Landsdækkende kampagne mod Rema 1000 er skudt i gang

18 oktober, 2020

Med over 340 butikker i Danmark sidder discountkæden Rema 1000 på en stor del af den danske dagligvarehandel. Kæden sælger årligt omkring ti millioner hurtigtvoksende kyllinger – det gør Rema 1000 til en af de største forhandlere af turbokylling.

Og netop derfor retter Anima i en ny kampagne skytset mod Rema 1000s salg af den udskældte turbokylling. 

“Rema 1000 er en stor spiller i den danske detailbranche, og under parolen “discount med holdning” bryster de sig af at sætte dyrevelfærd i højsædet. Men god dyrevelfærd og turbokylling kan aldrig gå hånd i hånd. Derfor bør Rema 1000, som en moderne og ansvarlig kæde, udfase den udskældte kylling,” siger Thorbjørn Schiønning, kommunikationschef hos Anima. 

Ud over at indlede en intensiv indsats på de sociale medier har Anima i dag den 19. oktober indrykket annoncer i en lang række dagblade og lokalaviser, der er direkte adresseret til Rema 1000. Anima varsler desuden lokale protester foran Rema 1000-butikker i hele landet.

Kyllingen ses som en levende maskine 
Kampagnen er en del af Animas mangeårige arbejde for at forbedre forholdene for danske slagtekyllinger, herunder at give dem mere plads og adgang til naturligt lys. Animas fokus er bedre forhold og en total udfasning af hurtigtvoksende kyllinger.

Ifølge en undersøgelse af Aarhus Universitet (2018) kan tre ud af fire hurtigvoksende kyllinger ikke gå normalt på grund af den hurtige vækst.

“Turbokyllinger er blandt de landbrugsdyr, der har det allerværst. I industrien behandles kyllingerne som effektive maskiner, der avles til at vokse så ekstremt hurtigt, at størstedelen af dyrene får alvorlige velfærdsproblemer. Det er helt uacceptabelt, og derfor lancerer vi nu en stor kampagne mod Rema 1000s salg af turbokyllinger,” siger Thorbjørn Schiønning, kommunikationschef i Anima. 

Paradigmeskifte på vej 
Adskillige virksomheder og supermarkeder har allerede sagt farvel til turbokylling som et resultat af Animas oplysningsarbejde og dialog med virksomhederne. Det gælder for eksempel kæder som 7-Eleven, Joe & The Juice, Circle K og Espresso House, der har meldt ud, at de vil udfase turbokylling samt give kyllingerne bedre pladsforhold og naturligt lys. 

Også supermarkedskæderne Lidl og Aldi har valgt at droppe den udskældte kyllingerace. Og i foråret annoncerede Danmarks største fjerkræslagteri Danpo, at de arbejder for en udfasning i hele sin produktion på godt 50 millioner kyllinger. 

Tiden er derfor mere end moden til, at Rema 1000 hopper med på den positive bølge og gør alvor af sloganet "Discount med holdning". 

Hvis du er enig, så skriv en høflig besked til Rema 1000 og bed dem droppe turbokylling her.

Vil du vide mere om danske turbokyllinger, så hop ind på anima.dk/turbokylling

Læs mere om mediedækningen der har været af kampagnen på anima.dk/rema1000fokus