Strengere straffe ved forbrydelser mod dyr

10 March, 2025

I Danmark slipper dyremishandlere nærmest ustraffet.

Mens hundredvis af danske dyr årligt lider eller dør, slipper gerningspersonerne med små bøder og alt for korte, betingede domme. Vold mod en hund, en kat eller en hest straffes ofte på linje med mindre forseelser som skader på en bil.
Men det er ikke en mindre forseelse at mishandle dyr.

Og små bøder kan ikke betale for dyrenes smerte.

Skriv under og kræv strengere straffe for dyremishandling.


Skriv under for strengere straffe til dyremishandlere

 

Danmark er bagud 
I Danmark kan man højst få 2 års fængsel for selv de groveste tilfælde af dyremishandling – og det sker endda kun i meget sjældne tilfælde.
Men i flere europæiske lande tager politikerne forbrydelser mod dyr langt mere alvorligt:

  • I Finland er strafferammen op til 4 år.
     
  • I Polen er det 5 år.
     
  • Og i Bulgarien har man netop vedtaget en strafferamme på helt op til 12 års fængsel for grov vold mod dyr.
     

I de lande forstår politikerne, at dyr ikke er ting, men levende, sansende væsener.
Det er på tide, at vi i Danmark får grov dyremishandling skrevet ind i straffeloven og tilpasser straffen med forbrydelsen.

Justitsministeren er den ansvarlige 
I Danmark er det justitsminister Peter Hummelgaard, der skal på banen, hvis dyrene skal have en plads i straffeloven.
Men i et svar til Anima har den socialdemokratiske minister, der er ansvarlig for en potentiel lovændring, indtil videre selv afvist at arbejde for det.

Han siger: "Strafskærpelserne kan gennemføres ved i lovbemærkningerne at forhøje normalstraffen, og der er derfor ikke behov for at hæve strafferamme."

Han kan sikre retfærdighed for dyrene – men indtil videre har han valgt ikke at gøre det.

Med andre ord: Regeringen vil gerne skrue lidt på straffen for dyremishandling, men den tøver med at give dyrene det statusløft, som de fortjener.

Kampen for strengere straffe handler nemlig ikke kun om, at straffen for dyremishandling skal stå mål med forbrydelsen. Det handler også om, at politikerne sender et klart signal om, at vi som samfund tager vold mod dyr meget alvorligt.
Det kan de gøre ved at skrive dyrene ind i straffeloven.



Et nødvendigt statusløft
Der er brug for, at vi sætter foden ned og hæver straffen, så den står mål med forbrydelsen. Samtidigt giver vi dyrene et nødvendigt statusløft. Og når så mange andre lande kan yde dyrene retfærdighed, så kan Danmark selvfølgelig også gøre det.

Sammen kan vi beskytte dyrene - og forhåbentligt forebygge fremtidige forbrydelser.