Et stort skridt for hønsene: Slut med skrabeæg i Irma

30 May, 2017

 
Buræg er på vej ud af alle danske supermarkeder, og nu går Irma et skridt videre og fjerner også skrabeæggene fra hylderne i deres 80 butikker landet over. “Det er en meget glædelig beslutning, som sender et stærkt signal til de andre supermarkedskæder,” siger Lina Lind Christensen, kampagnechef i Anima. 
 
Allerede fra denne uge vil der ikke være flere skrabeæg at finde på Irmas hylder - og det er der en god grund til. I produktionen af skrabeæg stuves tusindvis af høns sammen i en lukket hal, hvor de har meget lidt plads. De oplever aldrig sollys eller jord under fødderne, som de ellers elsker at rode og støvbade i. 
 
“Vores kunder har talt. De har fortalt os, at tiden er inde til at eksekvere beslutningen om at tage skrabeæggene ud af Irmas butikker. Irma har altid gået først i bestræbelserne på at øge dyrevelfærden, og det er et strategisk punkt at tænke dyrevelfærd ind i alt, hvad vi gør. Dette er bare ét skridt i den retning, flere vil følge,” siger Irmas direktør Søren Steffensen til Anima. 
Irma var de første, der valgte at stoppe salget af buræg allerede i 1994. Kæden har siden udfaset buræg i alle forarbejdede varer fra sine egne varemærker. Nu er tiden kommet til at tage fat på skrabeæggene, så der kun æg fra frilands- eller økologisk produktion tilbage.
 
Anima byder udviklingen varmt velkommen. Kampagnechef Lina Lind Christensen siger: “Det er kun et spørgsmål om tid, før forbrugerne vil kræve, at skrabeæg fjernes fra samtlige supermarkeders hylder, fordi dyrevelfærden er så ringe.” 
 
Gør hønsene en stor tjeneste, og skriv under for at udfase skrabeæg i Danmark.

 


Skriv under: Jeg siger nej tak til æg fra skrabehøns