Slagtning af kaniner for deres pels er den hurtigst voksende del af den globale pelsindustri, men alligevel ved de fleste meget lidt om, hvad der egentlig foregår på kaninfarme. Kaninen er også det 3. mest populære kæledyr i Danmark, så de fleste ved, at der er tale om et kærligt og intelligent dyr.
Men det er ikke kaninens personlighed og charme, der har gjort den populær i pelsindustrien. Her ser man kun kaninen som et produkt og det er egenskaber som at kaniner får mange unger hurtigt, der har betydet, at det er lukrativt at avle dem.
Mere end noget andet dyr peger kanin-industrien på den dobbeltmoral, der findes i samfundets syn på dyr. For det som afgør om danske kaniner ender som kæledyr eller for på en frakke er markedsprisen. En avler kan have de samme kaniner til begge formål og afhængigt af, hvad der bedst kan betale sig på et givent tidspunkt, bliver kaninerne pelset eller solgt til kærlige hjem.
Vi ved, at pelsindustriens logik betyder, at 50 millioner dyr hvert år må lade livet for moden, men dette tal medregner ikke engang kaniner. Faktisk er det helt umuligt at finde en officiel statistik, der kan fortælle, hvor mange kaniner, der slås ihjel for deres pels. Mange mener, at kaninen er det mest udnyttede dyr i pelsindustrien.
VILDE KANINER – I BUR
Kaniner er sociale dyr, som i naturen lever sammen i store grupper og bygger komplekse kolonier. Der er intet kaniner bedre kan lide end at lege, løbe, hoppe og pleje hinandens pels. De er intelligente dyr, som kan leve i op til 10 år.
Men for millioner af kaniner, der bliver dræbt for nogle menneskers forfængelighed og smagsløg, kunne livet ikke være mere forskelligt fra, hvad de ønsker.
Disse kaniner indgår i en industri, hvor millioner af kaniner er indespærret i nøgne trådbure, holdes som fødemaskiner og får deres hale skåret over, hvorefter deres miserable skæbne bliver foreviget i produktionen af støvler, handsker og pelsdetaljer på jakker.
Alle arter holdes i bure, der er lavet af trådnet, hvor der er meget lidt plads til at strække sig, lege, hoppe eller blot at sidde helt oprejst. I visse tilfælde kan kaniner i bur udvikle deformiteter på deres rygsøjle af denne årsag. Bure for enkelte kaniner som de, der avles for deres pels, har et gulvareal, der ca. svarer til to skoæsker. Bure med grupper på op til 12 kaniner er kun 1/3 større.
Mødre holdes adskilte fra deres unger og får kun adgang til deres område for at lade ungerne die.
Mødre i naturen ammer ikke deres unger på regelmæssige tidspunkter, men det faktum, at moderdyret ikke kan kontrollere, hvornår hun vil amme,
skaber stress. Når moderdyret er stresset, kan det finde på at spise sine unger. De bliver dræbt efter at have skiftet deres første vinterpels, hvor pelsen er meget kraftigere.
Avlsdyr holdes i op til tre år under disse forhold og de fleste ender med at blive vanvittige af at være i et unaturligt miljø så længe.
Kaniner er sociale dyr og det giver dem alvorlig stress at være adskilt fra andre kaniner. Det sociale afsavn fører til stereotyp adfærd såsom at gnave i burets stænger (hvilket er almindeligt hos dyr, der holdes i bur), og overdreven pelspleje (konstant at plukke sin egen pels som en form for selvlemlæstelse). Selv gruppeindhusning af unge søskendekaniner er ikke bedre.
Sammenstuvning i burene fører til øget aggression og slåskampe. Pelsgnav og ørebidning er typiske symptomer i dyrenes adfærd som reaktion på sammenstuvning.
Kaninerne lider dog ikke blot psykisk, men også fysisk under de forhold, som de bydes.
Det trådnet, som udgør gulvet i et bur kan resultere i ømme poter, hvilket kan føre til infektioner og sår.
Studier udført i 2004 fandt, at op til 15 % af hunkaniner lider af ømme poter2 og op til 40 % havde skader på poterne, som var tilstrækkeligt til, at de viste tegn på poteskader, der var tilstrækkelige alvorlige til at vise tegn på ubehag3.
Stanken af ammoniak fra de urin-indsmurte gulve, som plejer at overdøve enhver anden luft på en kommerciel kaninfarm, kan irritere kaninernes øjne og føre til smertefulde infektioner.
Dødeligheden for kaniner er 10-30%, hvilket forventes og er en del af avlernes økonomi.
Disse dyr vil aldrig opleve frisk luft eller naturligt sollys – før de bliver taget til slagtning!
LANGE ØRER OG LANGE NÆSER
Kaninpels ses i alle dele af pelsbranchen. Fra supermarkeder, der sælger tøj med pelsbesætninger til eksklusive designere som Fendi, Dior, Channel, Hermes, D&G.
Overalt hvor pelsen bliver solgt får man en forskellig forklaring på, hvorfor det er helt i orden og kunderne ikke behøver at bekymre sig. Når Anima beder forretninger om ikke at sælge kaninpels har vi hørt alt fra, at kaninerne skam var selvdøde, til at de var et biprodukt fra slagterier, der ellers ville blive smidt ud og at pelsen bliver nænsomt børstet af dyrene.
Sandheden er, at selv for kaniner, der også opdrættes for deres kød, så tjener avlerne hovedparten af deres penge på pelsen, så kødet er det faktiske biprodukt. Industrien vil fortælle den historie, som de tror forbrugerne vil høre for at sælge deres produkter – uanset hvad sandheden er.
Uanset hvad disse dyr skal bruges til efter de er døde, så er det eneste som betyder noget for dyrene, hvordan de har det mens de er i live. Den kaninmoder, som får sine unger taget fra sig, når de er fire uger gamle, er ikke bekymret om, hvorfor det her sker for hende og hendes unger, men kun at det sker!
Hun er ikke bekymret for, om hendes unger bliver lavet til et par handsker eller nogens middag; hun er kun bekymret over, at hendes unger bliver taget fra hende, og hun bliver indespærret i et bur, som forhindrer hende i at gøre alle de ting, som er naturlige for en kanin – at føle solen på sin ryg, at løbe og hoppe.
Kaninerne har kun det håb vi giver dem, når modefirmaer der sælger kaninpels vælger at ignorere dyrenes lidelse.
STAMP I GULVET FOR DYRENE!
Du kan være med til at hjælpe kaninerne ud af disse forhold. Køb aldrig pels.