Designstuderende udfordrer pelsindustrien

11 June, 2009

Prominent dommerpanel kårer vinderen af design against fur

København - Endelig har danskerne fået øjnene op for Design Against Fur - en designkonkurrence mod pels, der i mange år har været meget populær blandt designstuderende i hele verden.

I år har studerende fra designskoler i hele Danmark deltaget, og på fredag har vi glæden af for første gang at kåre de danske vindere.

Og den danske vinderplakat har fået vores dommere til at juble. Den har formået at gribe essensen i modeindustrien, og har twisted det på en sjov og udfordrende måde, mener de.

"Det var utroligt inspirerende at bedømme plakaterne," siger Anne-Grethe Bjarup Riis. Bjarup Riis er dommer sammen med grafisk designer Karen Blincoe, billedkunstner Kathrine Ærtebjerg og tøjdesigner Tina Casmose.

"Jeg er overbevist om, at det er godt for Danmarks image, at vi er begyndt at følge de internationale designtrends mod pels, og jeg glæder mig meget til kåringen af de danske vindere på fredag," udtaler den danske projektkoordinator Hilde Valbjørn Hagelin.

Fakta om pels:

  • Over 100 tøjmærker i Danmark har en pelsfri politik, der gør, at de ikke sælger nogen form for pels
  • Danmark har i 2009 forbudt rævefarme, hvor ræve opdrættes for deres pels
  • Danmark har forbudt handel med hunde- og kattepels og vil snart forbyde import af sælpels
  • 25 millioner pelsdyr dræbes for deres pels hvert år i EU