Bed Amo droppe buræggene
OPDATERING: Kampagnen virkede og Amo har droppet buræg! Læs mere her: Stor sejr for hønsene
Skriv under for at få Amo til at indføre en burægfri politik!
De fleste kender Amos populære kageblandinger, der står på hylderne i ethvert supermarked. Hvad mange ikke ved er, at Amo bruger buræg. Denne type æg kommer fra høns, der er spærret inde i små bure, hvor pladsen er så trang, at dyrene ikke kan strække deres vinger ud.
Der er buræg i størstedelen af Amos kageblandinger og i flere af deres bolleblandinger. Det bliver årligt til en enorm mængde æg. Dermed bidrager virksomheden til at holde en produktion af æg kørende, hvor millioner af dyr lever under kummerlige forhold.
Fødevareproducenterne må tage ansvar
Hos koncernen Lantmännen, som står bag Amo, er forklaringen, at de bare producerer det, forbrugerne vil have. Men den forklaring holder ikke.
”Et stigende antal forbrugere fravælger æg fra burhøns, men når buræggene er skjult i forarbejdede fødevarer, har dyrevelfærdsbevidste forbrugere ikke en chance for at gennemskue det. Fødevareproducerende virksomheder er derfor nødt til at tage ansvar i stedet for at skyde skylden på forbrugerne”, siger kampagnechef Lina Lind Christensen.
Amo skriver hverken på produkternes emballage eller på sin hjemmeside, at virksomhedens produkter indeholder buræg.