Turbokylling er ikke ok, vel?
Et helt år er gået, siden energiselskabet OK købte halvdelen af Coop og dermed fik den afgørende stemme hos dagligvaregiganten. Men med magt følger ansvar. Og OK har nu ansvaret for en virksomhed, der hvert år kører millioner af turbokyllinger over kassebåndet uden planer om en fuld udfasning.
Nej, turbokylling er ikke OK. Og netop derfor indførte OK’s servicestationer i 2022 en politik om, at alle deres kyllingeprodukter skal leve op til European Chicken Commitment. Det betyder på dansk: Ingen turbokylling, bedre pladsforhold og mere skånsom slagtning.
For kyllingen betyder det mindre overvægt, stærkere knogler og mere naturlig adfærd.
Det var et stærkt skridt i den rigtige retning. Og med opkøbet af Coop, fulgte fornyet håb om at OK’s politik om kyllingevelfærd kunne brede sig til Coops kyllinger.
Men desværre har OK siden de fik nøglerne til Coop valgt hykleriet.
Anima har været i dialog med Coop om turbokyllinger siden 2017, og selvom de planlægger visse fremskridt, så er det ikke godt nok - og mens de nøler, lider kyllingerne. I månedsvis har vi derfor forsøgt at få et møde med OK’s direktør Michael Løve. Direktøren må og skal simpelthen bruge sin nøgle til Coop og få styr på de millioner af turbokyllinger, som dagligvaregiganten fortsat sælger hvert eneste år, og som lever under kummerlige forhold.
Hvilken vej vælger OK?
Derfor er Anima nu bogstaveligt talt rykket helt ind på OK’s dørtrin og har etableret et mobilt kampagnekontor foran OK’s hovedkvarter. Vi har været tidligt oppe for at tage imod alle OK’s medarbejdere og har pyntet op med papfigurer af Michael Løve og vejskilte, der stiller skarpt på, at OK har et valg at træffe. Med kyllingekager, en vifte af kampagneaktiviteter og masser af dialogkaffe på kanden vil vi i løbet af de næste par dage gøre, hvad vi kan, for at overbevise OK og Michael Løve om, at det er på tide at sætte foden ned og vise, hvad OK står for.
Turbokylling er ved at være et begreb, der klistrer sig til Coops brand og vil forfølge virksomheden, indtil der bliver fremlagt en ambitiøs politik for kyllingevelfærd.
Det er tid til at handle, før Coops dyrevelfærdsproblem smitter af på OK’s ellers pænt formulerede værdier.
Så hvilken vej vælger OK - ansvarlighed eller turbokylling?. Følg med på vores facebook og instagram og vis din støtte til kyllingerne undervejs.
Læs mere om problemet med turbokylling her.
Coop nægter som det sidste store supermarked i Danmark at sige klart nej til turbokyllinger. Men måske lyder der snart nye toner fra supermarkedsgiganten. Energiselskabet OK har for nylig købt halvdelen af Coop, og har nu mulighed for at rette op på Coops fatale svigt.
Nej, turbokyllinger er ikke ok. Men det er som om Coop endnu ikke har forstået det. Coop er den supermarkedskæde i Danmark, som har gjort mindst for at udfase turbokyllinger fra deres samlede sortiment.
Coop nægter stædigt at lytte til forbrugerne, selvom 2 ud af 3 danskere mener, at supermarkeder slet ikke bør sælge turbokylling (YouGov, 2021).
Derfor fortsætter Anima med at sætte fokus på Coops uansvarlighed, nu med en stor landsdækkende kampagne.
Vi har hængt et stort banner op på Højbro Plads i København, og budskabet vil også være at finde på hundredvis af reklamesøjler ved busstoppesteder, butikker, supermarkeder og tankstationer over hele landet den kommende tid.
Ser du en af vores plakater, så tag endelig et billede og send til os på info@anima.dk og skriv hvor i landet, at du har set opfordringen til Coop.
Ny ejer, ny kurs?
I foråret købte energiselskabet OK halvdelen af Coop, og det betyder, at det nu er OK, der har den afgørende stemme i Coop.
OK har allerede besluttet at udfase alle turbokyllinger fra OK Plus, deres butikker på tankstationer over hele landet, inden udgangen af 2024. De mener ikke, at det er i orden at sælge kyllinger, som bliver syge og dårlige af at vokse for hurtigt.