Noma bliver vegetarisk halvdelen af året
Restauranten Noma, der i særdeleshed har været med til at sætte Danmark på det kulinariske verdenskort de seneste år, løftede i september sløret for i hvilken retning restauranten nu går. Og det ser rigtig spændende ud.
Hør Nomas chefkok beskrive visionen for det ny Noma i denne korte film.
I et interview med New York Times fortalte Nomas chefkok René Redzepi, at de planlægger at genåbne med ny restaurant og beliggenhed i slutningen af 2017. Og meget vil være forandret til den tid. Der vil være et endnu stærkere fokus på lokal mad, der følger årstiderne. Om foråret og sommeren vil dette betyde, at menuen bliver vegetarisk. Kokkestaben hos Noma har endda været på studietur til Japan, bl.a. for at lære om fermentering af grøntsager, hvilket bringer spændende smagsnuancer frem.
BESTIL ET GRATIS VEGETARISK INSPIRATIONSHÆFTE HER
En ret fra Noma. Restauranten har dannet sit navn af ordene NOrdisk MAd
Noma er med to Michelin stjerner og international anerkendelse en meget toneangivende restaurant, som tilmed blev kåret som verdens bedste restaurant i 2010, '11, '12 og '14. At Noma vælger at gøre menuen vegetarisk halvdelen af året siger noget om, at vegetarisk madlavning for alvor er på fremgang.
At Noma nu sigter efter at gøre restauranten endnu grønnere kommer måske ikke som en overraskelse for alle. Sidste år blev Redzepi under en tur til Italien spurgt, om han kunne se Noma gå hen og blive 100% vegetarisk nu, hvor restauranten i forvejen havde så stort et fokus på grøntsager i menuen. Hertil svarede han: “Vi arbejder i den retning. Det er en udfordring, som ikke skræmmer mig.” Spurgt om, hvor længe der går, før Noma er helt vegetarisk, svarede Redzepi: “Der er lang vej endnu. Men vi når det helt sikkert, før jeg fylder 50.”
Et helt vegetarisk Noma? Det lyder strålende. Indtil videre glæder vi os over den foreløbige plan om et “halvt” vegetarisk Noma.