Danpo vinker farvel til turbokyllingen
Danmarks største kyllingeproducent, Danpo, har i dag meldt ud, at de udfaser den omdiskuterede kyllingerace Ross 308 inden udgangen af 2021. Det er en stor nyhed fra industrien. Flere af de største medier som Politiken, TV 2 og JydskeVestkysten dækker historien.
Det er et historisk gennembrud for dyrevelfærden i Danmark, der kommer til at have betydning for ca. 40 millioner kyllinger om året. Samtidig vil Danpo blive den største producent af langsommere voksende kyllinger i hele Nordeuropa.
”Danpos initiativ er en game-changer uden lige. Turbokyllinger har ingen fremtid i Danmark på præcis samme måde, som vi så buræg forsvinde for få år siden. Danpo fortjener stor ros for at gå forrest i denne omstilling. Anima har i sine 20 år, så vidt jeg ved, aldrig rost et initiativ fra industrien, så når vi roser dette, så er det fordi, der er tale om et helt unikt gennembrud for dansk dyrevelfærd,” siger kommunikationschef hos Anima, Thorbjørn Schiønning.
Danpo står ikke alene
I starten af året valgte store virksomheder som Espresso House, Scandic Hotels Danmark, Letz Sushi og Lidl efter dialog med Anima at stoppe salget af den hurtigtvoksende kylling, der vokser fra 50 g til over 2 kg på under 5 uger.
Det store skifte i detail- og restaurationsbranchen har gjort det muligt for Danpo at beslutte sig for en 100 % udfasning af den konventionelle industrikylling.
”Danpo har i flere år ønsket at revolutionere branchen og komme væk fra den hurtigtvoksende industrikylling. Hvis vi skal være relevante i Danmark, så skal vi konkurrere på kvalitet og dyrevelfærd og ikke på hurtigere og billigere – ellers tror jeg ikke, vi har en berettigelse om 10 år. Jeg er rigtig glad for, at vi har fået virksomhederne og forbrugerne med på den her vigtige rejse,” udtaler Mark Juel Hemmingsen, direktør hos Danpo.
Der tegner sig dermed et billede af, at turbokyllingerne kan være på vej til at blive fortid i Danmark.
Den hurtigtvoksende kylling
Turbokyllingen er kendt for sin enorme vækst. Den er avlet til at vokse så ekstremt hurtigt, at kroppen ikke kan følge med. Det betyder, at flere af kyllingerne får gangbesvær, fordi benene ikke kan bære den store krop, de oplever store smerter, og organerne kan svigte.
Anima arbejder fortsat for at sikre, at flere virksomheder skifter væk fra turbokyllingerne, og at også kyllingers pladsforhold forbedres markant, samt flere kyllinger skal få adgang til det fri.
Du kan hjælpe kyllingerne ved at skrive under her: