Dyr i underholdning

Selfies med en sød, lille løveunge, hyggelig ridetur på en elefant eller en magisk svømmetur med en smilende delfin?

At opleve vilde dyr på tæt hold er en drøm for de fleste. Dyrene ser søde og glade ud, når de hopper, danser og springer for publikum. Men sandheden er, at dyrene i underholdnings- og turismeindustrien lever under ekstremt hårde forhold, når lyset slukker, og publikum går hjem. Og der er ikke noget sødt, hyggeligt eller magisk ved underholdningsindustrien for dyrene i den.  

Fælles for dyrene i industrien er, at de lever under horrible forhold og hver dag tvinges til at optræde for og underholde turister og publikummer rundt om i verden mod deres vilje og med enorme konsekvenser til følge.

Skriv under her og giv et løfte om, at du vil være en dyrevenlig turist.


Giv dit løfte: Jeg vil være en dyrevenlig turist

Ingen dyr skal lide for underholdningens skyld

Anima har i mange år arbejdet for at skabe bedre vilkår for dyrene i turisme- og underholdningsbranchen.

Vi har blandt andet fokuseret på:

  • At sikre et forbud mod brug af vilde dyr i cirkus i Danmark (indført i 2018 efter årelangt pres) ー nu arbejder vi målrettet på et forbud i resten af EU
  • At samarbejde med danske rejseselskaber om at stoppe med at sende gæster til delfinparker. Se vores delfinariefri liste her
  • At få et permanent forbud mod at holde delfiner og hvaler i delfinarier i Europa
  • At få et permanent forbud mod tyrefægtning i EU
  • At oplyse forbrugere og turister om dyrenes forhold i industrien
  • At sætte fokus på de mere oversete områder af industrien såsom elefantridning, krokodillefarme, klapning af løveunger og selfies med vilde dyr i fangenskab.

Hvad er problemet?

Delfiner og spækhuggere
Selvom delfiner fra naturens side altid smiler, er de enormt ulykkelige i fangenskab. De er vilde dyr, som hører til i havet ー ikke i en swimmingpool.
En spækhugger kan i naturen svømme 150 km. om dagen, men i fangenskab må den svømmer i evige cirkler.

Dyrene udsættes for intensiv træning. For at få delfiner til at udføre kunster som at hoppe igennem ringe anvendes en blanding af belønning og straf. Den mest almindelige straf er at sulte dyrene eller isolere dem fra andre dyr. Når dyrene er sultne, vil de udføre kunster for at få mad, ikke fordi de har lyst.

Det er ofte set, at delfiner i fangenskab skader sig selv på grund af kedsomhed, frustration og stress som følge af den hårde træning, berøring og stress fra publikum. Dyrene kan blive blinde af altid at svømme i klor, og de dør mange år tidligere, end de ville gøre i naturen.

Mange delfiner og spækhuggere får stærk medicin for at blive mere medgørlige. Bivirkninger ved at bruge disse medikamenter kan være angst, selvskade, stærk afhængighed og i nogle tilfælde kan det øge aggressiv adfærd.

Anima er medlem af Dolphinaria-Free Europe. Gennem koalitionen lægger vi internationalt pres og samarbejder med organisationer i hele Europa om, at delfinarier skal blive et fortidslevn.

Vilde dyr i cirkus
Hverdagen for dyrene i cirkus er ikke bare sjov, og dyrene lever under ekstremt hårde forhold, når lyset slukker, og publikum går hjem.

Dyrene se måske søde og glade ud, når de hopper, danser og springer for publikum, men bag dette kan ligge hård træning, fysisk og psykisk afstraffelse, indespærring og bedøvelse. Hver dag skal de optræde foran et hujende publikum og blitzende kameraer med risiko for at udvikle stress og angst. Og indimellem det fragtes de ofte rundt på lange strækninger fra sted til sted i små kasser eller bure.

Hverdagen og træningen kan indebære isolering, sult, trusler og vold, når de presses til at udføre tricks.

De store vilde dyr som løver, tigere, bjørne og elefanter er på ingen måder egnede til et liv i bur og manege, hvor de ingen mulighed for at udleve deres naturlige adfærd.

Tyrefægtning
Tyrefægtning er aldrig en retfærdig kamp. Før og under forestillingen mishandles tyrene, så de er nemmere at slå ihjel. F.eks. ses det, at dyrene får våde aviser i ørerne, vaseline i øjnene, som blænder dem, og bomuld i næseborene, så de har svært ved at trække vejret. 

Tyren får stukket et spyd i nakken og holdes i mørke, før han slippes ud i arenaen. Oftest dør tyren ikke af det første stik, men jages rundt i manegen længe og i stor smerte. Han kan stadig være ved bevidsthed, når hans ører eller hale efter kampen skæres af som trofæer.

Elefantridning
Selvom elefanter er store og stærke dyr, er de ikke bygget til at bære rundt på mennesker.

Elefanterne fjernes fra deres mødre som unger. Nogle er født i fangenskab, mens andre fanges i fælder i naturen. Herefter begynder en proces med at nedbryde dyrene psykisk for at tvinge dem til at adlyde. Nogle steder i verden kaldes metoden phajaan - elefantknusning.

Under træningen bliver elefanterne bundet, spærret inde og slået igen og igen. De kan også blive nægtet søvn og væske. Til sidst er dyrene så rædselsslagne og bange for at blive slået, at mennesker kan få dem til næsten hvad som helst. 

Elefanterne tvinges til at arbejde hele dagen, og mange får ofte ikke tilstrækkelig mad eller hjælp fra dyrlæger. Mange elefanter bliver skadet af det hårde arbejde og den psykiske vold, som fortsætter hele deres liv, til de er slidt op.

Hvad kan du gøre?

Dyrene hører ikke til blandt blitzende kameraer, højlydte klapsalver og udstrakte hænder, der klapper og hiver i dem. De hører ikke til i en hverdag med hård træning, fysisk og psykisk overlast, udsultning og medicinering. De fortjener ikke et liv, hvor de fanges i naturen, og deres unger stjæles fra dem. De hører ikke til i bure og på små områder, hvor de ikke kan udleve deres naturlige adfærd.

Men du kan heldigvis hjælpe og gøre dit for at sikre dyrene et bedre liv.

1. Oplev dyrene i naturen

Der findes masser af måder at opleve vilde dyr på, uden at dyrene behøver at lide i fangenskab og tvinges til at underholde. Du kan opleve dyrene i deres naturlige omgivelser for eksempel i nationalparker eller naturreservater, hvor fotosafari er et godt eksempel, hvor dyrene kan opleves på afstand. 

Dyrevenlig turisme er vejen frem, og hvalsafari står nu for en større indtjening end hvalfangst. 

2. Støt ikke industrien

Så længe, der er turister og publikum, der vil betale for at se dyrene i fangenskab, holdes der liv i industrien. Derfor er det bedste, du kan gøre på dine rejser, at sige nej tak til tyrefægtning, delfinparker, cirkus med vilde dyr og alt andet underholdning, hvor dyrene lider.

Ferie med dyremishandling? Nej tak! Dyr skal opleves i naturen - ikke i fangenskab