Løgismose er nu 100% burægfri
Madkoncernen Løgismose markedsfører sig bl.a. på at have en holdning til de råvarer, de anvender. Derfor indeholder ingen produkter i deres faste sortiment buræg. Det betyder dog ikke, at virksomheden har været helt burægfri. Nogle af deres kampagneprodukter som f.eks. aioli har nemlig indeholdt de kontroversielle æg.
Fokus på 'skjulte' buræg
Anima tog kontakt til Løgismose og informerede dem om problemet. De reagerede med det samme og vil nu sikre sig, at alle deres produkter fremover vil være burægfri – både produkterne i deres faste sortiment og kampagneprodukterne.
”Vi er glade for, at Løgismose har reageret på vores henvendelse, og at de vil sørge for, at der fremover ikke vil blive brugt buræg i deres produkter”, siger kampagnechef Lina Lind Christensen, og fortsætter: ”Episoden viser, at det ikke kun er forbrugere, der kan have svært ved at undgå buræg. Det kan også være vanskeligt for virksomheder pga. mangel på gennemsigtighed omkring hvilken produktionsform, æg i fødevareindustrien kommer fra”.