Herre(god)salat
2
person(er)
20
Sværhedsgrad:
Nem
Her er salaten til manden, der tror, at salat er for piger og kaniner. Denne salat er nemlig både tung og mættende og fuld af kalorier - på den gode måde!
Server salaten som forret eller frokost med lune boller og hvidløgssmør (der kan laves ganske dyrevenligt med plantemargarine, presset hvidløg og salt).
NB. Det angivne tidsforbrug på retten er uden kartoflernes bagetid.
Ingredienser:
- 6-8 blade savoykål, grofthakket (uden midterste stilk)
- 8 blade basilikum, grofthakket
- 2 store bagte kartofler, skåret i mundrette stykker (gerne med skræl på)
- 2 store modne avocadoer, udstenet og skåret i mundrette stykker (gerne vendt i lidt citronsaft)
- 10 cherrytomater, skåret i halve
- 6 artiskokhjerter med stilk (fra glas), skåret i kvarte
- 16 oliven, både grønne og sorte
- ½ rød chilipeber, skåret i ringe
- 2-3 spsk. ristede macadamianødder (verdens fedeste nød!)
Sennepsdressing:
- 1 spsk. dijonsennep
- 1 spsk. citronsaft
- 2 spsk. neutral sojamælk
- ½ spsk. agavesirup
- ½ tsk. løgpulver
- ½ tsk. hvidløgspulver
- urtesalt
Fremgangsmåde:
Alle ingredienser til salaten blandes i en skål eller på et fad. Kartoffelstykkerne må meget gerne være lune.
Rør ingredienserne til dressingen sammen og smag til med urtesalt. Hæld dressingen over salaten, og bland forsigtigt. Server og guf igennem!