Afskaf importen af trofæer fra truede og sårbare dyr
24 July, 2016
Trofæjagt er meningsløs nedslagtning af vilde dyr. Det skal stoppes.
Skriv under: Stop import af trofæer fra truede dyr
Trofæjægere udvælger som regel de stærkeste og smukkeste hanner. De dræber dyrene udelukkende for egen fornøjelses skyld og praler af det bagefter ved at hænge dem op på væggen.
Ofte er dyrene også sårbare og truede.
Et af de utallige ofre for trofæjagt er løven Cecil. Han blev først anskudt med bue og måtte lide i lang tid, før trofæjægeren fandt Cecil igen, dræbte ham med et gevær og skar hans hoved af.
Danmark del af trist statistik
Historien om Cecil er desværre ikke unik. Tusinder af truede dyr lider hvert år samme skæbne, og Danmark er også en del af den triste statistik. Ved at søge aktindsigt i importen af udvalgte afrikanske dyr, har Anima erfaret, at der i Danmark mellem 2013 og 2014 blandt andet blev importeret trofæer fra 13 elefanter, 11 løver og 9 leoparder. Dyr der er blandt verdens mest truede.
Holland forbød i april 2016 al trofæimport af over 200 arter herunder elefanter, flodheste og afrikanske løver. I 2015 forbød Frankrig importen af løvetrofæer. Det samme gjorde Australien.
Også blandt europaparlamentarikerne er der mange, som ønsker at afskaffe importen, men EU har endnu ikke indført et forbud af trofæer fra truede dyr. Der er hårdt brug for, at Danmark går forrest, så vi baner vejen for, at resten af kontinentet kan følge efter.
Derfor arbejder Anima for, at Danmark ligesom Holland forbyder importen af trofæer fra truede og sårbare dyr. Skriv under nu, så vi kan råbe politikerne op og få stoppet dyremishandlingen.