Yulin hundekødsfestival – vi skal stoppe den!

4 June, 2025

Kampen mod hundekødsindustrien 

Hvert år i juni forvandles den kinesiske by Yulin til et mareridt for dyr, når den såkaldte Yulin hundekødsfestival finder sted. Her bliver tusindvis af hunde og katte - ofte stjålet fra familier eller fanget på gaden - fragtet i overfyldte bure og brutalt slået ihjel for deres kød. 

Lad os sammen råbe de lokale politikere op og vise dem, hvor mange der ønsker at sætte en stopper for festivalen!


Stop den grusomme festival i Yulin - skriv under nu!

International fordømmelse

Selvom festivalen aldrig har været en officiel begivenhed, har den siden 2010 tiltrukket massiv kritik både i Kina og internationalt. Og med god grund: Dyrene transporteres under forfærdelige forhold, mange dør af tørst, sygdom eller kvæstelser, og de overlevende aflives med voldelige metoder som slag med køller, elektrisk stød eller ved at få halsen skåret over. 

hund i trådnet

Stjålne familiedyr pines ihjel 

De fleste hunde og katte, der ender på Yulin-markedet, er stjålne kæledyr. Mange har stadig halsbånd på, når de findes, og deres ejere leder forgæves efter dem. 

Industrien drives på ulovlig og lyssky vis, da det sjældent kan betale sig at opdrætte hunde til kød. 

Som Animals Asias leder Deng Yidan har forklaret: 

At spise hunde kan næsten sidestilles med at købe tybekoster, for alle hundene er stjålet. 

Derudover kan kødet være sundhedsskadeligt, fordi smuglere bruger farlige stoffer som gift eller bedøvende pile for at fange dyrene - og resterne af disse kan findes i dyrenes kød. 

hunde i bur

Heltemodige redningsaktioner

På trods af farerne lykkes det ofte kinesiske dyrevenner og aktivister at redde dyr i sidste øjeblik. I flere tilfælde har aktivister lagt sig foran lastbiler fyldt med hunde for at forhindre transporten til slagteri. 

I 2014 blev 2000 hunde reddet, da politiet stoppede lastbiler på vej til festivalen, og i 2022 blev over 400 hunde befriet, da en transport blev standset. 

Dyrene blev senere overdraget til internater, hvor de fik pleje og omsorg. 

Historien om hunden Nate, der blev reddet lige før sin sikre død, er blot ét eksempel. Han var blevet stjålet, mast ind i et bur med andre hunde og udsat for lidelse i dagevis. 

Men aktivister nåede at stoppe lastbilen, og Nate fik en ny chance for et liv med tryghed og omsorg. 

Kinesiske borgere rejser sig 

Selvom festivalen fremstår som et symbol på grusomhed, er det vigtigt at huske, at flertallet af kinesere ikke spiser hundekød. 

Faktisk blev festivalen oprindeligt startet af slagterne selv, og mange indbyggere i Yulin ønsker slet ikke traditionen. 

En ny generation af kinesiske aktivister fører an i kampen. De protesterer på gaderne, redder dyr fra lastbiler og spreder deres budskaber på sociale medier. 

Samtidig arbejder politi og dyrevenner i flere provinser sammen om at stoppe både hunde-og kattehandlere. 

Fremskridt år for år

Der er stadig langt igen, men presset virker. Hvor der tidligere blev slagtet over 10.000 dyr under festivalen, er antallet de seneste år faldet til omkring 1000. 

Nogle andre store fremskridt er blandt andet: 

  • 2020: Kinas regering anerkendte hunde som familiedyr, hvilket teknisk set forbød salg af hundekød. 
  • Millionbyerne Shenzhen og Zhuhai har indført direkte forbud mod hunde- og kattekød. 
  • Mange hundekødsfarme i Kina er blevet lukket, selvom det desværre har ført til flere tyverier af familiedyr. 
  • I 2015 lykkedes det at få et forslag om at forbyde hunde- og kattekød på parlamentets dagsorden, støttet af over 1 million borgere. 

Som Animas direktør Joh Vinding har sagt: 

Vi ser lige nu et voldsomt holdningsskift i befolkningen. Det er i de unge kineseres hænder, dyrenes håb ligger - og håbet vokser hele tiden. 

Hvorfor kampen fortsætter

Selvom festivalen er blevet mindre, eksisterer hunde-og kattekødsindustrien stadig i Kina. Det vurderes, at omkring 10 millioner hunde slås ihjel hvert år i landet. 

Festivalen i Yulin er derfor blevet symbolet på hele kampen mod denne grusomme industri. Og vi giver ikke op, før mishandlingen af dyr er fortid. 

Sådan kan du hjælpe

Din underskrift gør en forskel. Jo flere vi er, der står sammen, jo større bliver presset på de kinesiske myndigheder for at forbyde hunde- og kattekød og stoppe den grusomme festival én gang for alle. 

Skriv under nu og hjælpe os med at stoppe festivalen 


Stop den grusomme festival i Yulin - skriv under nu!

Sammen kan vi redde tusindvis af hunde og katte fra mishandling og død.