Virkeligheden på europæiske grisefarme
I foråret 2022 gik dyreværnsorganisationen Compassion in World Farming undercover på i alt 16 grisestalde i fire lande: Polen, Spanien, Italien og Frankrig, for at undersøge forholdene for søer i den konventionelle griseproduktion. Og det de så er foruroligende forhold for dyrene.
Men det værste af det hele? Forholdene, som grisene lever under, er fuldt ud lovlige og mere eller mindre standard praksis i industrien i mange lande.
Det, du ser her, er hverdagen for søerne rundt om i Europa.
Måske du troede, at grisene der opdrættes rundt om i Europa, der er kendt for at have en høj standard for dyrevelfærd, har det godt. Men så kan du godt begynde at tro om igen, når du har set dokumentationen fra denne nye undersøgelse.
Billederne og videomaterialet viser lidelse, frustration og stress blandt søer, der indespærres og fikseres i flere uger imens de er gravide, og når de skal føde. Det er forhold som ca. 85% af alle søer i EU lever under. I løbet af soens liv, vil hun bruge ca. halvdelen af sit voksne liv i bursystemer svarende til dem, der ses i optagelserne, hvor hun end ikke kan vende sig om. Det liv fortjener intet dyr!
De mange optagelser i grisestaldene viser blandt andet:
- Søer der indespærres i så små bure, at de ikke engang kan vende sig om. De kan kun lige stå oprejst eller lægge sig ned
- Søer der er tvunget til at ligge i egen urin og afføring. Noget der er unaturlig adfærd for grisene, og som øger risikoen for, at de får urinvejssygdomme
- Søer der opfører sig unormalt ved at bide i metaltremmerne og tygge ud i luften - hvilket er tegn på frustration og sult
- Søer med skader og liggesår fra boksene
- Søer der ikke kan tage sig af deres unger på grund af den meget trange plads.
Optagelserne giver et indblik i et system, hvor soen lever under helt urimelige forhold, imens hun er drægtig, og når hun har født sine unger - og det gentager sig igen og igen.
Er kvalitetsprodukter = høj velfærd?
Blandt farmene er også optagelser fra leverandører af såkaldte kvalitetsprodukter som parmaskinke og Bayonneskinker, og her er forholdene og velfærden for grisene nøjagtigt den samme.
Mange tror, at de kendte, dyrere produkter leverer en højere velfærd for dyrene i produktionen, men disse optagelser viser, at både burene, der bruges og de alvorlige velfærdsproblemer, de medfører, er et stort problem også hos leverandører til mere kendte produkter.
Landbrugsdyrene skal ud af burene
Det estimeres, at der hvert år sidder omkring 300 millioner landbrugsdyr indespærret i golde bure eller isoleret i bokse. Det er der heldigvis udsigt til at blive ændret på.
For efter mere end 1 million EU-borgere underskrev det europæiske borgerinitiativ End the Cage Age, godkendte EU-Kommissionen sidste år initiativet, der forpligter Kommissionen til at fremlægge et lovforslag senest i 2023, der skal udfase alle bure for opdrættede dyr i landbruget. Og ambitionen er, at det skal ske inden 2027.
Det er et ambitiøst mål, og vi vil gøre hvad vi kan for, at lovforslaget ikke bliver forsinket eller ændret. For når vi ser optagelser som disse fra Compassion in World Farming, skal vi huske på, at dyrene lever indespærret under urimelig forhold, og det skal ændres hurtigst muligt.
Lovgivningen i Danmark
- Når soen er i brunst og skal løbes (befrugtes), går hun i Danmark i løsdrift - dvs. at hun går frit rundt blandt andre grise. I hvert fald hvis hendes stald er bygget efter 2015. Hvis stalden er ældre, er det stadig tilladt at fiksere soen i denne fase af hendes liv. Dette gælder indtil 2035.
- Mens soen er drægtig, går hun i løsdrift i Danmark og må ikke fikseres.
- Når soen føder sine unger, bliver hun også i Danmark fikseret, dvs. spærret inde i en såkaldt farebås, hvor hun ligger mellem tremmer så snævre, at hun ikke kan vende sig. Her ligger hun i fem-seks uger, mens hun dier sine unger. Stort set alle søer i Danmark ligger fikseret på denne måde, mens de føder og dier - kun omkring 3,5% kan bevæge sig frit i denne fase af deres liv.