Designere sætter fokus på dyrevenlig mode

25 juli, 2019

Se vores pelsfri liste, så du ved, hvor du kan shoppe dyrevenligt

De unge, fremadstormende designere, bag modebrandet Skall Studio, har taget et klart dyrevenligt valg.

Da søstrene Julie og Marie Skall lancerede deres brand i 2013, var de ikke i tvivl om, at dyrevelfærd skulle stå øverst på dagsordenen. De elsker nemlig dyr, og tanken om at misbruge dyr for deres egen fornøjelses skyld ligger meget fjernt fra de to søstre.

“Vi synes det er forkert at gøre dyr til en produktionsgenstand, hvor det bare handler om at tage noget fra det. Altså lade et dyr komme til verden, hvor det lever et kort liv, for så at tage dens skind eller pels. Det synes vi er etisk forkert,” fortæller søstrene.

Flere dyrevenlige valg
Søstrene er ikke i tvivl; der mangler flere dyrevenlige produkter, som forbrugerne kan vælge imellem i modebranchen. 

“I dag er der stadigvæk et stort hul i markedet i forhold til dyrevenlige produkter. Selvom teknologien i dag giver os mange nye materialer, så er der mange virksomheder, der endnu ikke har taget det skridt imod at bruge de nye materialer”.

Heldigvis går det i den rigtige retning.

I den tid Julie og Marie har været i modebranchen, er der allerede sket en stor udvikling. 

Forandringen er på vej, og de mærker en stigende efterspørgsel på produkter, som ikke kommer fra dyr. 

Flere nye og alternative materialer udvikles, der gør brugen af f.eks. skind og pels unødvendig, fortæller søstrene. Det betyder heldigvis, at færre dyr ikke længere skal lide under forfærdelige forhold, før de slås ihjel og bruges som pelskrave på en luksusjakke.

Vi har tidligere skrevet om de forhold, som dyrene i modeindustrien tvinges til at leve under. Læs her, hvordan dyrene behandles i uldindustrien.

Dyrevenlig mode er smukt
Skall-søstrenes store håb for modebranchen er, at flere tager ansvar for dyrene og viser omtanke for behandlingen af dyrene i modeindustrien. 

Selv mener de, at det på ingen måde er nødvendigt at bruge materialer som skind og pels og slår fast, at

“Dyrevenlig mode behøver ikke være kedelig eller fodformet, det kan også være smukt.”

Forandringer i modebranchen
Bæredygtighed er in, og med bæredygtighed kommer dyrevelfærd også mere i fokus. 

Forbrugerne stiller større krav til modeindustrien, og store internationale modehuse som Versace, Gucci og senest Prada baner vejen for en mere dyrevenlig modebranche ved at indføre pelsfrie politikker og tage afstand fra brugen af ægte pels i deres design. 

Samtidig viser store modebegivenheder som modeugen i Oslo, Amsterdam og London, at brugen af pels ikke er fremtiden. De har nemlig erklæret sig pelsfri!

Nu mangler vi bare, at modeugen i København, som er i gang lige nu fra d.6-9. august 2019, tager ansvar og følger trop i den fremadstormende udvikling.