Harpesælen tilhører en gruppe pattedyr der er kendt som pinnipeder (det er dyr med fjer, finner eller svømmefødder). Denne gruppe rummer både ægte sæler, pelssæler, søløver og hvalrosser. Harpesælens navn kommer fra det sorte ønskebens formede aftryk som findes på den voksne sæl, og som nogen engang har ment lignede en harpe (Lavigne and Kovacs, 1988). Dens videnskabelige navn, Pagophilus groenlandicus, betyder: Den som elsker is fra Grønland. Den er også kendt som Phoca groenlandica, der simpelthen betyder Grønlandssælen.

Fødsel
Sælhunner bruger det meste af deres drægtighedsperiode ved at søge føde i de nordlige vande ved Grønland, og vender kun tilbage til det sydligere Canada i efteråret for at føde en ny unge, præcis et år senere. Fødslen sker hurtigt og tager ofte mindre end et minut. Unger fødes normalt med deres halefinner først. Under fødslen drejer sælmoderen hurtigt rundt for at snuse til sin unge, næse mod næse.

Gennem denne første kontakt, lærer moderen ungens unikke duft at kende, den duft som hun senere bruger til at identificere den, hver gang hun vender hjem med føde. En hun-harpesæl vil kun made sin egen unge, og inden ungen diger, snuser moderen næsten altid til den for at sikre sig, at det er dens unge. Denne snusen beskrives ofte som harpesælens kys. Det er utrolig vigtigt at denne tidlige kontakt mellem moder og unge ikke forstyrres. Hvis hunnen tvinges til at forlade isen inden et bånd er blevet knyttet mellem hende og ungen, kan hun måske ikke genkende den, når hun vender tilbage til isen.

En forladt unge vil lide sultedøden. Moderen spiser sjældent selv i den periode hvor ungen diger, og både hende selv og ungen lever derfor af den energi, som er oplagret i hendes spæklag. Hunner kan tabe op til 3 kg. Om dagen under lakteringsperioden, og når ungen er gammel nok til at forlade sin mor, vil moderen have tabt mere end 25% af sin kropsvægt.