Er det slut med turbokyllinger i Aarhus Kommune?

23 January, 2024

I Aarhus kan fremtiden se lysere ud for kyllingerne. På onsdag skal byrådet nemlig stemme om, hvorvidt Aarhus Kommune skal indføre et forbud mod indkøb af turbokyllinger i kommunens tilbud. Forslaget stilles af SF og Thure Hastrup efter dialog med Anima. 

Aarhus Kommune indkøber hvert år 90 tons kyllingekød. Forslaget kan derfor løfte velfærden for hundredetusindvis af kyllinger.


Skriv under: Kyllingerne skal have bedre forhold!

Hvad er en turbokylling?
En turbokylling er en slagtekylling, der er avlet til at vokse langt hurtigere end hvad der er naturligt. På blot 35 dage går en turbokylling fra at være en dunet lille kylling på 50 gram til at veje over 2 kilo.

Den alt for hurtige og enorme vækst giver turbokyllingerne alvorlige velfærdsproblemer. De har svært ved at trække vejret ordentligt, og da deres ben ikke kan bære den tunge vægt, kan flere af kyllingerne ikke gå normalt og benene "knækker sammen" under dem.

De lider af organsvigt og hjertestop, og omkring tre millioner kyllinger dør årligt, inden de når til slagteriet. 

Turbokyllingerne går 40.000 dyr sammen i bare én hal. Der dannes derfor så meget ammoniak fra kyllingernes afføring, at de får smertefulde sår og ætsninger på benene og fødderne. 

Turbokylling i kyllingestald

Nej til turbokyllinger
Anima har i flere år arbejdet for at få turbokyllingen udfaset fra køledisken, og siden vi begyndte at gå i dialog med supermarkeder og virksomheder, er der sket store fremskridt for kyllingerne. 

Flere af de store supermarkeder, tankstationer og restauranter har taget væsentlige skridt i retning af en total udfasning af turbokyllinger. Det har betydet bedre vilkår for millioner af kyllinger i de danske stalde. 

Nu er politikerne også begyndt at tage afstand fra den udskældte turbokylling. Sidste år lavede Folketinget en politisk aftale om at udfase turbokyllinger fra statslige indkøbsaftaler, og nu skal Aarhus Byråd til at stemme om et forbud.

Vores opfordring til Aarhus Byråd kunne ikke være mere klar: Vær med til at skabe en bedre fremtid for dyrene og sig nej til turbokylling. Det fortjener kyllingerne og alle der spiser i kommunens tilbud.


Skriv under: Kyllingerne skal have bedre forhold!