Hvad er en mårhund?

Mårhunden er et lavbenet, gråbrunt dyr i familie med hunden. Den hører ikke til Nordens oprindelige dyrebestand.

Mårhunden kommer oprindeligt fra det østlige Asien. Den blev i starten af 1900-tallet bragt til den del af Europa, som hørte under Sovjetunionen, og skulle efter planen bruges til pelsdyrjagt.

Det viste sig, at mårhunden vænnede sig til sine nye omgivelser uden besvær, og snart spredte bestanden sig fra Sovjet-unionen mod Central- og Nordeuropa.

De første mårhunde kom til Norden i 1930’erne, og i dag har arten spredt sig over så godt som hele landet op til polarcirklen.
På en høtue i skoven ligger en forpjusket mårhund og tager sig en lur. Omkring den tumler otte legesyge unger, som den sovende hanmårhund babysitter. De nysgerrige ungers leg fører dem snart længere og længere væk fra reden; men babysitteren sover roligt videre. Pludselig lyder et kraftigt hyl, og med et er flokken forsvundet ned i hulen. En underlig lyd vækkede hannen, som med et advarselshyl straks fik kuldet til at gemme sig.

Hannen passer ungerne
Omkring februar/marts bliver mårhunden urolig. Den er netop vågnet fra sit vinterhi, og brunsttiden nærmer sig.
Modsat fx. ræven, som over vinteren kæmper med et magret forråd af mad og de dybe snedynger, er mårhunden i god form efter sit vinterhi. Mårhundens gode fysiske form giver den kræfter til at kunne passe store kuld på 5-12 unger ad gangen.

Mårhunde er monogame, dvs. at hunnen og hannen tilbringer hele deres levetid sammen. Forældre deles om at passe ungerne. Faktisk bruger hannen mere tid sammen med ungerne end hunnen gør, hvilket formentlig skyldes, at mårhunden er en temmelig dårlig jæger. Fra jorden samler den småting, som den spiser i store mængder, og hunnen bruger derfor en stor del af sin vågne tid på at gennemtrevle territoriet og lede efter mad. Efter at have spist sig mæt vender hunnen tilbage til territoriet, så ungerne, som hannen har passet i mellemtiden, kan die hos hende.
 
Hos rævene, derimod, jager hannen større bytte, som han bringer hjem til sin mage og ungerne i reden. Mårhunden, som er lille af størrelse, kan ikke slæbe sit bytte hjem til reden, så hun er nødt til at finde føden selv. Først når ungerne er ca. en måned gamle, begynder hannen at hente fast føde til ungerne fra området nær reden.

Er truslen mod fuglebestanden overdrevet? 
Mårhunden er så godt som altædende. Selv om den klassificeres blandt små rovdyr, spiser den stort set al tilgængelig føde: Bær, insekter, frøer, små gnavere og fugleæg. Mårhunden bærer det rygte, at den er en stor trussel for fuglebestanden, men det er langt fra sandt.

Den er en dårlig jæger; men finder den en fuglerede på jorden, spiser den gerne æggene. Det kan skabe problemer på øer og i kystområder, hvor fuglebestanden er stor; men da mårhunden sjældent opholder sig nær strand, er dens indvirkning på fuglebestanden langt mindre end antaget. Desuden viser det sig tit ineffektivt at fjerne små rovdyr fra deres territorium, idet små rovdyr fra andre territorier tager over inden længe.

Mårhunden er hovedsagelig vågen om natten. En sommerhusgæst kan på sin aftentur i haven blive overrasket af en kortbenet gæst, der i ly af tusmørket guffer løs i grønsagsbedet. Måske sidder hele familieflokken i jordbærbedet, hvor de røde bær hurtigt forsvinder i de sultne munde, og ribsbuskene indbyder til et spisested i sikkerhed. I sensommeren er det de nedfaldne æbler, der tiltrækker mårhunden.

Vintrene soves bort
Når efteråret nærmer sig, får mårhundefamilien travlt med at spise alt hvad de kan. Heldigvis er skoven fuld af bær om efteråret, og tusmørket bruges flittigt til at finde føde. Ungerne afvænnes, når de er ca. et halvt år gamle, hvorefter de må klare sig selv. Når frosten melder sig, og sneen begynder at falde, leder mårhunden efter en passende hule at gå i hi i.

Mårhunden må siges at være et unikt medlem af hundefamilien. Den har tilpasset sig den nordiske vinter ved at gå i vinterhi. Med sine korte ben har den svært ved at bevæge sig i snedyngerne, så mårhunden må sove sig gennem vinteren. Som vinterhi vælger den tit at dele hule med grævlingen, som lægger sig i hi tidligere end mårhunden. Der kan den lægge sig i den øvre del af hulen, og når foråret kommer, forlader mårhunden tidligere sit vinterhi og støder derfor ikke på sin underbo.

Efter 2-3 måneders søvn er mårhunden igen klar til at begive sig ud i foråret, og det nye år starter den frisk og i god form efter en rolig vintersøvn. Mårhundeparret begynder straks at lede efter en passende hule at bygge rede i, og i løbet af april eller maj måned er reden atter fyldt med små unger.

Forholdene på pelsfarme

Da EUs videnskabelige komite for dyrevelfærd undersøgte opdræt af mårhunde, konkluderede de: ”Indtil der er tilstrækkelig information om mårhundes velfærd, bør det frarådes at holde denne art på pelsfarme”

I Danmark er opdræt af mårhunde ulovligt. Men pelsen importeres og sælges i butikker. Den ses oftest som kraver på jakker.

Fordi mange forbrugere ikke vil købe pels, hvis ordet "hund" indgår i navnet, er den ofte mærker "raccoon", selvom det er helt forskellige dyrearter.

Den importerede pels stammer oftest fra Finland og Kina.

I Kina er aflivning af mårhunde flere gange blevet dokumenteret. Optagelser og vidneudsagn har bl.a. vist, at dyrene blev bedøvet ved at blive slået ned i jorden og i nogle tilfælde flået, mens de stadig var i live.

I Finland bliver dyrene dræbt med strøm. En elektrode indføres i endetarmen, mens den anden sættes i munden. Det fremkalder et hjerteanfald, som dyrene føles den fulde smerte af, inden det dør. Ved forkert spænding eller fastgørelse af elektroderne skal processen gentages. Mårhunde håndteres med en nakketang og snudeklemme, da der er tale om vilde dyr.

De opdrættes i bure der er omkring 1 m2. Burene er lavet af trådnet og de har aldrig mulighed for at stå på fast grund. Pga de golde miljøer i burene bliver mange af dyrene vanvittige og laver ikke andet end at gå frem og tilbage eller i cirkler.