Coop-ledelse konfronteret med turbokyllingernes rå liv

23 January, 2025

Forestil dig at komme på arbejde og blive mødt af næsten 30.000 levende, tætpakkede kyllinger på en storskærm. Det var præcis, hvad Coops ledelse og hundredvis af medarbejdere oplevede, da en flok dyrevenner fra Anima trodsede den bidende vinterkulde og mødte op foran Coops hovedkontor en stormfuld januarmorgen.



Mens konkurrenterne er i gang med at fjerne turbokylling fra kølediskene, halter Coop fortsat bagefter. Selvom de tager visse skridt for kyllingerne og lover bedring, er det ‘too little, too late.’

Kyllingerne kan ikke vente længere, og vi må og skal have Coop helt i mål.

Derfor skød vi 2025 i gang med endnu en aktion: Vi satte en storskærm op foran Coops hovedkontor og sendte live fra en dansk turbokyllingestald. Til guitarens bløde toner og lyden af “Vær velkommen, Herrens år” og protestsangen “Drop turbokylling” bød vi Coops medarbejdere velkommen.

De fik hver en A4-folder - som et billede på den trange plads en turbokylling lever på.


Anima deler foldere ud, der viser en turbokyllings leveareal

En turbokyllings tunge skridt


Morgenmørket lå tungt over Albertslund mens livestreamen fra Landbrug & Fødevarers projekt kyllingestald.dk viste, hvordan en helt almindelig produktion af turbokyllinger ser ud i dagens Danmark. Et projekt, der i sin tid startede på initiativ fra Anima

I flokke på op mod 40.000 kyllinger, med 20 kyllinger per kvadratmeter, går de i en lukket hal med kunstigt lys. De vokser med lynets hast. Efter kun 35 dage, når de har nået slagtevægten, er mange af dem så medtagede af den hurtige vækst, at de lider af organsvigt, åndedrætsbesvær og store smerter. Hele 75% af kyllingerne kan ikke gå normalt.


Næsten 30.000 turbokyllinger i en tætpakket stald

Vi fortsætter i 2025

Coop er en af de største dagligvarekæder i Danmark. Dermed har de nøglen til at forbedre livet for millioner af kyllinger og 2025 skal være året, hvor Coop tager sit ansvar alvorligt. Selvom de tager visse skridt i år, så undskylder de sig fortsat med, at de blot følger efterspørgslen og giver kunderne, hvad de vil have. 

Men hvad mener du?

Skriv under på vores opfordring til Coop og lad os vise dem hvor mange dyrevenner, der ønsker sig bedre forhold for kyllingerne!


Hos Anima holder vi ikke vejret. Vi vil have bedre pladsforhold, langsommere voksende kyllinger og sætter alle sejl til, indtil Coop viser ansvar og sætter tilstrækkelig handling bag ordene.


Ikke i mit navn: Coop, stop salg af turbokyllinger!