Botox - pinefuld skønhed

Botox anvendes medicinsk, men hovedformålet som har gjort stoffet kendt verden over, er til brug i kosmetiske operationer. En indsprøjtning gør at rynker i ansigtet forsvinder i flere måneder. Men prisen for et par måneders skønhed er høj for mange hundrede mus, der udnyttes i forsøg. Læs mere og send en protest til firmaet nederst på denne side.

Hvad er Botox?
Botulinumtoxin producers af bakterien Clostridium botulinum og er et af de kraftigste giftstoffer, som vi kender til i dag.  Der skal faktisk ikke mere end en hundredetusindedel af et milligram til før det kan være dødeligt for et menneske. Giften virker på den måde, at signaler, der løber fra nerver til muskler bliver lammet. Det kan være dødeligt på den måde, at muskler der styrer vores åndedræt bliver lammet og man herefter dør af kvælning. I en kraftigt fortyndet form kan giften anvendes til at påvirke ansigtsmuskulaturen, så rynker kan fjernes i den periode giften virker.(1)81

Hvorfor laver man dyreforsøg?
Når ny medicin eller kosmetik skal testes stopper dyreforsøgene normalt, når man er nået frem til det færdige produkt. Men for Botox er sagen anderledes. Fordi Botox er så ekstremt giftigt og fordi hver eneste produktion kræver at giften fortyndes for at lave det endelige produkt, så bliver alt Botox som fremstilles testet med dyreforsøg, inden det kan bruges.

Det gør man ved at anvende testen LD50 på mus. LD50 er en giftighedstest, hvor man afprøver et stoft giftighed ved at se, hvor meget der skal til før 50% af en gruppe dyr dør af at indtage det. Grupper af mus får i forsøgene indsprøjtninger i bagkroppen. De mus som får indsprøjtninger med den stærkeste koncentration lider voldsomt. De rammes af  lammelse, nedsat syn og åndedrætsbesvær. Efter 3-4 dages lidelser dør de af kvælning. Omkring 100 mus anvendes til hver eneste produktion af Botox.(2)Det betyder at der hvert år bliver udført smertefulde forsøg på 600.000 mus, et tal der stiger i takt med at flere mennesker ønsker at bruge Botox.

Bojkot Botox!
Producenterne er ansvarlige for forsøgene og i dag bruger alle producenter udelukkende dyreforsøg. Anima mener ikke at dyr skal lide for at mennesker kan slippe af med rynker i et par måneder og vi opfordrer alle til at boykotte Botox til kosmetiske formål, indtil der er udviklet alternativer til dyreforsøgene. Producenterne har gennem flere år hævdet, at de arbejder med at lave alternativer til forsøgene, men hidtil har vi ikke set nogen resultater. Du kan være med til at lægge pres på producenterne ved at sende en protestmail og bede dem fremskynde valideringen af alternativer til dyreforsøgene.

* Botox er varemærket for et af de produkter, som indeholder nervegiften botulinumtoxin. Ofte anvendes Botox som et samlende begreb om alle lignende produkter, ligesom i denne artikel

Kilder
(1) Doctors Against Animal Experiments. Internet: www.doctors-against-animal-experiments.org
(2) Botrill, K.(2003) Growing old disgracefully: The cosmetic use of botulinum toxin. ATLA 31: 381-391.

Send en protest til Allergan, der fremstiller Botox.