Anima lancerer massiv kampagne mod REMA 1000s salg af turbokyllinger

22 March, 2021

Med 200 adshel-plakater fordelt rundt i hele landet og flere helsides-avisannoncer møder supermarkedsgiganten Rema 1000 igen hård kritik af Anima og Dyrenes Alliance for kædens salg af den udskældte turbokylling.

Supermarkedsgiganten Rema 1000 sidder på en stor del af den danske dagligvarehandel, vækster år for år, og er senest kåret som Danmarks mest bæredygtige brand. 

Men med økonomisk fremgang og dominans på markedet, bør Rema 1000 også ligge helt i front, når det kommer til kyllingevelfærd. Det er dog langt fra tilfældet, mener dyreværnsforeningen Anima, der i dag den 22. marts har lanceret en ny landsdækkende kampagne mod Rema 1000s salg af hurtigtvoksende slagtekyllinger – også kendt som turbokyllinger. 

Som en del af den omfattende kampagne har dyreværnsforeningen i de næste tre uger 200 adshel-plakater placeret rundt om i hele landet samt indrykket helsides-annoncer i 18 dagblade, heriblandt Politiken og Fyens Stiftstidende.

Ifølge Anima sælger Rema 1000 årligt omkring ti millioner hurtigtvoksende industrikyllinger, og det gør kæden til et af de supermarkeder, der sælger flest turbokyllinger i Danmark. 

“Rema 1000 er i front på mange områder, men når det kommer til kyllingevelfærd, halter de langt efter. At være den førende spiller i detailbranchen forpligter, og derfor er det meget skuffende, at Rema 1000 stadig ikke vil udfase turbokylling, som er et af de dyr, der har det værst i det danske landbrug,” siger Thorbjørn Schiønning, kommunikationschef i Anima. 

Turbokyllinger vil forsvinde i 2021

Den omfattende kampagne mod Rema 1000 er en del af dyreværnsforeningens mangeårige arbejde for at forbedre forholdene for danske slagtekyllinger ved at sikre en total udfasning af de udskældte turbokyllinger og hermed hæve bundniveauet markant. 

Anima har været i dialog med hele detailmarkedet og vurderer, at opgøret med turbokyllingen for alvor er ved at tage fart.

“Vi mærker i stigende grad, at kæderne gerne vil tage hånd om de store problemer i kyllingeindustrien. Baseret på de tilbagemeldinger vi får, så tror jeg, vi vil se, at de fleste supermarkedskæder vil være i gang med en hastig udfasning af turbokyllinger i løbet af indeværende år. Det vil ligne mønsteret for godt fem år siden, hvor kæde efter kæde sagde et endeligt farvel til buræg,” forklarer Thorbjørn Schiønning.

Baggrund 

Turbokyllinger er avlet til at vokse meget hurtigt på meget kort tid. På lidt over en måned vokser kyllingerne fra 50 g til to kg, og det medfører en række alvorlige velfærdsproblemer. Ifølge en undersøgelse af Aarhus Universitet (2018) kan tre ud af fire hurtigtvoksende kyllinger ikke gå normalt på grund af den hurtige vækst.

Anima arbejder for at forbedre forholdene for konventionelle industrikyllinger ved at indføre den europæiske standard European Chicken Commitment (ECC). Standarden sikrer blandt andet langsommere voksende kyllinger, mere plads og naturligt lys. En række virksomheder har allerede valgt at udfase turbokylling. Her kan blandt andet nævnes store kæder som Lidl, Aldi, 7-Eleven, Espresso House og Circle K.

Vær med i kampen

Hjælp kyllingerne! Send en opmuntrende besked til Rema 1000 og bed dem droppe turbokylling. Skriv til dem på kontakt@rema.dk eller på deres Facebook-side.

Du kan også hjælpe kyllingerne med en underskrift, så vi kan vise supermarkeder, virksomheder og restauranter, hvor mange der bakker op om, at turbokylling skal ud af produktionen:


Skriv under: Kyllingerne skal have bedre forhold!

 

Du kan få svar på de oftest stillede spørgsmål om kampagnen her