Vores observatør filmede repræsentanter fra Iams, mens de gik rundt på området. De så de triste og forpinte hunde. De mærkede den kvælende varme og luftfugtigheden i burene. Hvorefter de forlod stedet. Men dyrene kunne ikke forlade stedet.

Da en dyrlæge fra Iams inspicerede en gruppe hunde, købt af en forhandler af forsøgsdyr, gjorde han intet, da han så, at en tæve, der lige havde født på et cementgulv i et bur, ikke havde adgang til et hvileareal med underlag. En hvalp og en voksen hund fra denne gruppe døde under vores undersøgelse, sandsynligvis var det et resultat af ligegyldighed og temperaturfald til under 1 grad celsius i bygningen.

En adfærdsterapeut fra Iams så hunde, der snurrede rundt om sig selv i deres bure pga. sindssyge, og alligevel sagde han intet. En Iams-forsker med speciale i kattes tænder overhørte endda to ansatte, der talte om dyr i anlægget, der blev behandlet inhumant, og alligevel fortsatte Iams som vanligt med at gøre forretninger dér.

Til trods for at Iams i deres forskningspolitik forsikrer, at intet dyr nogensinde vil blive slået ihjel, dokumenterede vores observatør, at 27 ud af 60 hunde blev aflivet efter at have gennemgået et operativt indgreb, hvor store stykker muskel blev skåret ud af deres ben. Af disse hunde blev yderligere to fundet døde i deres bure efter operationen; den ene havde lidt i 11 dage, før døden indtraf.

Da vores observatør rapporterede, at en af Iams’ hunde ved navn Humbug haltede, fortalte en dyrlægeassistent hende, at laboratoriet havde et røntgenapparat fra 1960’erne, men at man ikke havde film til det, samt at laboratoriets leder foretrak at slå dyr med brækkede lemmer ihjel frem for at behandle dem. Ydermere foretog laboratoriet åreladninger på Fifi og de andre hunde i Iams’ stofskifteundersøgelser mhp. at sælge deres blod til andre firmaer selv om undersøgelserne ikke krævede udtagning af blod.

Til sidst, kort tid før vores observatør forlod stedet, beordrede laboratoriets leder dyrlægeassistenterne til at operere alle Iams hundene, så de ikke kunne gø, da han blev forstyrret af deres desperate gøen for at få opmærksomhed. Vores observatør sendte disse oplysninger videre i e-mails til Iams-forskere i Dayton i håb om, at Iams ville gribe ind. Men det eneste hun fik ud af det, var det kvalmende syn af laboratorieteknikkeren, der var indsmurt i blod efter at have udført disse operationer en hel dag.

Da vores observatør sagde op, fortalte hun Iams repræsentanten og laboratoriets leder, at hun forlod jobbet, fordi der intet blev gjort for at forbedre dyrenes håbløst kedelige, ensomme og barske liv, uanset hvad hun prøvede. Iams repræsentanten indrømmede, at både direktøren og han var ”af den gamle skole”.

Hvad vores observatør opdagede: Iams’ rædselskabinet
§ Iams hunde, der blev efterladt på kolde cementgulve efter at have fået skåret store stykker muskel ud af deres lår

§ Hunde og katte, der blev skingrende skøre pga. indespærring; hunde og katte i bygninger uden vinduer, der ligner fangekældre.

§ En medarbejder, der instruerede hende i at slå hundene på brystet, hvis de holdt op med at trække vejret: en anden medarbejder, der fortalte om en Iams hund, der blev fundet død i sit bur og som blødte ud af munden

§ En hund, der haltede pga. smerter fra lyme borreliose

§ Modbydelige undersøgelser udført af Iams, der indebar at slanger blev stukket ned i halsen på hunde for at tvinge dem til at indtage vegetabilsk olie

§ Iams hunde, der var så alvorligt angrebne af tandsten, at det var smertefuldt for dem at spise

§ Dyrlægeassistenter, der udførte operative indgreb trods utilstrækkelig øvelse og erfaring

§ Medarbejdere, der talte om en levende killing, der blev skyllet ud i kloakken

§ Medarbejdere, der talte om, at de var nødt til at gå hjem, fordi stanken af ammoniak fra dyrenes indelukke var så stærk, at det fik deres øjne til at svie (prøv selv at være et af dyrene i disse bure!)

§ Katte, der blev holdt i et rum bygget af gasbetonsten med grove træplader til at hvile på, hvor der stak søm ud; en af pladerne faldt ned over en kat, der blev mast til døde, mens vores observatør var der, og alligevel fjernede laboratoriets leder ikke pladerne, da katten blev mast—han fjernede dem først, da han fik at vide, at der ville komme inspektion på laboratoriet, fordi han vidste, at de var ulovlige.