Kanelsnegle

40
person(er)
Sværhedsgrad: 
Almindelig

Prøv disse traditionelle kanelsnegle, og du vil ikke fortryde det. Denne portion giver 40 stk., så frys evt. nogle ned eller inviter familien på kaffe.

100 g margarine
4 dl sojamælk
50 g gær
150 g sukker
½ tsk. salt
800 g hvedemel

Fyld:
150 g margarine
190 g brun farin
2 spsk. kanel

Margarine og sojamælk varmes i en gryde, til margarinen er smeltet, og sojamælken er fingervarm.

Gæren smuldres i en skål og opløses i den lune sojamælk og margarine. Sukker og salt tilsættes, og der røres, til det er opløst.

Melet røres i, og dejen æltes, indtil den er smidig. Derefter hæver dejen tildækket i en halv time, helst et lunt sted.

Fyldet røres sammen imens.

Efter hævning æltes dejen igen og deles i to stykker. Hvert stykke rulles ud til et rektangel, der er cirka 20×30 cm, og smøres med fyldet (se billede nr. 1).

Dejen rulles stramt sammen fra den brede side og skæres i cirka 20 stykker (se billede nr. 2). Sneglene efterhæver tildækket i en halv time.

Bages ved 225 grader i en forvarmet ovn i 6-8 minutter.

Når kanelsneglene er kolde, kan de pyntes med glasur.