Animas pelskampagne er historien om David mod Goliath. Som vi alle ved vandt David kampen, selvom oddsene ikke var i hans favør, og på samme vis er Anima ved at vinde kampen for pelsdyrene i Danmark på trods af, at Danmark er verdens største pelsproducent.
Hvert år må millioner af mink, ræve, chinchillaer og kaniner lade livet for at blive til vinterens mode. Vi er et land, hvor medlemmer af den kongelige familie overværer pelsauktioner og tv-værter og kendte mennesker ifører sig uden at blinke. Der har endog tidligere siddet folk fra pelsindustrien i bestyrelsen for landets største dyreværnsorganisationer.
Er man fast besluttet på at gøre pelsdyrs avl til en del af fortiden kunne man med andre ord næppe vælge et værre sted at begynde sit arbejde. Da England som det første land i verden forbød pelsfarme opererede 13 pelsavlere i landet. Da Anima begyndte sin pelskampagne i Danmark omkring år 2000, var der over 5000 aktive farme. I denne artikel kan du læse om de første år af Animas pelskampagne fra 2000-2006.
Som et tophold i sportens verden har Anima altid valgt at fokusere på vores egne styrker, og ikke ladet os afskrække af en industri, der er en kolos på lerfødder. Vi ved, at når medfølende mennesker får information om dyrenes vilkår, så ønsker de ikke at støtte industrien. Derfor går vi i offensiven og skaber strategiske resultater her og nu, der samtidig underbygger vores endelig mål om stoppe pelsindustrien helt.
2000
Animas pelskampagne startede med en stor undersøgelse af den omfattende handel med hunde- og kattepels i Danmark. Vi kortlagde handlen, hvilket bl.a. viste at store firmaer som Illums havde haft kattepels i deres udstilling, og at en gros forhandlere som Skindhuset havde flere tusinde skind fra mishandlede hunde og katte på deres lager.
Vores første kampagne blev netop en kampagne for at stoppe denne hovedforhandler af hunde- og kattepels. Med regelmæssig oplysning ved butikken, protester og medieopmærksomhed var vi godt på vej til at vinde vores kampagne og hjælpe tusinder af hunde og katte med at redde deres skind.
2001
For første gang startede Anima en kampagne for at hjælpe de mange andre dyr i pelsindustrien. Et stort fokus på hunde- og kattepels medvirkede til at mange fik øjnene op for, hvilke problemer, der var for mange andre dyr, der ender som kraver og kanter. Animas pelskampagne har altid fokuseret på modeforretninger, fordi de sælger så store mængder tøj, at hvis en enkelt kæde har en frakke med en pelskant i sin kollektion vil dette sikkert betyde, at de sælger mere pels end en ren pelsforretning. Samtidig er det ganske let for disse kæder at fjerne pels, fordi det kun udgør en lille del af deres forretning, og måske aldrig har tænkt over, hvad pelssalg betyder for dyrene. Vi gik spændte i gang med arbejdet, der skulle blive et hovedfokus for Anima i de kommende år.
Vores første kampagner rettede sig bl.a. mod Nørgaard på Strøget og kæden Nice Girl. Efter lang tids arbejde lykkedes det at få en aftale i stand med butikkerne om ikke at indkøbe pels. Kampagnen bekræftede det vi hele tiden havde troet; når forbrugere bliver konfronteret med konsekvenserne af deres handlinger og dermed får mulighed for at træffe en reel beslutning om hvad de vil have på.
Forbrugervalg starter med forbrugeroplysning, og ingen i Danmark har lyst til at støtte dyremishandling.
2002
Animas effektive kampagne for at stoppe salg af pels i modeforretninger fortsatte ufortrødent og stadig med fremragende resultater.
B-Young sælger tøj i over 200 forretninger, og har desværre valgt at bruge pels i deres kollektioner. Efter forgæves at have søgt dialog koordinerer Anima en kampagne, der fungerer over hele Norden. En kæk kanin fortæller B-Young at de skal B-Kind og budskabet går lige ind hos de kunder, der for første gang får mulighed for at kigge bag firmaets pelskrager, og ser hvordan kaniner i Østen lever under kummerlige forhold
B-Youngs ledelse kan heldigvis også se problemet og erklærer, at der i fremtidige kollektioner ikke vil være ægte pels.
Inspireret af succesen med den store kampagne for et pelsfrit B-Young arbejdes der videre med at få forskellige kæder til at droppe pelsen. Et par af de steder, hvor arbejdet bærer frugt i 2002 er hos kæderne D&A, Golddigger og Orsay. Anima vokser i denne periode meget, og for første gang begynder lokalgrupper at arrangere selvstændige kampagner, som da Anima Odense overtaler netop Orsay til at fjerne alt pels efter et par succesfulde protester.
Danmarks største modefirma Bestseller, der alene er større en sine to nærmeste konkurrenter tilsammen vælger en pelsfri politik. Dette dækker bl.a. mærkerne Vero Moda, ONLY, Jack & Jones og VILA. Inden har Anima bl.a. haft protester ved firmaets butikker i Odense og København. Politiken dækker over tusinder af butikker over hele verden.
2003
D 1. oktober lykkedes det som var startet 3 år forinden. Et lovmæssigt forbud mod import og handel med hunde- og kattepels blev indført. Dette stoppede dog ikke nødvendigvis salget, da pelsene ofte sælges under falske navne. Kampagnen er derfor i dag en integreret del af vores bestræbelser på at gøre moden pelsfri generelt.
2003 var også året, hvor England som det første land i Europa indførte en lov, som forbyder at drive pelsfarme, fordi befolkningen finder det uetisk. For første gang udtaler et af EU's og verdens førende lande, hvad dyrevenner i årtier har hævdet. At opdrætte dyr for værdien af deres pels er uetisk og bør forbydes.
Over hele Europa arbejder andre dyreværnsgrupper for de samme mål som Anima. Dette år stod vi sammen om en række kampagner, der betød en fantastisk forskel for pelsdyr over hele verden, og en positiv forandring hos en række af verdens største firmaer.
Årets store kampagne rettede sig mod IC Companys, der med en omsætning på over 3 milliarder kr. er en sværvægter i den danske modeindustri. Efter langstrakte forhandlinger arrangerer Anima en international aktionsdag, som skal gøre IC Companys kunder opmærksomme på, hvilke konsekvenser det har, at firmaet vælger at bruge ægte pels.
Protesterne falder sammen med firmaets generalforsamling, hvor dyrevenlige aktionærer havde stillet forlag om indførsel af en pelsfri politik. Der bliver dog ingen afstemning om punktet, da bestyrelsen inden punktet skal debatteres erklærer, at de støtter denne politik. Med et trylleslag viser forbrugernes magt igen, at det er muligt at få selv store virksomheder til at lytte, hvis man har fornuft og argumenter på sin side. IC Companys omsætter hvert år for over 3 milliarder kroner. Virksomheden beregnede selv, at de bruge pels i ca. 130.000 stykker tøj årligt, hvilket vil sige, at mere end 250.000 dyr hvert år redder skindet på baggrund af denne kampagne.
2004
Dette blev året, hvor det store internationale netværk af dyrevenner, som arbejder for pelsdyrene begyndte at samarbejde for at sætte spot på en af den internationale modes absolutte mastodonter. Nogle firmaer som H&M har selv valgt ikke at sælge pels, mens andre skulle have lidt hjælp på vejen.
Zara driver over 2000 butikker over hele verden. I dag er de alle pelsfri. og beviser, at stilfuld mode og dyremishandling ikke behøver at hænge sammen. I 2003 deltog Anima i en international kampagne for at stoppe firmaets omfattende salg af pels. Med budskabet ”Shoppe hos Zara?” og billeder fra almindelige pelsfarme tænkte mange sig om en ekstra gang inden de faktisk handlede i butikken. Efter 9 måneden koordineret indsats meddelte firmaet netop inden en international aktionsdag, at man for fremtiden ville hold en pelsfri politik. Dette gælder hele Inditexkoncernen og dermed også mærker som Massimo Dutti.
Mango som er Zaras lillesøster i Spansk mode var heller ikke sene til at følge denne politik og pludselig var en dynamisk duo dannet.
Året ud valgte virksomhed på virksomhed at meddele os, at de havde stoppet deres salg af ægte pels. Oftest i sammenhæng med at have hørt fra oprørte kunder. En række eksempler fra dette år var:
Message fik beskeden
Vi har d. 15.03.04 modtaget følgende mail fra Message, der er blevet flyttet til listen over pelsfri butikker. En stor tak til alle der har kontaktet Message.:
Jeg har forespurgt hos vores indkøbsansvarlige og de siger at vi har valgt ikke at købe produkter at ægte pels, og at vi altid spørger vore leverandører om hvorvidt varen er med imiteret pels eller ægte pels.
Jeg kan derfor meddele at vi i Message ikke handler med ægte pels....
Tippy støtter dyrene!
Vi har d. 16.09.04 modtaget følgende mail fra den store danske kæde Tippy, der også har butikker i Sverige:
I henhold til telefon samtale med Deres kontor, bekræfter vi hermed, at vi IKKE handler med pelse, eller lignende produkter i Tippy A/s.
Med venlig hilsen
Leif Bach
Direktør Tippy A/s
Langsomt med sikkert tog vi flere skridt på den kurs, som vi havde udstukket. En kurs der viste sig at gøre en stor forskel med det samme.
2005
REDGREEN Group der udover deres maritime kollektioner driver tøjmærkerne Imitz og Choise. Alle mærker havde udmærket sig uheldigt ved at bruge pels fra alt fra kaniner til vaskebjørne og ræve. Hvor pelsen stammede fra var umuligt at se i deres tøj, og firmaet indikerede selv, at de brugte så billig pels (hvilket sikkert ikke betød bedre velfærd for dyrene), at de ikke havde råd til at skifte til en flot imiteret pels.
Der så til en start ikke ud til at være nogen løsning på konflikten, hvorfor vi forsøgte at appellere til kædens kunder, for at bede dem overtale firmaet. Informationen gjorde forskellen og ved en enkelt protest i Esbjerg fjernede en Imitz-forretning spontant alt deres pels, da de var forfærdede over, hvordan pelsdyrene bliver behandlet. Endnu engang blev det slået fast, at der ikke var langt fra information til reaktion hos mennesker, der har hjertet på rette sted. Dette viste sig også at række til designere og ledelse hos firmaet.
Efter længere tid på den sorte liste tog REDGREEN group et et flot skridt for dyrene. Længere dialog overbeviste firmaet om det forkerte i at anvende ægte pels, og Anima modtog d. 07.10.05 nedenstående e-mail fra firmaets direktør Henrik Skovsby til Animas formand Joh Vinding:
Vedr. fremtiden kan jeg oplyse dig om, at vi har modtaget dit materiale vedr. brug af kunstpelse. Dette materiale er håndteret af vores produktions- og design afdeling på Imitz. Således vil vi på de næste sæsoner ikke have pelsprodukter med.
Lene - V dropper pelsen - datterselskab tøver
Efter moden overvejelse har Lene - V, som ejes af den norske kæde Conseptor besluttet at indføre en pelsfri politik. Kædens direktør Stein Lande står selv bag denne fremsynede politik. Resten af Lene- V teamet står også bag politikken, hvilket bekræftes af nedenstående mail fra firmaets danske ledelse.
Kære Joh Vinding,
Lene V Danmark er en del af Conseptor koncernen og vi bakker selvfølgelig op omkring den pelsfrie politik, der er iværksat af vores Direktør Stein Lande.
Med venlig hilsen
Michael Bergmann
Lene V Danmark A/S
Dyrevenner kan nu atter færdes trygt i Lene-Vs butikker uden pludselig at stå ansigt til ansigt med et mishandlet dyr.
Anima testede hvad der var blevet solgt som en hundepelsfrakke gennem auktionshuset .
Den sidste gode nyhed i 2005 kom fra en række svenske firmaer, der alle opererer i Danmark.
Gant er en gigant i svensk mode og sælges på verdensplan i over 4000 butikker. Mærket der startede i USA, men senere er kommet på svenske hænder er ligeledes repræsenteret ved mere end 200 egne butikker på fine adresser i Europas store shoppinggader.
Desværre har firmaet gennem længere tid solgt forskellige pelsprodukter fra kaniner til prærieulve. Efter at have fået grundig information om pelsindustrien greb firmaet i egen barm. Fra 2007 vil Gant være pelsfri, mens de allerede i 2006 vil have langt mindre pels på hylderne end i den forgangne vinter.
Samtidig valgte både SVEA og Boomerang at gå samme vej. Svensk mode er i dag næsten helt uden kæder eller butikker, der sælger pels, hvilket smitter positivt af på Danmark. Det er altid positivt, når virksomheder tager deres etiske ansvar alvorligt. Beslutningen som disse kæder har taget går i den helt rigtige retning, og foruden at lytte til sine kunder og offentligheden, så har de reddet tusinder af dyrs liv.
Vinden blæser i vores retning og de kommende år vil uden tvivl betyde mere succes. Men fremskridt vil altid blive skabe på en baggrund af hårdt arbejde. Hvis du har læst på denne side og føler der bør ske forandring til fordel for dyrene, så er Animas kampagnehistorie et bevis på at vilje og fakta er nok til at gøre en forskel. Du kan læse mere i vores aktivistsektion, om hvordan du kan gøre en forskel. Det kræver ikke andre forudsætninger end en god indstilling og en stålsat vilje.
Selvom vi har lagt godt fra land, er der stadig mange udfordringer tilbage, som vi i fællesskab bliver nødt til at løfte for at stoppe den mishandling, som dyrene hver dag bliver udsat for af en industri, der ikke vil blive stoppet af andre end medfølende mennesker, som dig! Læs mere om muligheder for at gøre en forskel her.
2006
Munthe plus Simonsen vælger efter en længere kampagne at blive pelsfri. Kampagnen var et samarbejde mellem Anima og svenske Djurrättsalliancen. Få firmaer er så højt profileret som Munthe plus Simonsen, så det varmede vores hjerter at opleve den utroligt store støtte vores kampagne mødte fra de mange modebevidste shoppere, som henvendte sig til firmaet og bad dem
Den. 15. marts modtog vi således denne mail fra markering director, Henrik Fjordbak: Med virkning fra efterårs kollektionen 2007 er munthe plus simonsens pelspolitik; at vi ikke ønsker at benytte pels fra vilddyr (Ræv, Mink, Coyote m.fl.). Det vil derfor fra forår 07 ikke længere være muligt at finde disse produkter i vores butikker. Dette er ligeledes gældende for produkter som vi producerer og videresælger til andre butikker.