Hund under juletræet?

10 December, 2008

 

Tro det eller lad være: Tusinder af hunde- og kattepelse er blevet beslaglagt op til jul.

Anima advarer danske forbrugere mod at købe pels i julegave. Man ved nemlig ikke, hvad man får i indkøbsposen! Det viser en beslaglæggelse af tusinder af hunde- og kattepelse i modens hovedstad Paris. Pelsene var på vej i julehandlen, da toldere i forstaden Villepinte nær Paris slog til og beslaglagde dem i en stor aktion.

Billedet viser en tolder med en af de over 4000 frakker med hunde- og kattepelskraver.

Tolderne blev opmærksomme på en meget kraftig dyrelugt fra tøjet, der var deklareret som imiteret pels. Fangsten blev 4034 ærmeløse jakker og frakker med kraver lavet af hunde- og kattepels.

HJÆLP ANIMA MED AT STOPPE MISHANDLINGEN: BLIV MEDLEM

Tøjet blev efterfølgende testet af Ile de France laboratoriet, hvilket afslørede, at de var helt eller delvist hunde- og kattepels. Frankrigs nationale naturhistoriske museum bekræftede hurtigt, at der var tale om hunde- og kattepels. Import og handel med hunde- og kattepels er ulovligt i hele EU siden 2007, hvor regulative CE n°1523/2007 blev vedtaget. Men det har ikke forhindret forretningsmænd i at importere den billige pels.

Snedige forretningsmænd har også bevidst fejlmærket hunde- og kattepels, som fx prærieulv, ræv, kanin eller mink for at få det ind i butikkerne. En undercover-undersøgelse dokumenterer ligeledes, at mellemhandlerne er villige til at udstede falske certificater på pelsens oprindelse.

Mærkning af pelsprodukter kan nemt være fejlagtig og ingen, der vælger at købe pels kan være sikre på, hvad de får med hjem i indkøbsposen. Måske er tøjet under juletræet lavet af menneskets bedste venner, som er blevet pint og plaget” siger Animas kampagnekoordinatior Joh Vinding

Men det er ikke kun hunde og katte, der må lide for pelskraver under juletræet. Et enstemmigt folketing forbyder netop nu produktion af rævepels i Danmark på baggrund af for dårlig dyrevelfærd. Men på trods af dette klare signal sælger skruppelløse designere som Malene Birger fortsat rævepels, fra dyr der lever på under en kvadratmeter og dræbes med strøm.

Anima protesterer med megabannere foran Malene Birgers butik i København hele julemåneden og opfordrer de julehandlende til at handle med medfølese. Der er allerede flere danske modekæder der har set lyset:

”Over 80 danske tøjmærker viser vejen med en pelsfri politik, og vi opfordrer alle, der køber julegaver til at undgå enhver form for pels og i stedet handle hos kæder med en pelsfri politik," slutter Joh Vinding.

Listen over pelsfri mærker i Danmark kan ses her