San Francisco forbyder salg af pels

22 marts, 2018

Efter at West Hollywood og Berkeley havde vist vejen, er San Francisco blevet den første storby i verden, der forbyder salg af pels. Et lovforslag fra politikeren Katy Tang betyder nu, at byens butikker skal stoppe salget af pels fra januar 2019.  

- Over 50 millioner dyr bliver voldeligt dræbt hvert år verden over for at tilfredsstille modeindustrien, udtalte Tang efter afstemningen om forslaget på byens rådhus. Men nu er det ifølge Tang slut med at modebranchen skal tjene penge på dyrs lidelser

San Francisco er en by med progressive værdier, hvor vi tror på at alle mennesker har rettigheder, og at det også gælder alle levende væsner. Og det er ikke rigtigt at lade denne praksis fortsætte.
- Katy Tang

Tang var ikke alene i sin holdning og den nye lov blev vedtaget med 10 stemmer for og 1 imod. Byens borgmester Mark Farrell har meddelt at han vil underskrive loven.

Dyrevelfærd er vigtigere end økonomi
Eneste undtagelser fra forbuddet er genbrugsbutikker. Til gengæld vil den nye politik også omfatte bestillinger fra internettet, der skal leveres til adresser i byen. San Franciscos handelskammer vurderer, at loven ikke vil påvirke den lokale økonomi, selvom der sælges pels for 40 millioner dollars i byen om året. Ifølge kammerets underdirektør Jim Lazarus vil forbuddet påvirke omkring 50 butikker i byen.

Et eksempel til efterfølgelse
Flere står nu på spring for at følge San Francisco. I England har en underskriftindsamling for at stoppe handel med pels i landet netop rundet 100.000 underskrifter og vil blive diskuteret i landets parlament. England har forbudt pelsdyravl og landets sidste pelsfarm lukkede i 2003. Derfor mener mange, at næste logiske skridt er at stoppe handlen med pels.

I Danmark gives der stadig offentlige midler til at promovere pels. Det sker bl.a. gennem Københavns kommunes støtte til Copenhagen Fashion Week, der desværre til stadighed promoverer pels.

- København er en by, der gerne vil være kendt for bæredygtighed og respekt. Men det harmonerer dårligt med at man stadig giver penge til modeugen uden at stille krav om dyrevelfærd. Det må og skal vi gøre bedre, så forhåbentlig kan San Franciscos historiske beslutning også inspirere politikerne på Københavns Rådhus, siger Animas direktør Joh Vinding. 



Skriv under: Ingen skattepenge til modeugen