På en bjergside i Glacier National Park i staten Montana er en flok bjerggedekid i gang med dagens leg. De løber op og ned af de stejle bjergsider, alt imens de springer op i luften med alle fire ben, bukker med bagbenene, og stejler ind i hinanden.

For de meste lander de på alle fire ben efter et af de fantasifulde spring, men til tider hænder det, at et kid vælter rundt og triller et stykke ned af bjergsiden inden det igen får fodfæste  – for straks at løbe hen til de andre kid og ind i legen med akkurat samme iver som før. For de fleste tilskuere vil legen virke både dumdristig og faretruende, og den bekymrede mor vil sværge, at hun aldrig ville tillade sine børn en sådan leg.

Men her græsser kiddenes mødre uforstyrret, mens deres små vælter op og ned over de skarpe klippekanter faretruende tæt på dybe bjergafgrunde.

Børn leger, det ved alle og enhver. Men er der noget formål med legen? I denne artikel skal vi se lidt nærmere på legens betydning og hvad man kan sige om dyrs intelligens, livsform og velfærd ud fra deres leg.

HVORFOR LEGER VI?
Mennesker har længe været klar over sammenhængen mellem leg og senere voksen aktivitet hos dem selv. Platon skrev for mere end 2400 år side om nødvendigheden af, at menneskebørn blev udstyret med de rigtige legesager og redskaber, så de i barndommen kunne udvikle evner og kundskaber, der senere ville blive essentielle i deres voksne liv. Det tog dog forskere længere tid, at anerkende dyrs leg som værende andet end tidsfordriv. I starten af det 19. århundrede kom den engelske filosof Herbert Spencer med sin ”overskudsenergi-teori” til forklaring af dyrs leg. Han mente at leg var formålsløs og havde rod i kedsomhed: ”Højerestående dyr har ikke brug for at spise og drikke hele tiden, og dermed kommer de til at kede sig. Og dyr som keder sig, de leger”.

En tysk psykolog, Karl Groos, som levede på samme tid med Spencer, havde dog en anden tilgang til leg hos mennesker og dyr, idet han mente, der var en klar sammenhængen mellem leg og voksen adfærd. Gross mente at dyrebørns leg var en træning til det senere voksenliv – præcis som Platon havde foreslået det 2000 år tidligere for menneskebørns leg. Han mente også, at leg ikke eksisterede som underholdning i barndommen, men at barndommen i stedet eksisterer for legens skyld.

I dag ved zoologer meget mere om leg og legens funktion. Der findes flere legetyper som har forskellige karakteristika. De mest almindelige legetyper er bevægelseslege, flugt/jagtlege, objekt lege og sociale lege. Ofte blandes de forskellige legetyper til én meningsgivende leg.

Gedekiddene i Montana er f.eks. i gang med en bevægelsesleg. Gennem legen udvikles kiddenes motorik, balance, smidighed og muskelstyrke. Samtidig lærer de en masse om deres omgivelsers udformning og hvordan de skal bevæge sig i det bjergede terræn – information som har enorm betydning for deres overlevelse, når de med tiden skal bevæge sig rundt efter føde, parringsmuligheder og på flugt fra rovdyr.

LEG SOM OVERLEVELSE
På den afrikanske savanne er en løveunge igang med en brydeleg med sin yngre søster. På tur springer de to løveunger på hinanden i bagholdsangreb, og tumler rundt i det tørre græs, mens de bider hinandens ører, haler og poter. Ikke langt derfra græsser en zebra roligt, alt imens hendes føl løber rundt med halen højt i vejret og udstøder små fnys, mens den sparker og bukker ud i luften.

Zebraføllet har også gang i en bevægelsesleg – øjensynligt er den eneste grund, at det er sjovt at bevæge sig. Men legen er også flugtleg, som giver føllet en fornemmelse for, hvordan det hurtigst og mest effektivt bruger og flytter sin krop. Denne leg vil blive essentiel, når det skal flygte fra rovdyr.

De legende løveunger er imidlertid midt i en jagtleg, hvor de øver sig i at snige sig ind på sit bytte og overfalde det. Legen indeholder forskellige former for adfærd som senere ses hos de voksne individer – dog uden at være helt magen til den voksne adfærd. Kun i yderst sjældne tilfælde vil ungerne faktisk bide eller skade hinanden alvorligt. Legen har altså sin egen form med helt andre grænser, end når den voksne løve jager.

DEN SOCIALE LEG
Men leg har ikke kun betydning for udvikling af krop og fysik, fødesøgning og jagt-/flugtreaktioner. En af legens vigtigste funktioner er at give unge dyr erfaringer med, hvordan det forholder sig til andre individer.

Dette gælder særligt hos flokdyr. Gennem social leg lærer de unge dyr, hvor grænsen er for god og acceptabel opførsel. F.eks. finder hundehvalpe som tumler rundt i leg ud af, hvad der gør ondt på dem selv, og hvad der gør ondt på de andre hvalpe i kuldet.

Gennem bevægelser og lyde viser hvalpene hinanden deres grænse for, hvad der er sjovt. Er en hvalp for grov og bider sin legekammerat for hårdt, vil den ramte stikke i et hyl og stoppe legen ved at trække sig væk. Næste gang legen går i gang må den grove hvalp rette op på sin adfærd, for ellers stopper legen igen – og det er jo ikke sjovt!

Igennem denne reguleringsmekanisme får hvalpene en fornemmelse for sine egne og sine søskendes grænser, viden som senere har betydning for udvikling af samarbejde, venskaber og anden social adfærd.
Den amerikanske zoolog Marc Bekoff forklarer hvordan den sociale leg ligger til grund for udvikling af moral: ”gennem den sociale leg etableres fornemmelse for tillid, empati, samarbejde og fairness hos de unge individer. De finder simpelthen ud af hvad der er god og hvad der er dårlig adfærd over for andre flokmedlemmer.

Denne viden er essentiel for flokkens overlevelse. Når man lever i flok nytter det ikke noget at være egoistisk. Man er afhængig af alle flokkens medlemmer, og ofte afhængig af et konstruktivt samarbejde – f.eks. under jagt, beskyttelse af territoriet og flokkens yngste.

Flokdyr har således en veludviklet fornemmelse for hinandens tilstedeværelse og sindsstemning, og denne evne etableres gennem den sociale leg”.

Den sociale leg er også utrolig vigtig for etablering af hierarkier og for etablering af sund aggressiv adfærd. Aggressiv adfærd mellem individer af samme art resulterer nemlig kun sjældent i alvorlige skader, idet dyrene lærer at tyde hinanden signaler samt styrke. Og det er i legen denne indlæring foregår.

DRENGESTREGER OG PIGELEG
Man har også konstateret, at unger af forskelligt køn leger forskelligt. Tyrekalve vil f.eks. oftere end kviekalve støde hovederne sammen i kamplege og vil oftere bestige hinandens bagparti.

Hermed er de unge tyre i gang med at forberede sig på deres senere kønsliv. Hos voksne køer og okser er tyrene nemlig de mest dominerende. Dette er imidlertid omvendt hos hyæner, hvor det er de voksne hunner som er de dominerende i flokken. Det er derfor ikke overraskende at hyæne-hunhvalpe leger voldsommere og mere aggressivt end hanhvalpene.

VI LEGER HELE LIVET
Pattedyrunger og fugleunger leger, mens leg ses sjældent hos krybdyr, padder og fisk. Jo mere kompliceret adfærd dyr har som voksne, des mere kompliceret vil legen også være hos ungerne. F.eks. leger chimpanseunger fra de fødes til de er 7-8 år gamle og kønsmodne. Og selv efter de er nået kønsmodenhed vil de kunne lokkes med på leg. Gennem legen lærer chimpanseunger at leve det komplicerede liv som en rigtig chimpanze.

Forskere har imidlertid fundet ud af, at chimpanseunger som mister deres mor eller på anden måde udsættes for traumer, leger langt mindre eller slet ikke, sammenlignet med unger som lever et trygt liv. Leg og tryghed hænger nemlig uløseligt sammen.

Tages en chimpanseunge således fra sin mor i en tidlige alder, vil den ikke lege, og dermed ikke udvikle livsvigtige funktioner. Senere i livet vil ungen ikke vide, hvordan den skal opføre sig, når den er sammen med artsfæller og ofte vil ungens hjerne udvikles så dårligt, at den bliver retarderet.

MODERNE LANDBRUG GIVER INGEN MULIGHED FOR LEG
I moderne landbrug ses det alt for ofte, at dyrenes mulighed for leg er hindret.

Kalve tages fra deres mor få dage efter fødslen og isoleres fra andre kalve. Hermed har kalven hverken tryghed fra sin mor eller legekammerater at lege med. Dette resulterer i, at kalvene udvikles dårligt og har en dårlig velfærd.

Smågrise og kyllinger isoleres derimod ikke fra deres søskende, og har derfor mulighed for sociale lege. Men pga. den trange plads i moderne landbrug, kan legene ofte udvikle sig til den rene tortur for de svageste, da de ikke har mulighed for at trække sig tilbage hvis legene udvikler sig for voldsomt.

Grisenes og kyllingerne fine interne signalsystem spoleres hermed, og legen mister sin værdi.