Danmark forbyder slagtning uden bedøvelse

13 February, 2014

 

Fødevareminister Dan Jørgensen har indført, at alle dyr der slagtes i Danmark skal bedøves. Selvom visse religiøse foreninger kritiserer loven, slår ministeren fast, at hensynet til dyrenes velfærd må veje tungere.
 
”Dan Jørgensen har helt ret i, at vi ikke kan være bekendt at slagte dyr uden bedøvelse, også selvom visse religioner har tradition for andet. Vi kan ikke lade tradition være et argument for at påføre dyr fuldstændig unødvendig smerte”, forklarer kampagnechef for Anima, Joh Vinding.
 
 
Anima ser positivt på ministerens initiativ til at påbyde bedøvelse. Samtidig er det vigtigt at gøre opmærksom på, at konventionel dansk slagtning ikke er problemfri. F.eks. bedøves kyllinger oftest med strøm i et vandbad, selvom man ved, at det mange gange ikke virker. 
 
Alligevel bruges det, fordi det er den billigste løsning for slagterierne. Selv efter forbedring af metoderne konkluderede EU, at bedøvelsen ikke virker for 4% af alle kyllinger. Det svarer til 4 millioner dyr i Danmark alene. 
 
Ved bedøvelse med boltpistol sker der fejlskud, som gør, at dyret oplever stor smerte og ikke mister bevidstheden straks.
 
Udover fejl ved bedøvelse oplever dyr, der skal slagtes stor stress, og i mange tilfælde har dyrene, inden de når slagteriet, været transporteret i mange timer på ekstrem trang plads.
 
”Vi ser ministerens initiativ som et rigtig fornuftigt skridt i den rigtige retning. Vil man som forbruger gøre endnu mere for dyrene, er det bedste man kan gøre at spise mindre kød”, slutter Joh Vinding.
 
 
Se optagelser fra kvægslagteriet i Århus herunder (stærke billeder):