I mange asiatiske lande er behandlingen af dyr ofte stærkt kritiseret fra vesten. Vi ser hunde og katte bliver spist, dyr bliver flået levende for deres pels og bjørne får tappet deres galde, mens de er fikseret i bure.

Overgrebene florerer på internettet, hvor de giver et billede af lande, som ikke tager respekt for dyr alvorligt.

Det er en vanskelig situation for vestlige dyreværnsgrupper, der ikke har stor mulighed for at ændre holdninger i samfund, hvor de ikke har en fast base. Derfor er det så vigtigt, at der findes lokale organisationer og individer, der begynder rejsen med at oplyse og protestere for at skabe et mere humant samfund.

KALDER DR. HUND
Animal Asia Foundation er en af de få organisationer i Kina, som har programmer og kampagner, der dækker en stor del af landet. De har som mange andre organisationer hovedkontor i Hong Kong, hvor den politiske frihed er størst, men har nu spredt deres arbejde til Kinas hovedland.

Et af organisationens hovedfokus er kampagner med navne som ”Dr. Dog”, ”Professor Paws” og ”Friend or food”, der alle forsøger at ændre synet på hunde. Man lader bl.a. hunde besøge skoleklasser for at børn kan overvinde deres frygt for dyrene, lære at kæle med dem og begynde at betragte dyrene som individer – ofte i kombination med, at de får undervisning i engelsk. Programmerne er hårdt tiltrængt, hvis man ser på den behandling, som både hunde og katte udsættes for, ikke bare i Kina, men i alle lande, hvor de betragtes som mad.

FRA KURV TIL KEBABSPYD
Ser man video og billeder og læser om, hvordan hunde- og kattevejen til gryden former sig, er det indlysende, at de ønsker en skarp adskillelse, fra de der spiser kæledyr, og de der ikke gør. Den proces de stakkels dyr må gennemgå, er så forfærdelig, at det er svært at forstå, det er sandt.

På trods af at koreanerne fastholder, at der er forskel på “kælehunde” og “madhunde”, er hundehandlerens og -slagterens favorithunde arter som golden retriever, malamute, labrador og andre store hunde. De er på grund af deres venlige og tillidsfulde væsen nemme at stjæle og fange.

Hanne Stajner har været frivillig for foreningen KAPS i Korea. “Stakkels dyr og stakkels os” siger Hanne. ”Hvis vi ikke bliver i stand til at stoppe den unødvendige industrielle lidelse, vi påfører disse hunde og katte, vil vi næppe være i stand til at værne os selv mod den samme ufølsomme og destruktive adfærd, der truer vores samfund i en masse af de områder, hvor mennesker er aktive. Dyremishandling er ikke kun en politisk og etisk sag, det er simpel sund fornuft at forbyde det.”

EN DÅRLIG INDFLYDELSE
Selvom de fleste danskere ville få en hundesteg galt i halsen, og vi håber Asien vil lære af den vestlige verden, når det gælder behandlingen af familiedyr, så er vi samtidig ved at eksportere de dyrefabrikker, hvor grise og kyllinger behandles ligeså dårligt, som hunde og katte til dem.

Det får nogen til at hævde, at det er en form for kulturimperialisme, når dyreværnsgrupper ønsker at stoppe spisning af hunde- og katte i Asien. Sådanne anklager har dog ikke hold i virkeligheden mener AAF i Kina:  ”De anklager vi har fået om at være kulturimperialister kommer sigende nok i form af e-mails fra mennesker i vesten. Det man må indse er, at vi ikke fortæller mennesker, hvad de skal gøre, men giver dem mulighed for at tænke over deres indgroede holdning” siger Anne-leise Smillie fra AAF.

Uanset hvordan man vender pro-blemstillingen, er det svært at forsvare overgreb mod levende følende væsner, med at de er tradition eller kultur. Men kigger man som vesterlænding ud, så bider man mærke i, hvordan skyggesiderne af vores samfund forplanter sig og accelereres i takt med velstandsstigningen i Asien. Song Wei er professor i jura og advokat. Som en af de få arbejder han for dyrs rettigheder i Kina, han ser hvordan visse ting er skiftet til det værre i takt med landet økonomiske udvikling:

”Kødforbruget er steget dramatisk i Kina. Over 20 millioner udnyttes til dyreforsøg og det tal kan du fordoble til næste år. Der bliver flere og flere farme, laboratorier, dyrefabrikker og dyr i underholdningsindustrien. Der er en modsætning mellem økosystemet og dyrene. Jo flere dyr som udnyttes desto mere grusomhed bliver der, jo hurtigere skal det gå og den eneste målsætning er at blive rig. Det var i det mindste bedre, da produktionen var mere lokal og på mindre skala” siger Wei.

Der findes ingen dyreværnslov i Kina, men flere grelle eksempler på ufattelig grusomme og meningsløse overgreb på dyr har fået landet til at sætte kurs mod den første lov, som skal beskytte dyr. Et sådant eksempel, der fik landet til at åbne øjnene, var et angreb med syre på bjørne i Beijings zoologiske have. En mand gik ind i zoologisk have og kastede syre på dyrene. Han blev ikke fanget og nogle dage senere vendte han tilbage for at gentage sit overgreb.

Mandens forklaring var, at han ville teste om bjørne kan skelne mellem vand og syre. Til trods for at angrebene var overlagte og ondskabsfulde, så var det ikke muligt at dømme manden, simpelthen fordi landet ikke har en dyreværns-lov. På lokalt niveau førte episoden faktisk til, at Beijing fik nogle få regler for dyrevelfærd, men på landsplan råder lovløsheden fortsat.

Imens må både hunde, katte og grise vente på, at der bliver flere folk som Smillie og Wei, der tør gå imod strømmen og kæmpe for dyrene. Vi kan i vesten inspirere dem med et godt eksempel i stedet for at eksportere vores problemer.