Den Engelske avis The Guardian bragte i februar en længere artikel om sæljagten, som bl.a. rummede en sigende historie set fra sælfangernes perspektiv. Vi lader sælfangeren tale:

Sælfangerens historie

"Mit navn er Jean-Claude Lapierre, formand for sælfangernes forening for Madeleine øerne.

‘På min første jagt ville min far ikke have, at jeg tog med, fordi han mente, at jeg var for ung. Jeg græd så meget, at min mor pressede min far, og han sagde OK. Jeg sov ikke den nat, fordi jeg var så spændt.

‘Næste morgen ankom vi til den store is. Der var mange sæler. Det første, der imponerede mig, var babysælernes kald. Min far dræbte en whitecoat [sæl under 12 dage med hvid pels], og han sagde: “Jean, du skal gå ud og dræbe den store. Moren.”

‘Jeg var så nervøs, men jeg blev nødt til at gå. Jeg tog min hakapik [kølle med krog i enden]. Jeg slog den i måske 10, 15 minutter. Jeg var så nervøs, virkelig virkelig nervøs. Jeg vendte mig og så på min far og resten af besætningen, og de grinede af mig. Efter det dræbte jeg nogle whitecoats, og jeg følte mig lidt skyldig…Jeg forstod ikke rigtig, hvad der foregik. Det var sådan jeg fandt ud af, at jeg var en mand og sluttede mig til besætningen, da jeg var 12 år gammel.

‘Jeg er 66 nu. Jeg har været med hvert år siden. Det er altid svært at dræbe dyr. Det gør ondt indeni - hvis du tænker over, hvad du laver."

Læs hele artiklen her