Det er nok de færreste der ville åbne deres hjem for 33 forsøgshøns, under løfte om at dyrene skal kunne leve lykkeligt til deres naturlige død. Ikke desto mindre var det lige præcis hvad Johan og Livia gjorde, da Anima havde fået til opgave at skaffe nyt hjem til disse 33 stakler. At tilbyde 33 høns en ny chance for et liv handler ikke bare om at have den fornødne plads på en gård, det handler mindst ligeså meget om at have hjerterum til at gøre det rigtige, når nogen rækker en hånd, pote, eller vinge ud efter hjælp.
Som du sikkert ved, har Anima hverken vildtplejestationer, internatter eller rullende dyreambulancer. Vores muligheder for at omplacere dyr er i sagens natur også meget begrænset. Alligevel gør vi vores ypperste for at hjælpe de dyr, der i en krisesituation har akut brug for hjælp - og det var lige præcis, hvad der skete i denne historie.
En svensk dyreven havde som en del af hendes uddannelse til biolog studeret adfærden hos en flok tidligere burhøns på Landbohøjskolen. Hønsene havde hidtil opholdt sig på et areal, der var på størrelse med en side i dette blad, men blev nu lukket ud for at se om de kunne leve, som høns gør naturligt.
De fleste manglede fjer og havde ingen muskler til at bevæge sig med, da de aldrig havde kunne røre sig i burmiljøet. Men langsomt forbedrede fuglene deres
fysik og det var tydeligt, at ingen dyr bliver vant til at leve i små bure, uanset om de aldrig har kendt andet. Så snart de havde muligheden for at udforske deres nye omgivelser og fysikken til det, så begyndte de at gå, hakke i jorden, støvbade og de mange andre ting, som er det naturligste i verden for en høne.
At omplacere 33 høns der har levet hele livet i et lille bur er ikke en nem opgave, alligevel kom vi hurtigt frem til hvilket nummer vi skulle ringe op på.
Tanken var, at hønsene skulle fordeles til forskellige steder, men Johan & Livia valgte at adoptere samtlige og give dem et fristed i resten af deres liv. Var hønsene ikke blevet adopteret, så ville de alle blive aflivet, som det sker for andre forsøgsdyr. Dette er et godt eksempel på at også forsøgsdyr fortjener en ny chance for et godt liv, når de ikke længere indgår i forsøg.
Vi har talt med Livia & Johan for at høre, hvordan de plejede 33 høner tilbage til livet.
Anima: Prøv at beskrive hvad det var i så da i mødte hønsene første gang.
Johan: Da vi hentede hønsene var de delt op i flere grupper efter deres temperament og velbefindende. Ca. halvdelen af hønsene manglede det meste af fjerdragten. Alle høns, medundtagelse af et par stykker havde bare pletter. To af dem havde en rødlig farve fra størknet blod i hele fjerdragten, sikkert på grund af tidligere skader. Generelt virkede de meget urolige og meget forstyrrede.
Anima: Hvordan reagerede dyrene på at være i naturlige omgivelser for første gang i deres liv?
Livia: Ved hjemkomsten, delte vi hønsene op i tre grupper, de svage, mellemgruppe og de stærkeste. hver gruppe fik en hane, ( dem havde vi i forvejen ). De svageste virkede meget skræmte og ved mindste uro speedede de væk i vild forvirring. Den første dag bevægede de sig knap nok udenfor. Vi bemærkede, at de spiste voldsomt hurtigt og konstant. Deres hovedbeskæftigelse var at spise hele dagen lang og også den første nat blev der spist. Denne gruppe høns havde varmelampe.
Formodentlig havde hønsene været vant til lys døgnet rundt, hvorfor de manglede døgnrytme. Æglægningen var godt i gang allerede den første dag, men en del blev lagt som vindæg ( uden skal ) formodentlig pga stress omkring transport. Nogle fra mellemgruppen gik udenfor og det tog ikke lang tid før de fik smagt på græs og mærkede solens stråler. Det samme gælder for den stærkeste gruppe, den af grupperne hvor hønsene var mest rolige.
Anima: Hvornår kunne i begynde at se en ændring i dyrenes adfærd?
Johan: Efter en uge, var der kommet enkelte pinde på de bare pletter. Alle hønsene gik ude om dagen og begyndte så småt at få en døgnrytme. De fleste af dem kunne nu finde ud af at skrabe og støvbade i solskin. Deres hysteriske spisevane var aftagende, fordi de havde fundet nye beskæftigelser, som førnævnte. Æglægningen var lidt aftagende, ca. 20 æg om dagen fra 33 høner. På trods af at de nok aldrig har set en hane før, lod de sig parre og opvarte.
Anima: Nu har hønsene boet hos jer i ca tre måneder, hvordan har de det i dag?
Livia: Alle hønsene har i dag en normal fjerdragt. De virker gennemgående som rolige og harmoniske høns. En del af dem er blevet tamme. Vi har måttet flytte rundt på nogle få høns grupperne imellem på grund af deres trivsel. I dag lægger de ca. 15 æg om dagen.
Døgnrytmen er helt i orden, hønsene går til ro ved solnedgang og sætter sig på siddepinde. Dog, hvis vi tænder for lyset springer de straks ned og begynder at spise.
Som en blomst der vokser gennem cement har disse dyr klaret sig mod umulige odds. Fra kun at være set som produktionsenheder, hvor alle deres behov bliver ignoreret er de nu fri og lever glade hønseliv. Det er ikke underligt, at mange folk har svært ved at forholde sig til dyrs behov, når man kun oplever dem i tarvelige dyrefabrikker. Disse 33 høns får nu muligheden ikke blot for et nyt liv, men for at være ambassadører for alle burhøns, der stadig er spærret inde.