Luk de sidste 10 rævefarme

12 april, 2013



Da meddelelsen om et forbud mod rævefarme i Danmark blev vedtaget, var der enorm glæde hos Anima. Men der var ligeså stor sorg, da det stod klart, at visse farme ville få lov til at indespærre ræve helt frem til 2023. Det betyder dog ikke, at de nødvendigvis skal være åbne så længe, og vi vil holde fast i kampagnen, så vi kan gøre alt, hvad der står i vores magt, for at farmene lukker.

På kortet længere nede kan du se, hvilke farme der stadig findes i Danmark, og løbende følge med i status for vores fælles anstrengelser. Heldigvis går antallet af farme kun en vej, og vi kan begynde at se enden på en brutal industri i Danmark.

MINDRE PELSSALG = FÆRRE FARME
Selvfølgelig kan vi ikke tvinge farmene til at lukke, så længe loven tillader, at de findes. Men vi kan sørge for, at der bliver lagt maksimalt pres på dem. Det kan vi gøre på flere måder.

Stadig flere virksomheder dropper pelsen, og det fjerner markedsandele for avlerne. Som du kan læse på denne side, dropper stadig flere designere pels fra deres kollektioner, og presset øges på farmene for hver dag der går.

RÆVE FØR AVLERE
Det er også vigtigt, at vi ikke lader politikerne glemme, at de har muligheden for at lukke farmene, længe før de nu har lovet. Derfor skal vi sætte fokus på, at politikerne bør genoverveje udfasningsperioden, og afkorte den markant.

Anima fik lavet en juridisk ekspertvurdering, inden loven blev vedtaget. Den viste, at man forsvarligt kunne lukke farmene på 3 år, uden at staten af den årsag skulle betale erstatning til avlerne. Det vil klæde politikerne, at tage dyrenes parti og vælge den kortest mulige tidsperiode.


Anima mener ikke, avlerne skal have erstatning, da de siden 1989 har vidst, at deres farme nok ville blive forbudt, og har derfor haft rigelig tid til at omstille sig. Vi ønsker heller ikke, at avlerne  bruger skattekroner til at åbne minkfarme i stedet for rævefarme, så det blot er nye dyr, der skal pines. Skal avlerne kompenseres, så bør de kun gives muligheder i erhverv, der ikke betyder, at dyr skal lide.

SKRIV UNDER: LUK MINKFABRIKKERNE
Rævefarme er nu forbudt, men det er stadig lovligt at holde mink i små bure hele deres liv. Sæt en underskrift, og hjælp os med at tage næste skridt for at hjælpe pelsdyrene i Danmark.


Skriv under: Forbyd minkavl i Danmark

Ønsker du også et forbud mod minkavl i Danmark? Skriv under i dag!