Knap 70.000 underskrifter mod tyrefægtning afleveret til den spanske ambassade!
Tusindvis af engagerede dyrevenner har skrevet under for at stoppe tyrefægtning. Den brutale tradition praktiseres stadig i stor stil i Spanien, hvor tyre hvert år pines til døde. Underskrifterne er nu afleveret til den spanske ambassade i København med et klart budskab: Stop tyrefægtning nu!
Tak til alle jer, der har skrevet under og været en stemme for dyrene!
Overrækkelsen sender et tydeligt signal til de spanske myndigheder om, at resten af verden ser med, når de hvert år sender tyre ind for at ‘kæmpe’ i arenaen. Tyrefægtning er dyremishandling – også selvom de spanske myndigheder forsøger at forklæde det som ‘kulturarv’ eller ‘tradition’.
Markering foran ambassaden
Underskrifterne blev overleveret i en mappe og taget godt imod på ambassaden, som vil sende budskabet videre til den spanske regering. Den store folkelige opbakning giver fornyet håb i kampen for tyrene. Vi står side om side med dyrevenner fra hele verden, der kæmper for at sætte en stopper for lidelserne og skabe en fremtid, hvor dyr ikke mishandles for underholdningens skyld.
Opbakning fra den spanske befolkning
Den voksende modstand mod tyrefægtning har også bredt sig i Spanien. Over 700.000 spaniere har skrevet under på et borgerforslag om at fjerne tyrefægtningens status som en del af den spanske kulturarv - hvilket er første skridt mod et landsdækkende forbud. Det vidner om, at presset for forandring ikke kun kommer udefra, men også har rodfæstet sig i hjertet af Spanien.
Den globale modstand og den interne kritik i Spanien har skabt et stærkt momentum for forandring. Borgerforslaget skal nu behandles i den spanske kongres, der ikke længere kan ignorere de mange stemmer, der råber op for tyrene.
Dyr skal ikke betale prisen for barbariske traditioner. Det er på tide, at respekt og medfølelse for dyr bliver fremtidens kulturarv.
