Stor restaurantkæde siger nej til buræg

17 November, 2015
Der er lys i mørket for burhønsene. Virksomheder siger i stigende grad nej til buræg på grund af de kummerlige forhold, hønsene holdes under.
 
Senest har den amerikanske restaurantkæde Taco Bell offentliggjort, at den vil udfase buræg, så alle dens produkter vil være fri for de kontroversielle æg ved udgangen af 2016. Taco Bell har over 6000 restauranter i USA, så det er en beslutning, der kommer til at kunne mærkes i den amerikanske ægindustri.
 
 
Positiv udvikling i Danmark
Anima arbejder hver dag på at få danske virksomheder til at følge samme spor, og vores arbejde har allerede båret frugt. Den burægfri liste vokser stødt, og i 2015 har vi kunnet skrive store navne som Lagkagehuset og Magasin på.
 
”Der er gang i en positiv udvikling. Vi oplever, at et stigende antal virksomheder tager ansvar for dyrevelfærden i produktionen og lytter til os og de mange forbrugere, der ønsker fødevarer uden buræg”, siger kampagnechef Lina Lind Christensen.