Sverige vil have svømmevand til mink
Det svenske folketing tager i dag fat på en række forslag om bedre velfærd til mink. I Sverige har der i mange år været en kraftig modstand mod pelsavl i befolkningen. Meningsmålinger i både 2011 og 2012 har vist, at 7 ud af 10 svenskere ønsker et forbud mod minkfarme. Kun 18% ønsker, at minkavl skal være tilladt. Så der er god grund til at begynde at gøre noget ved problemet.
Naturlige forhold til mink
Det lovforslag, der ser ud til at have størst chance for at blive vedtaget, går ud på, at man skal tage hensyn til minkenes naturlige behov i produktionen. Forslaget minder på mange måder om de regler, der allerede findes i Tyskland.
A short segment of an American mink running, swimming and hunting in the Baker Wetlands
"Det er meget glædeligt at de svenske politikere prioriterer dyrevelfærd. Når man hører danske minkavlere tale om, hvor mange penge, de tjener, skulle man tro, at de også kunne gøre noget for dyrene," udtaler Thorbjørn Schiønning fra Anima og fortsætter: "Hvis både Tyskland og Sverige kan gøre det her, så er der ingen grund til, at danske mink skal have dårligere forhold."
For 10 år siden var der 170 minkfarme i Sverige. Nu er antallet nede på 70. Det er dog ganske store farme, der er tale om. Det samlede antal mink i Sverige er ca. en million.
Snævert flertal for minkene
Den politiske situation i Sverige er sådan, at partiet Sverigedemokraterna har de afgørende stemmer. Ved dette partis landsmøde i november 2011, valgte man en ny kurs for minks dyrevelfærd. Partiet stemte for at give mink adgang til svømmevand, mulighed for at klatre og leve alene i perioder. Altsammen ting som mink gør i naturen.
Sammen med partierne Socialdemotraterne, Miljøpartiet og Venstrepartiet har Sverigedemokraterna et flertal. Alle disse partier støtter bedre forhold til mink og har nu stillet en lang række forslag. Flertallet er dog spinkelt. Partierne der støtter minks velfærd har tilsammen 176 mandater. Regeringen, der ikke støtter forslaget har 173. Vi følger sagen tæt.