Peter Singer er moralfilosof, debattør og professor i filosofi ved Princeton University i USA. Hans moralfilosofi tager sit udgangspunkt i utilitarismen og omfatter bl.a. emner som civil ulydighed og vegetarisme.

I 1975 skrev han bogen Animal Liberation (dansk. Dyrenes frigørelse), hvori han anvender begrebet speciesisme, på dansk artchauvinisme, om de rettigheder mennesket fritager dyrene, udelukkende på grund af at vi tilhører en anden art. Individers værdi kommer dog ikke af deres art, men af deres evne til at opleve lidelse og lykke.

Artschauvinisme er altså ligeværdigt med racisme, mener Singer og vender sig derfor mod dyreforsøg og kødspisning. Af Peter Singer findes på dansk blot et værk: Praktisk Etik (Hans Reitzel, 1993). På Svensk findes flere bøger: ”Djurens frigörelse” (Nya Doxa, 1995), ”Praktisk etik” (Thales, 2:a uppl. 1996), og ”Hur ska vi leva? Etik i egennyttans tid” (Natur och Kultur, 1997).

--------------------------------------------------------------------------------

Bag vore vaner med at spise dyr, jage dem for vor fornøjelses skyld, og anvende dem som redskaber i forskning, ligger antagelsen at dyrs interesser enten overhoved ikke tæller, eller blot tæller meget lidt, når disse kommer i konflikt med menneskelige interesser.

Denne antagelse er dog ikke holdbar set i lyset af en upartisk etisk granskning. Der findes intet etisk forsvar for at undlade at udstrække de grundlæggende moralske idéer om lighed og rettigheder til dyrene. Moralske idéer de fleste mennesker, i det mindste i teorien, betragter som gældende for alle menneskelige væsner. Umiddelbart kan dette virke som at gå for langt. Det er klart at dyr ikke skal have lige ret til at stemme, eller ret til ytringsfrihed. Men den slags lighed som dyrerettighedsaktivister vil udstrække til dyrene, er af en speciel art. Og den grundlæggende rettighed som dyr bør have, er retten til lige hensyn til lige interesser.

Dette lyder som en vanskelig idé, men den er faktisk ganske enkel. Den indebærer at hvis et dyr kan føle smerte, er denne smerte lige så vigtig for dyret, som når et menneske føler smerte. Smerte er smerte, uanset hvilken art som lider.

Her er et eksempel for at illustrere betydningen. Antag at du slår en hest med håndfladen. Hesten kan måske føle lidt, men pga. dens tykke hud føler den antageligt ikke smerte.

Antag nu at du giver et nøgent spædbarn et lignende slag. Barnet ville føle mere smerte. Derfor er det (hvis der ikke er noget mere at sige om slaget – fx en særlig grund til at uddele dette) mere forkert at slå barnet, end at slå hesten.

Men der må findes en form for slag, muligvis med en pisk, som ville volde hesten lige så meget smerte som håndfladen voldte barnet. I dette tilfælde, (fortsat under forudsætning af, at det ikke findes nogen særlig grund til at uddele slaget), siger princippet om lige hensyn til interesser at det ville være ligeså forkert at slå hesten, som at slå barnet. Det faktum at barnet er et menneske og at hesten ikke er det, påvirker ikke det fejlagtige i at forårsage smerten.

Mange mennesker foretager en kraftig adskillelse mellem mennesker og andre dyr. De siger at alle menneskelige skabninger er uendeligt meget mere værd end alle andre dyr af andre arter. Men de angiver intet skel som retfærdiggør denne overbevisning. Et øjebliks eftertanke viser at der ikke findes nogen moralsk relevante karakteristika som alle mennesker besidder, men som ingen ikke-menneskelige dyr har. Evnen til at lide og nyde livet deler vi med mange andre dyr. Og forsøger vi at finde en form for højere kapacitet, som vor formåen til at tænke rationelt, vor selvbevidsthed, eller vort sprog, så opdager vi at der eksisterer mennesker, (spædbørn, og svært mentalhandikappede), som ikke lever op til disse høje krav.

Hvis det ville være absurd at give dyr stemmeret, er det ikke mindre absurd at udstrække denne rettighed til spædbørn eller til svært mentalhandikappede. Alligevel giver vi dem lige hensyn til deres interesser. Vi tester ikke kosmetik i deres øjne. Hvilket vi heller ikke bør gøre. Men vi gør sådanne ting mod ikke-menneskelige dyr. Det til trods for at de viser større færdigheder i at anvende værktøj, kommunikere med hinanden, eller udføre andre handlinger som udnytter de fornuftskapaciteter, vi gerne vil tro skiller mennesker fra dyr.

Når vi har indset dette, kan vi med klare øjne se på idéen om at alle mennesker på en eller anden måde er uendeligt meget mere værd end noget dyr. Vi kan tage denne idé for hvad den er; en fordom. Sådanne fordomme er ikke usædvanlige. Racister har tilsvarende fordomme til fordel for deres egen race, og sexister har samme type fordomme til fordel for deres eget køn.

Begrebet speciesisme (på dansk artschauvinisme) er blevet anvendt, som en betegnelse for de fordomme mange mennesker har til fordel for deres egen art. Speciesisme er en logisk parallel til racisme og sexisme. Speciesister, racister og sexister siger alle; grænsen for min egen gruppe er også grænsen for mit hensyn. Det spiller ingen rolle hvordan du er. Hvis du tilhører min gruppe, er du overlegen i forhold til alle de som ikke tilhører den. Speciesisten favoriserer en større gruppe end racisten, og har altså en større omsorgscirkel. Men alle disse fordomme er lige fejlagtige. De anvender alle et vilkårligt og irrelevant faktum, værende race-, køns- eller artstilhørsforhold, som var dette moralsk afgørende. Hvis vi forkaster racisme og/eller sexisme må vi, for ikke at være inkonsekvente eller foretage vilkårlige distinktioner, også forkaste speciesismen.