske fiskere om at standse de absurde salg og mord.

Yoko Ono skriver bl.a. at Japan burde vide bedre, og tage afstand til volden mod delfinerne. Desuden pointerer hun, hvor dårligt lys det sætter Japan i over for resten af verden. At en så stor personlighed, både i Vesten og Japan,  tager stilling til emnet, kan forhåbentlig få Japan til at reagere.


Spies tager del i udnyttelsen

I Danmark har over 6.000 dyrevenner henvendt sig til rejseselskabet Spies. De har bedt Spies om at stoppe udflugterne til delfinarier, som netop udnytter delfiner fra Taiji-bugten. Spies har nu aflyst udflugter til Sealanya i Tyrkiet. De mangler dog stadig at forholde sig til resten af deres arrangerede udflugter.

Du kan hjælpe ved at skrive til Spies her!

I det følgende afsnit ses en oversættelse af Yoko Onos brev.
Den engelske udgave kan findes her.


Til de japanske fiskere i Taiji
Fra Yoko Ono Lennon, 20. januar 2014


Kære japanske fiskere i Taiji,

Jeg forstår, hvor trætte I må være af den ensidige holdning fra Vesten, der er vrede over jeres traditionelle fangst og slagtning af delfiner. Men den tradition blev opfundet, da verden og japanske fiskere ikke vidste, hvad det betød at skade delfinerne. Jeg er sikker på, at I har hørt så mange taler, hvor alle disse ting er blevet diskuteret. Så jeg vil ikke kede jer med det.

Jeg synes dog, at I burde tænke på denne situation ud fra det større billede. På det sidste har Japan gennemgået hårde tider. Og vi har brug for sympatien og hjælpen fra resten af verden. Det vil give større lande og deres børn i Kina, Indien og Rusland en undskyldning for at tale dårligt om Japan, mens vi burde kommunikere om vores stærke kærlighed til fred, ikke vold.

Jeg er sikker på, at det ikke er let, men tag venligst højde for sikkerheden af Japans fremtid, omgivet af mange magtfulde lande, der altid leder efter en chance for at mindske vores lands kræfter. Japans fremtid og dets sikkerhed afhænger af mange situationer, men det I gør ved delfiner nu, kan skabe et virkelig dårligt forhold til resten af verden.

At I insisterer på en stor fejring af at dræbe så mange delfiner, og kidnapper dem, så de kan sælges til zoologiske haver og restauranter, vil i disse politisk følsomme tider få verdens børn til at hade japanere.

I mange, mange år og årtier har vi arbejdet hårdt på, at resten af verden skulle opnå en sand forståelse for det japanske folk. Og på grund af vores indsats er Japan nu respekteret som et land med stor magt og genialitet. Det var ikke sket uden vores indsats over mange årtier.

Det vi nyder nu, kan dog blive ødelagt på bogstaveligt talt en enkelt dag. Jeg beder jer om at tage højde for vores prekære situation efter atomkatastrofen (som meget vel også kunne have indflydelse på resten af verden).

Vær venlig at bruge politisk takt og aflys den festival, som verden vil opfatte som et tegn på japansk arrogance, ignorance, og kærlighed til en voldshandling.
Tak.


Yoko Ono Lennon
20. januar 2014
cc Japanese Prime Minister, Shinzo Abe