Da Astrid kigger på sin telefon, kommer beskeden mildest talt bag på hende. De har netop fået færten af en lastbil, som i over 10 dage har samlet hunde op og bevæget sig fra den nordlige del af Kina mod hundekødsfestivalen i Yulin. 

Beskeden bliver starten på den største redning af hunde i hele Kinas historie. Lastbilen er stoppet undervejs i mindre byer, hvor kriminelle bander, som stjæler hunde og katte, har lastet dem på køretøjet og sendt dem til slagtning. Men nu har et netværk af dyrevenner altså opsnuset, hvor lastbilen befinder sig.

"Det er jo helt vildt, at de stjæler kæledyr. Dyr som har et dejligt hjem. At de kan få sig selv til det, det forstår jeg simpelthen ikke," siger Astrid med dirrende stemme. 

Sammen med andre frivillige forsøger Astrid at redde hundene fra en forfærdelig skæbne. Det er fire år siden, hun forlod Nordjylland og rejste ud i verden som lærer. Hun har siden arbejdet i Kina, hvor hun er aktiv hos Animas partnerorganisation, Animal Action Guangzhou.

Selvom mange kinesere i dag fordømmer hundekød, er der stadigvæk nogle, som fortsætter med at spise hunde. Hundetransporterne foregår helt åbenlyst. Lastbilerne er sjældent dækket til, så alle kan se, hvad de kører med. Nogle tager billeder af nummerpladerne, som så sendes ud på de sociale medier. Denne gang kom der 400 frivillige for at stoppe transporten.

Må ikke hjælpe

"Vi tog direkte derud, da vi fik besked om, hvor lastbilen var. Men de første 12 timer fik vi ikke engang lov til at give hundene vand. Vi kunne høre, hvordan de græd. Efter mange forhandlinger fik vi endelig lov, men for mange af hundene var det allerede for sent. De bliver bare stoppet ind i hønsebure med to eller tre hunde i hvert. Mange af de levende hunde ender med at blive fanget i bure med andre, som er døde. Hundene var fuldstændigt rædselsslagne og stressede," fortæller Astrid.

Nogle gange hjælper politiet og andre gange ikke. Men efter mange forhandlinger kunne politiet godt se, at det blev nødt til at træde til i dette tilfælde. I Kina kræves der en skriftlig tilladelse til at transportere dyr. Føreren af lastbilen havde kun papirer på én hund ud af de 1300. Så det var altså grunden til, det lykkedes at redde dem.

"Lastbilchaufførerne er ligeglade med, om hundene dør. For dem er det stadigvæk kød. Jeg tror, at de tænker, hvis hunden ikke har været død særligt længe, så kan den godt bruges alligevel," forklarer Astrid.

Redningen begynder

"Forestil dig 1300 hunde på sådan en lastbil. Det er bare lag på lag. Når man skal have dem ud, så er det bare at starte fra en ende af. Vi lavede en lang kæde, hvor nogle rakte hundene langsomt ned, og så i slutningen af kæden blev de lukket ud af burene og fik mad og vand.

Astrid var der 48 timer i træk og sov kun 2 timer. Der var bare bure så langt, øjet rakte. De lavede et særligt område for de hunde, som var syge og skulle behandles.

Det er umuligt at forstå omfanget af det uden at være der selv. Nogle af hundene gør hele tiden. Andre nærmest græder, fordi de har været indespærret i flere uger. Det er fuldstændigt forfærdeligt at være vidne til," fortæller Astrid.

Men selvom en lastbil bliver stoppet og dyrene reddet, giver hundemafiaen ikke så let op. 

"Hundekødsindustrien hyrer folk til at gøre det svært for os. Inden jeg ankom, havde de haft nogle folk ude for at demonstrere mod os. De var også direkte voldelige over for de kinesiske aktivister.

De slog og råbte dem ind i hovedet, når nogen prøvede at hjælpe hundene. De kommer kun efter mørkets frembrud for at skabe ballade. De er ude på at gøre os bange og få os til at forlade hundene, så de kan tage dem igen og køre dem til slagtning," siger Astrid.

De stjålne dyr

Mange af dyrene i burene er kæledyr, som er blevet stjålet. De har halsbånd på og logrer af glæde, når mennesker nærmer sig dem. Hundene er blevet stjålet fra landsbyer, og bandernes metoder er nådesløse.

"Du kan være ude at gå en tur med din hund uden snor, og så hugger de den. Hvis den er i snor, så kan du blive truet med en kniv eller pistol," forklarer Astrid.

Fordi banderne er så farlige, tør mange ikke kræve deres hund tilbage, selv hvis den bliver reddet. De er simpelthen bange for tyvene, og de konsekvenser, som det kan få for dem eller deres familier. Men nogle gange lykkes det alligevel at hjælpe en hund hjem igen.

"Gennem de sociale medier fik vi efterlyst ejeren til en husky, som vi havde reddet fra lastbilen, og de blev genforenet. Så det var en skøn historie," husker hun.

25 stiksår

Men ikke alle er lige så heldige. For nogle af hundene har medfarten været så hård, at de ikke overlever, selvom redningsholdet kæmper bravt. 

"Vi havde en hund, der desværre ikke klarede den. Først troede vi, at han var blevet skudt med et haglgevær. Men vi fandt ud af, at han faktisk var blevet stukket med en kniv 25 gange. På trods af det så stolede han stadig på mennesker. Det var jo helt vanvittigt, at han stadig stolede på mennesker og var glad for at se os efter at være blevet mishandlet på den måde. Han blev desværre syg, men han er et bedre sted nu," fortæller hun.

Han var den eneste af hundene, der havde en mikrochip. De scannede den, og det viste sig, at han sandsynligvis var en politi- eller militærhund, som ikke havde bestået sin træning. 

"Så han var bare blevet smidt ud og solgt til hundekødsindustrien. Vi kontaktede aldrig nummeret, fordi vi var bange for, hvad de ville gøre med ham. Det er så underligt at tænke på, at der er mennesker, som kan finde på at torturere hunde," siger Astrid med et trist blik.

Forandring fryder

I Yulin afholdes der hvert eneste år en stor hunde- og kattekødsfestival, hvor tusinder af dyr bliver slagtet i løbet af få dage. Her ville dyrene, som Astrid reddede, også være endt, hvis der ikke var blevet grebet ind.

Men der sker fremskridt i Kina, og i størstedelen af landet spiser de slet ikke hunde og katte mere.

"Det her foregår i de mindre byer. En lille by i Kina har måske 50.000 indbyggere. Men i en storby som Guangdong, hvor jeg bor med 18 millioner indbyggere, der har myndighederne simpelthen forbudt det.

De har lukket udbuddet ned, og restauranterne har fået forbud mod at sælge hundekød. Det er sket på bare 7 år," beretter Astrid.

Så der er grund til at tro, det bliver anderledes i fremtiden. Når 400 mennesker med lynets hast kan rykke ud og foretage en redningsaktion, så er der mange gode kræfter at bygge videre på. Astrid er også optimistisk.

"Når du taler med den unge generation, så er det også dem, der er engageret i at redde de her hunde. Det kinesiske folk er nødt til at se kæledyrene som en del af deres familie. Det er blevet bedre, men der er lang vej endnu," siger hun med en fortrøstningsfuld mine. 

Hjemme venter hendes egen hund Zorro og en masse plejehunde, som skal hjælpes. Selvom der stadig er meget at gøre for hundene i Kina, er verden nu blevet et meget bedre sted for de hunde, som Astrid og de andre dyrevenner lykkedes at redde.

Zorro

Astrid har selv adopteret en hund, Zorro, som hun var med til at redde fra slagtedøden i Yulin. Da var han 9 år.

"Da vi overtog ham, havde han været længe i et bur. Han er en lille sort hund, som blev reddet fra et slagtehus i Yulin. Så jeg ved, at han har været meget, meget tæt på at blive slagtet, og det er dejligt at vide, at jeg har gjort en forskel for ham.

Da jeg mødte ham første gang, havde han en stor tumor og ståltråd viklet om halsen, som havde skåret ham så dybt, at han blødte. Der var ingen, som havde forsøgt at gøre noget ved det, men jeg fik ham til dyrlæge i byen, hvor han omsider blev behandlet for sine skader.

De første dage hos mig ville han slet ikke komme ud af sit bur. Jeg kunne godt røre ved ham og kæle ham, men han ville ikke komme ud af buret. Det tog en uge, før han første gang turde bevæge sig ud i friheden. Da vi så begyndte at gå ture med ham, lagde han sig ned, som det første, når vi forlod huset. Men i dag er han vendt tilbage til livet, og vi kan gå med ham i flere timer.

Han har brækket benene flere gange, og de er ikke blevet sat ordentligt sammen. Så i dag går han lidt anderledes end andre hunde. Men han har det godt - og han er glad!"

Læs her om hunden Baobaos redning!