Harira – fyldig, marrokansk suppe
Harira er en marokkansk suppe, der for mange muslimer er en fast del af ramadanen. Den kan dog sagtens nydes, selvom det ikke er ramadan og selvom man ikke er muslim. Suppen er perfekt til efterårs- og vintervejr, og så kan du selv bestemme, om den skal være fyldig og tyk som en stuvning (som jeg helst vil have den) eller tyndere og mere som en suppe. Traditionelt laves den med lam eller andre dyr, men vi vil selvfølgelig byde på en udgave uden dyr.
Ingredienser:
- 1 fintsnittet løg
- 4 fed hvidløg, revet
- 2 spsk revet ingefær
- ½ rød habañero-chili, finthakket
- 1½ l grøntsagsbouillon/-fond (+ evt. ekstra vand)
- 1 aubergine, skrællet og skåret i tern
- ½ rød peberfrugt i små tern
- 80-100 g. finthakket grønkål
- 1 dl røde linser (eller evt. andre linser)
- 2 tsk paprika
- Et drys røget paprika
- 1/4 tsk kanel
- 680 g. mosede tomater (glasflasken fra Urtekram)
- 2-3 dl kikærter (udblødte og kogte – evt. fra dåse)
- 100 g. tørret fuldkornsspaghetti (tørret pasta er næsten aldrig med æg)
- En håndfuld friskhakket mynte + lidt til pynt ved servering
- Evt. koriander
Fremgangsmåde:
Sautér det fintsnittede løg i lidt olie i en stor gryde til det er klart. Tilsæt hvidløg, ingefær og chili, og sauter yderligere et minut. Tilsæt en smule bouillon til at samle al den lækre karamel sammen, der har dannet sig i gryden.
Kom så aubergine, peberfrugt, linser og krydderier i sammen med halvdelen af bouillonen. Kom låg på gryden og bring suppen i kog. Skru lidt ned, hvis det koger for voldsomt. Lad det koge i 20 minutter, så auberginen og linserne næsten koger ud. Rør et par gange under vejs. Røde linser koger ud, men hvis du fx bruger grønne linser, vil de blot blive møre.
Tilsæt nu tomaterne, grønkålen, kikærterne og resten af bouillonen. Når det koger igen, knækker du spaghettien i tre stykker og rør det godt rundt i suppen. Kog til pastaen er tilberedt og rør mynten i. Kom evt. lidt ekstra vand i for en mere flydende konsistens. Husk at smage på suppen (mangler den fx salt?), og server den så brændende varm med friskhakket mynte og evt. et dryp olivenolie på toppen.
Du kan også finde Thomas og hans side 'Kærlighed & Kikærter' på Instagram som @thomaserex