Minkavl er et relativt nyt erhverv, og derfor har minken stadig alle sine naturlige instinkter og er stadig et vildt dyr. Mink i naturen er enspændere.

De kan holde territorier som er op til 2,5 km², som de ikke deler med andre voksne dyr. Minken er et aktivt, nysgerrigt og opfindsomt dyr. De har svømmehud og bruger en stor del af deres tid i vand. Minken jager også både til lands og til vands.

I pelsdyrfabrikkerne lever minken i et lille trådbur med en redekasse. Buret svarer til at 2-5 mink lever på en opslået avis, og der er ikke mulighed for at grave, svømme, jage eller noget af det minken gerne vil. Selvsagt kan minken ikke udføre sin naturlige adfærd i dette bur, hvorfor minkavl strider mod dyreværnsloven.

De frustrationer minken oplever ved at være indespærret, gør den ofte sindssyg. Det resulterer i at dyrene udfører tvangsadfærd, såsom at bide i deres egen pels (pelsgnav), at bide i buret og vandre hvileløst frem og tilbage og være fuldkomment apatiske. Omkring 15% - 40% af dyrenes vågne tid på 6 timer i døgnet, bruges på sådan tvangsadfærd. Videnskabelige undersøgelser har også dokumenteret, at mink kan lide af kronisk stress.

Pelsavlere påstår at mink er tamme dyr. Hvis det var sandt, hvilket det ikke er, ville det stadig være uforsvarligt at holde minkene under disse forhold. Hvor mange ville være enige i, at en mand kunne passe op til 5000 hunde eller katte som levede i små bure, på en måde så disse dyr havde gode liv? Tamme dyr har behov for social kontakt med mennesker, motion og adspredelse, og ingen af disse ting er mulige på en pelsdyrfabrik.

Minkens behov
Pelsindustrien er ca. 100 år gammel, hvor de første mink blev importeret fra Nordamerika. Minkavl er således et nyt dyrehold i forhold til andre husdyr, som har vænnet sig til mennesker gennem flere tusinde år. Alligevel påstår pelsindustrien, at dyrene er blevet domesticeret (tamme), men det er et tomt udsagn uden egentlig dokumentation.

På grund af lovgivningen for pelsdyrhold er det dog vigtigt for industrien at fastholde, at minken ikke længere har sine naturlige behov. I naturen lever mink på territorier der kan strække sig over flere kvadratkilometer, hvor hver enkelt mink ofte har flere huler. Den voksne mink lever alene, og forsvarer sit territorium mod alle indtrængere. Territoriet er ofte nær vand, og minken har også svømmehud, og jager lige godt på land og i vand. Hvordan kan man da erstatte minkens aktive liv med at jage føde, løbe, grave, lege og sikre sin overlevelse, på en minkfarm?

Minkens liv på farmen
Mens de stadig er i live holdes mink i trådbure på ½ kvadratmeter, meget som burhøns. Burets størrelse svarer til at ca. 3 mink lever sammen på en opslået avis. På denne plads er der naturligvis ikke meget mulighed for at gøre alle de ting, som minkens instinkter fortæller den, at den skal. Minken kan tage få skridt frem og tilbage og har en redekasse at sove i. Dette frustrerer naturligvis et dyr med minkens instinkter voldsomt.

Frustrationen over ikke at kunne stimulere sine naturlige behov, giver udslag i stress og destruktiv adfærd med katastrofale konsekvenser for dyrenes velfærd. Ganske som mennesker der udvikler stereotyp adfærd (f.eks. forsømte børnehjemsbørn der ustandseligt rokker frem og tilbage) er dette en kompensation for ekstrem lidelse. De symptomer man ser hos mink er bl.a. at dyrene gnaver i deres egen pels, dræber deres unger, løber endeløst fra side til side i buret og kannibaliserer hinanden.

Døden på minkfarmen
De mink der ikke udvælges til avlsdyr, har ikke den ringeste chance for at overleve. Efter få måneder vil de blive taget ud af deres bure, og sammen med tusinder af andre dyr blive gasset ihjel. Gasning beskrives af industrien som en human aflivningsform, men EU vil ikke anbefale den, da minken jager under vandet, og dermed er god til at holde vejret. I den rapport der blev fremlagt inden Storbritannien forbød erhvervet, blev det fremført, at der kunne gå 19 sekunder inden mink døde ved gasning. Kvælningen sker altså langsomt og inhumant.