Royale i eksotiske skind fra blodig industri
9 August, 2013
Anima har i modeugen afsløret, hvordan krokodiller og slanger mishandles og flåes levende for at blive til sko og tasker. Det viser sig, at Kronprinsesse Mary og Prinsesse Marie for nyligt er blevet fotograferet med eksotiske skind ved offentlige begivenheder.
Foreningen sender nu et opråb til prinsesserne med en blodig video, der viser de uhyrligheder, der begås mod dyrene i modens navn. Videoen viser blandt andet, hvordan slanger får trukket skindet af, mens de stadig er i live, og hvordan krokodiller dræbes med slag fra baseballkøller.
“Jeg kan slet ikke forestille mig, at prinsesserne har kendskab til de uhyrlige metoder, som dyrene dræbes under. Derfor vil vi gerne oplyse dem," siger Thorbjørn Schiønning fra Anima og uddyber, “det er noget, der sker i det skjulte, og afsløringen har rystet selv en garvet dyreretsmand som mig. At se dyr, der får skåret hovedet af uden bedøvelse eller flås levende er virkelig hård kost. Men modeindustrien har åbenbart lukket øjnene for det. Derfor er der brug for, at forbrugerne er kritiske og der håber jeg, at prinsesserne vil være et forbillede for bevidste forbrugere.”
Giv dit løfte: Jeg vil aldrig købe skind fra eksotiske dyr
De to prinsesser er dog ikke alene om at stå frem med tasker lavet af kvælerslanger eller krokodiller. Blandt andre kendte er journalisten Louise Lehmann og modellen Malena Belafonte. IC Companys designeren Malene Birger har også brugt slangeskind i sine seneste kollektioner.
De modtager nu også alle information om dyrenes forhold fra Anima.