Nye pelsafsløringer ryster det finske parlament

27 June, 2013

 

Ræven kigger forsigtigt ud af det nøgne trådbur. Den ligger helt presset sammen i hjørnet af buret med ørene lagt ned og halen trukket under kroppen. Enhver, der har hund kender disse tegn på et dyr, der er bange og ikke har det godt. En normal adfærd for en burræv, når den ser mennesker, men denne tidlige morgen kan den ikke vide, at de to personer udenfor buret ikke er kommet for at skade den. Stemmerne taler beroligende, mens kameraet knipser et par gange og fanger et blodigt sår på rævens øre. Omkring dem høres raslen fra hunderedevis af ræve, der vandrer hvileløst frem og tilbage i burene omkring dem.

Scenen er Finland - og to dyrevenner har netop taget et af de tusinder af billeder, der gennem de sidste 3 år har dokumenteret den systematiske dyremishandling, der finder sted på rævefarme som denne over hele landet.

Du kan se optagelserne herunder med egne øjne:

ØNSKER DU OGSÅ EN VERDEN UDEN PELSFARME?
BLIV MEDLEM AF ANIMA I DAG!

70.000 underskrifter for et forbud
Finlands politikere diskuterer i dag et lovforslag om at forbyde pelsavl. Debatten er blevet aktuel, efter finske dyrevenner endnu engang har afsløret elendige forhold på finske ræve- og minkfarme.

Dyrevennerne har over 2 år fulgt flere af pelsfarmene, og dokumenteret dyr i miserabel tilstand. De finske pelsavlere er allerede pressede, efter medierne i flere år har rettet kritisk fokus på de mange dyrevelfærdsmæssige problemer i produktionen.

Afsløringerne, som blev vist på Finlands kanal 1, har sendt chokbølger gennem landets parlament.

Igennem det sidste 1½ år har alle landets dyreværnsforeninger været på gaden for at indsamle underskrifter til at få pelsdebatten op på parlamentsniveau. 70.000 underskrifter er det blevet til, hvilket betyder, at politikerne er forpligtet til at behandle sagen.

Diskussionen om, hvorvidt pelsavl skal forbydes i Finland starter i dag.

Sidste år forbød Holland pelsdyravl, som den tredjestørste pelsproducent i verden, og for bare et par måneder siden fulgte Slovenien trop.

Flere andre europæiske lande er på nippet til at gennemføre lignende lovgivning.

Anima følger debatten tæt!