Turbokylling crashede McDonald’s åbningsfest
Protestskilte med sure smileys og budskabet “mega-nederen dyrevelfærd” prydede den røde løber, da McDonald’s torsdag slog dørene op til en ny restaurant i Kronen Vanløse. Forklædt som fødevarekontrollanter i kitler og hårnet var Animas konklusion klar: McDonald’s dumper på dyrevelfærd.
“De er sure på McDonald’s!” råber en lille barnestemme. “Det er fordi, de ikke er gode ved kyllingerne,” svarer en anden, “og man skal være god ved dyrene!”
Og mens en hel flok børnehavebørn kaster armene om kæmpekyllingens fjerklædte krop i en stor, kærlig fælleskrammer, bryder et lille smil gennem alvoren på de demonstrerende dyrevenners ansigter.
For så enkelt kan det faktisk siges.
Tjener styrtende på dårlig dyrevelfærd
Men bag den kærlige modtagelse og den børnevenlige demonstration - den nye fastfood restaurant ligger nemlig lige ud til en legeplads, hvilket også har mødt modstand - gemmer sig et alvorligt budskab. I 2020 lovede McDonald’s at de inden 2024 ville udfase salget af turbokylling. Kyllinger, der er avlet til at vokse ekstremt hurtigt og derfor lider af meget alvorlige velfærdsproblemer og lever på alt for lidt plads. Og selvom McDonald’s år efter år genererer millionoverskud i Danmark, så lader dyrevelfærd ikke til at ligge ret højt på deres radar.
Rørende opbakning til kyllingerne
Men torsdagens aktion gav anledning til mange gode og rørende snakke. Ikke mindst med de mange unge, som stoppede op og gerne ville vide, hvad I derude konkret kan gøre, for at hjælpe kyllingerne.
Og svaret er selvfølgelig: Sig fra!
McDonald’s er løbet fra et klokkeklart løfte, men lige så længe de langer skamavlede dyr over disken, lige så længe står Anima klar til at kæmpe kampen for kyllingerne, sammen med alle jer dyrevenner, der siger fra på dyrenes vegne.
Synes du også, at McDonald’s skal tage ansvar?
Så hop ind på Animas facebookside og giv din mening til kende - og husk at tagge McDonald’s i din kommentar.
TV2 Kosmopols TikTok journalist var i øvrigt også på pletten. Se indslaget fra aktionen her og del din mening i kommentarsporet.