Landmænd skoles til kynisme

25 February, 2016

 

Ny undersøgelse fra Københavns Universitet viser, at studerende på den traditionelle landbrugsuddannelse får et mere kynisk syn på dyrevelfærd, jo længere de er i deres uddannelse. Mange studerende starter med et syn på dyrevelfærd som noget, der handler om dyrenes følelser og behov, mens de på slutningen af uddannelsen går mest op i, hvor meget dyrene producerer. Det skriver Majbrit Terkelsen i Økologi og Erhverv.

Undersøgelsen peger på, at de yngre elever, dvs. dem der er på starten af deres studie, oplever en splittelse, da de føler, at man til tider må gå på kompromis med dyrevelfærden for at fremme produktionen. Hos de ældre elever, der nærmer sig slutningen på studiet, er denne splittelse ikke udbredt. 
 
 
Den generelle konklusion hos de ældre elever er, at deres syn på dyrevelfærd er blevet ændret i løbet af uddannelsen. Deres oprindelige fokus på dyrevelfærd som noget, der omhandler dyrenes følelser og behov, omtaler de nu som et “naivt by-syn”. I stedet fokuserer de nu på, hvor meget dyrene producerer, hvilket de omtaler som en mere “realistisk” opfattelse af, hvordan dyrene har det.
 
I løbet af uddannelsen får eleverne altså en forståelse og accept af, at dyrevelfærd ikke skal handle om dyrenes behov, men om produktionsresultaterne.
 
For lidt dyrevelfærd på landbrugsuddannelsen
Dyrevelfærd er ikke et tilrettelagt fag på den traditionelle landbrugsuddannelse. I stedet kommer det ind under mange fag, men det er ofte op til den enkelte lærer, hvor stor en rolle dyrevelfærd skal have i undervisningen.
 
 
Anima finder det dybt betænkeligt, at den uddannelse, der skal skole fremtidens landmænd ikke har større fokus på dyrevelfærd. Det er ligeledes betænkeligt, at elevernes dyrevelfærdssyn nærmest systematisk ensrettes i en retning, der lægger vægt på økonomi og effektivisering og ikke på dyrenes følelser og behov.
 
Majbrit Terkelsens artikel om undersøgelsen kan læses i Økologi og Erhverv nr. 582.