I Thailand er ca. 3800 af landets 5000 udryddelsestruede elefanter ejet af private. De fleste anvendes til turistattraktioner i elefantlejre, hvor de tvinges til at udføre cirkuskunster og give rideture. PETA har afdækket den forfærdelige tortur, som er rutine i Thailands hemmelige træningslejre. Baby-elefanter, som stadig dier, bliver bogstavelig talt revet fra deres mødre. De bliver fastholdt og pryglet nådesløst med sømbeslåede kæppe i dagevis. Disse ritualiserede træningstimer efterlader elefanterne med svære sår, traumatiserede eller døde.

FORRÅDT
I en landsby dybt inde i Thailands jungle tilbydes en babyelefant et stykke frugt. Født i fangenskab har hun levet i landsbyen med elefanttrænere, kaldet mahouts, siden hun for kun to år siden blev født. Hun er tillidsfuld overfor landsbyboerne - de eneste mennesker hun har kendt.

Forsigtigt rækker hun ud efter frugten med sin lille rynkede grå snabel. Hendes store runde fødder, som sidder for enden af 4 buttede babyelefantben, bevæger sig roligt frem. Frugten holdes netop ude for hendes rækkevidde, og tvinger hende til at bevæge sig fremad, uvidende om, at ethvert skridt bringer hende tættere på det ultimative forræderi og 7 dages tortur, som vil ryste hende i hendes grundvold.

Hun vokser stadig og er ikke meget højere end de landsbyboere, som i skjul er rykket nærmere for at omringe hende. Idet hun træder frem, kaster to mænd en løkke lavet af kraftigt reb om hendes hals. Skræmt forsøger hun at bakke ud af løkken, men det er for sent. Fælden er klappet, og der er ingen flugt.

Landsbyboerne farer af sted for at undgå hendes fægtende snabel og paniske kamp for at undslippe. Hun skriger i frygt, men hendes skrig bliver ikke besvaret. Hendes traumatiserede mor er nemlig blevet fjernet fra landsbyen som forberedelse til denne dag. Hun er stærk, men kan ikke klare det dusin landsbyboere, som kraftfuldt trækker i løkken, der graver sig endnu dybere ind i den følsomme hud på hendes hals.

DET KRÆVER EN LANDSBY
Der er en stemning af, at der er noget at fejre i landsbyen, da babyelefanten, ude af stand til at bevæge sig i nogen retning, afventer sin skæbne. Unge som gamle kommer for at se og deltage i det skue, som udspiller sig foran dem.

Et efter et bliver yderligere reb og stålkabler viklet omkring hendes mave, ben og fødder - endog hendes hale fastbindes. Hun forsøger desperat at slå sine plageånder tilbage ved at bruge snablen til at skubbe reb væk og beskytte sig mod deres smertefulde slag - men uden held. Der er ingen nåde. Hendes snabel og den sensitive hud mellem hendes tånegle udsættes for slag med køller og gennemtrænges af sømbeslåede kæppe, og søm kommes ind i hendes øre.

Bundet og udmattet kan hun ikke længere stå. Hendes ben giver efter, og tvinger hende til at hænge ved de reb, som strammer om hendes hals og mave, eller at falde sammen mod burets sider. Et slag mod ribbenene tvinger hende et øjeblik til at rejse sig igen.

En af landsbyens ældre klatrer ovenpå hende og sætter sig overskrævs på hendes hals. Han holder en kæp med et langt buet og spidst knivblad. På Thai giver han en besked til hende: Husk at hvis du ikke gør modstand, vil vi ikke skade dig. Han hæver kniven, spytter på den og lader den falde mod hendes hoved direkte mellem ørerne. Hver gang, han hugger bladet længere ned i hendes hoved, kæmper han for at få det ud af hendes torturerede og blodige kød. Senere erfares det, at hun har mistet hørelsen - sandsynligvis som et resultat af denne gamle mands sadistiske lektion.

Den gamle mand stiger af og to yngre tager hans plads. De sidder tilbagelænede på hendes ryg. Den ene af dem ryger en cigaret. Da hans rygepause er overstået, borer han ihærdigt den spidse ende af kniven ned i såret på hendes hoved - det sår som blev skabt af den gamle mand. Hun brøler i ufattelig lidelse og løfter sit hoved i et nyttesløst forsøg på at ryste instrumentet af sig.

Tusmørket er faldet i landsbyen. Gennem røgen fra et lejrbål, der brænder ved siden af hendes bur, afslører hendes sorgfulde øjne den frygt og forvirring, som en babyelefant, hvis verden er blevet vendt op og ned, oplever. Hendes moder er væk, og hun er blevet bundet, gennembanket og mishandlet af dem, som hun stolede på. Alligevel er hendes prøvelser langt fra overstået. I de næste mange dag nægtes hun mad, vand og søvn. I skiftehold slår landsbyboerne hende dag og nat for at sikre sig, at hendes underkastelse er absolut og fuldstændig.

En uge senere finder vidner til mishandlingen hende bundet til et træ udenfor landsbyen. Hendes øjne er hævede, så de kan ikke holdes åbne. Blod og betændelse løber ned af hendes store sønderrevne øre, og hendes krop er dækket med åbne sår. Videooptagelser af andre fangne babyelefanter med diare smurt ud over deres bagben er udpenslet bevis på den rendyrkede skræk, som de gennemlever. Prygl vil blive benyttet resten af deres liv for at minde dem om, hvem der bestemmer. Nogle vil i sidste ende slå klik pga. presset fra de skånselsløse overgreb, og angribe og dræbe mahouter og turister.

DE DØR FOR AT UNDERHOLDE DIG
Thailands elefanter, både de frie og de i fangenskab, er ofre for landets turistindustri. Hver baby, som psykisk knækkes og sælges til en af Thailands over 40 elefantlejre, indbringer mellem 2000 og 4600 dollars. Under dække af at være økoturisme tvinges elefanterne til at udføre cirkustricks, male billeder med deres snabler, spille på instrumenter og give rideture til turister.

Fattige landsbyboere og krybskytter er klar til at levere til elefantindustrien. De tre babyelefanter, hvis skæbne er fremstillet i vores video, repræsenterer kun en lille del af de babyelefanter, som knækkes i landsbyer over hele Thailand. På blot 4 måneder udsatte denne landsby ca.

 10 babyelefanter for den ritualiserede tortur og mishandling, der også er kendt som Phaajaan. Phaajaan betyder, at bryde kærligheden mellem to (f.eks. mellem moder og baby). Mens mahouterne påstår kun at have dræbt én elefant, beregnes det at ca. halvdelen af alle elefanter, som underkastes denne nedbrydningsproces, ikke overlever.

I naturen skyder krybskytter jævnligt moderelefanter for at kunne stjæle og knække deres unger. Ifølge officielle myndigheder i Thailand bliver krybskytter nødt til at skyde deres mødre, da elefanter har stærke moderinstinkter og ikke tillader nogen at komme i nærheden af deres unger - babyelefanter vil fortsætte med at die hos deres moder selv efter hun er død, og de nægter at flytte sig med flokken.

HVAD KAN DU GØRE?
Der er omkring 5000 elefanter i Thailand; størsteparten af dem er ejet af private. Det er bydende nødvendigt, at den tortur, som her er blevet afsløret af Anima og PETA, ikke får lov til at fortsætte.

Anima og PETA opfordrer den Thailandske regering til straks at vedtage love, som skal forhindre den grusomme behandling, indespærring og træning af elefanter og forbyde brugen af elefanter til kommercielle formål og underholdning. Formålet med en sådan lov vil være at beskytte disse følsomme, intelligente og stærkt truede dyr fra fremtidig mishandling. Hvis en sådan lov vedtages og håndhæves af den Thailandske regering, så vil Phaajaan, som vi kender det i dag, ophøre med at eksistere.

Mens antallet af elefanter falder, burde Thailand være et foregangsland i at etablere og promovere beskyttelse af elefanter i Thailand og andre steder. Turister ville flokkes til Thailand for at observere elefantflokke, der går frit i naturlige omgivelser, i stedet for at udføre cirkustricks på kommando.